Kokos smoothie bowl (mælkefri yoghurt)


Kokos smoothie bowl (mælkefri yoghurt)

I Los Angeles fik jeg en helt fantastisk kokosyoghurt, som jeg virkelig havde lyst til at putte i lommen og tage med hjem (eller noget:)), og siden da har jeg haft kokosyoghurt på hjernen. Ville egentlig lave én selv men at købe probiotiske bakterier for små 300 kr.?! Orv, det er mange penge! Nej så hellere finde en anden løsning.

På mange måder fungerer sådan en acai bowl / smoothie bowl jo som en yoghurt, og da jeg faldt over en opskrift fra Half Baked Havrest, tænkte jeg, at den jo til forveksling har yoghurt-look. En smoothie bowl med bl.a. gryn, chia og banan, hvor jeg så i stedet valgte at bruge frossen mango i stedet for banan samt lidt hyldeblomst og citron for at give den et syrligt pift. Mangoen gjorde farven lidt mere gullig, men jeg synes stadig yoghurt-looket blev ret så godt ramt. Og smagen – ja, den var det bedste af det hele! 🙂

Kokos smoothie bowl (mælkefri yoghurt)

Kokos smoothie bowl (mælkefri yoghurt), 2 personer

1 dåse økologisk kokosmælk
2 spsk chiafrø + lidt ekstra til topping
0,5 dl havregryn (kan undværes)
200 gram frossen mango
1 tsk vanilje
1 tsk Johan Bülow hyldeblomstpulver
1 spsk citron
1 knivspids salt

Start helst dagen inden med at blande halvdelen af kokosmælken, gryn og chia og put blandingen i en skål med låg natten over, så det kan nå at stivne og give smoothie bowlen en tykkere konsistens (kan også gøres kort inden, men natten over er bedst).

Næste morgen putter du blandingen i en blender sammen med de øvrige ingredienser og blender det sammen til en lækker cremet masse (min nye Raw Fuel kan blende massen lige så fint – men skulle det drille, kan du tilsætte lidt vand undervejs også. Undgå dog at den bliver for tynd og mister yoghurt-konsistensen. Vend til sidst lidt ekstra chiafrø i blandingen, så der kommer ekstra knald på volumen. Lad den gerne trække lidt i køleskabet, men du kan også sagtens spise lækkerheden med det samme.

Topping: Müsli, blåbær, mandler, tørrede hindbær/rabarber/solbær, kiwi, banan, chokolade, gojibær osv.

Kokos smoothie bowl (mælkefri yoghurt)

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme

Blåbær Açai Bowl med kakaomüsli

Acai blåbær bowls med kakaomüsli

Açai bowl. Mmmmh! Det er den mest geniale opfindelse længe. Og noget jeg formentlig vil dele mange varianter af her på bloggen den næste tid. Ikke mindst fordi jeg er blevet ejer af den her fantastiske Raw Fuel fra Wilfa, som jeg nævnte herinde for noget tid siden. Nøj den maskine kan altså bare klare a-l-t i hele verden.

Aldrig har jeg set nogen flashe muskler og være de frosne, genstridige sager overlegen som ham her hr. Fuel. (Han larmer og buldrer noget så voldsomt, men han arbejder altså også hårdt. Det ses på resultatet!)

Acai blåbær bowls med kakaomüsli

Rygtet siger, at der på Hafnia Bar i Hellerup skulle være en lille mulighed for at tilkøbe sig açai bowls, men dette er endnu ikke afprøvet, så i stedet går jeg lidt amok herinde. Først med denne blåbær-variant, som ikke bare indeholder det her superfood-bær; açai (dog i pulver fra Acaiacai i Torvehallerne), men også både brombær, blåbær og endda broccoli. Har I sådan en grøn fætter, som I ikke ved, hvad I skal gøre af, så er den perfekt i denne blend.

Blåbær Açai Bowl med kakaomüsli

Jeg bruger kokosmælk (lækker cremet og økologisk. Gå endelig ikke ned på det!!), men mandelmælk osv. kan naturligvis også bruges. Jeg synes blot kokosmælken gør det lidt mere cremet, fyldigt og lækkert.

Lav desuden müsli til din açai bowl – så er det næsten som vi kender den klassiske yoghurt/müsli konstellation. Bortset fra at det her er meget mere frisk og bedre (hvis du spørger mig..)

Acai blåbær bowls med kakaomüsli

Blåbær Açai Bowls med kakaomüsli, 2-3 personer

Kakaomüsli:
1 dl hørfrø
1 dl græskarkerner
1 dl sesamfrø
1 dl solsikkekerner
2 dl mandler
5 spsk kakao
2 tsk kardemomme
2 tsk kanel
Lidt salt
2 spsk kokosolie
Evt. 1 dl kokosflager og 1 dl gojibær

Bland kerner og mandler sammen i en skål med kakao, kardemomme, kanel og salt. Fordel blandingen på to plader med bagepapir og bag i ovnen ved 180 grader i 12-15 minutter. Bland evt. med kokos og gojibær når det er afkølet.

Blåbær açai blanding
1 dåse økologisk kokosmælk
4 tsk açai-pulver
300 gram blåbær og brombær (jeg brugte halv/halv, men kan også fordeles anderledes)
1 halvt broccoli
5 dadler
1 tsk lakridspulver
1 tsk vanilje
1 tsk Johan Bülow hyldeblomstpulver (kan undværes eller erstattes med lakrids)

Det er så ingredienserne. Resten kommer helt af sig selv – blend alle herlighederne sammen et voila. (Gem evt. lidt bær og kokosmælk, så du kan sikre dig den helt rigtige konsistens.)

Fordel blandingen i skåle og top med kakaomüsli. Tilsæt også gerne frisk frugt, f.eks. jordbær og banan.

Jeg har desuden også lavet min egen “Açai Vaffel Bowl”. Er man så açai bowl- eller vaffel-skør? Hvis du vil gøre det samme, kan du lave en vaffel efter denne opskrift og så folde siderne på vaflerne sammen med tandstikker, så der dannes en slags skål.

Acai blåbær bowls med kakaomüsli

//Blenderen i dette indlæg er sponsoreret af Wilfa //

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme