Quinoa bowls med sød kartoffel, bønner, lilla blomkål, syltede rødløg og avocado

copenhagenbyme

Så er der taget hul på tidligere omtalt “24 ting jeg skal lave, når jeg kommer hjem fra ferie“-listen. Den første får I her: nemlig en quinoa bowl med bl.a. sød kartoffel, blomkål, syltet rødløg, avokado og masser af bønner.

I USA fik jeg flere gange quinoa bowls, og jeg synes det er så synd at dette fænomen ikke er mere tydeligt på den danske/københavnske restaurantscene. Quinoa bowls er sunde, lækre, snaskede og alt andet end den klassiske iceberg/agurk/tomat konstellation, som man (jeg) på ingen måde bliver mæt af. Kom nu med noget nyt og mere kreativt, der viser i hvor høj grad grøntsager virkelig kan udgøre et fremragende måltid. Dagens udbrud (sorry!) men jeg synes faktisk vi bør gør os mere umage på den front!

Fik jeg i øvrigt sagt, at den her bowl er nemmere at lave end at få Tivoli fyldt med Snoop Dog-fans? Den er SÅ nem og vegetarisk, og er en quinoa-bund med forskellige krydderurter, planter, grøntsager (marineret og/ eller som mos) og dressing. Jeg lavede mos af sød kartoffel og brugte bønnepasta som en slags tang (hvilket de bruger flere steder i USA) og så var resten ellers super lige til. Detaljer kommer her:

Quinoa bowl CopenhagenByMe

Quinoa bowls med sød kartoffel, bønner, lilla blomkål, syltede rødløg og avocado, 2 stk.

1,5 dl quinoa (kogest med 3 dl vand i ca. 20 minutter eller til vandet er væk.)
1 stor sød kartoffel eller to mellemstore
1 tsk kokosolie
1 dåse kidneybønner
Lidt kogt bønnepasta (gerne den grønne som ligner tang mest)
1 lille halvt blomkål (jeg var så heldig at finde et i lilla som satte ekstra knald på farverne.)
Syltede rødløg (find opskrift her)
1 stor avocado eller to mellemstore
Salt og peber
2 tsk tahin
1 tsk æblecidereddike
5-6 tsk olivenolie
Lidt citron
Salt og peber
Topping: Sesamfrø (gerne sorte og hvide) og evt. bønnespirer

Dagen eller et par timer inden: Lav de syltede rødløg.
Start herefter med at koge quinoaen og skræl herefter den søde kartoffel, skær den i mindre stykker og lad dem koge 15-20 minutter (eller til de er møre), sæt også lidt vand over til bønnepastaen.

Skyl kidneybønnerne i et dørslag, hæld dem i en skål og bland dem med en marinade af æblecidereddike, 2 tsk olivenolie, salt og peber. Lad det stå og trække.

Skær blomkål i mindre buketter og steg i lidt olivenolie samt et skvæt æblecidereddike, salt og peber i ca. 5 minutter. Skær også avocadoen i fine stykker og bland en dressing af tahin, 3-4 tsk olivenolie, lidt citron, salt og peber. Lad blomkålen afkøle.

Pastaen hældes i dørslag når den er al dente, der slukkes for quinoaen. Vandet fra de søde kartoffelstykker hældes fra, og de moses fint sammen med 1 tsk kokosolie og salt.

Nu er du klar til at anrette dine to portioner, som du ønsker det. Jeg lavede en bund af quinoa, sød kartoffelmos bønner, blomkål, bønnepasta, og toppede med rødløg, avocado og sesamfrø. Hæld til sidst tahin-dressingen over bowlen eller servér ved siden af.
Og værsgo’: En vanedannende skål sundhed! 🙂

Quinoa bowl CopenhagenByMe

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme

Mad på 5 minutter: Bønnepasta med avokado- og pestocreme

Mad på 5 minutter: Bønnepasta med avokado- og pestocreme

Busted! Jeg har i en del måneder haft en mad-affære, som jeg bliver nødt til at indvie jer i. Blot fordi den ikke længere kan skjules. Man ser den på mig. I ansigtet. Mad-lykkelighed kaldes det vist. Og noget der gør én lykkelig, skal man dele … har jeg hørt! Så nu må den på bloggen: bønnepastaen (denne fra À la eco). Pastaen lavet af soyabønner. Sort, grøn eller “pasta-farvet”. Økologisk og med ca. samme kalorie-indhold som almindeligt pasta MEN med en r**fuld flere proteiner, som mætter gevaldigt – og ja så kan det godt være jeg er lidt mærkelig på det punkt, og mange vil helt sikkert IKKE være enige – men jeg synes faktisk den her pasta smager bedre end almindelig pasta, som jeg ikke vil mene stod forrest i køen, da der blev uddelt smagssaft- og kraft.

Mad på 5 minutter: Bønnepasta med avokado- og pestocreme

Den har haft mange ingredienser ovenpå sig hjemme hos mig efterhånden, men min seneste crush er den her avokado- pestocreme, som jeg af en eller anden grund fik ideen til efter en lækker frokostgrød hos GRØD i Torvehallerne, som var toppet med ærtepuré. Det har sådan set ikke noget med avokado og pesto at gøre, kan man sige, men det var altså efter det måltid, jeg fik ideen. Pastaretten er sensommer-agtig, let og frisk. Kan laves på 5 minutter. Og så skal den selvfølgelig toppes med pinjekerner og parmesan. Masser af parmesan!

Mad på 5 minutter: Bønnepasta med avokado- og pestocreme

Bønnepasta med avokado- og pestocreme, 2 personer

1 pose bønnepasta (her har jeg brugt den “pastafarvede”)
2 avokadoer
5 spsk pesto (her har jeg også et crush på mærket “Gusto è Arte”. Lavet på olivenolie. Købt i SuperBrugsen)
4 spsk skyr
Salt og peber
Pynt:
1 håndfuld mynte
1 pose ristede pinjekerner
Parmesan

Sæt en gryde med vand i kog og lad pastaen få ca. 5 minutter – sådan more or less den tid det tager at lave avokado-pestocremen. Avokadoerne moses i en skål eller tallerken med en gaffel og blandes med de øvrige ingredienser; pesto, skyr, salt & peber og evt. chili eller ekstra hvidløg. Tilsæt også 2 spsk af pastavandet til cremen for at gøre den mere flydende. Når pastaen er færdig hældes vandet fra og den vendes godt rundt i avokado-pestocremen. Pynt med mynte, pinjekerner og parmesan og server. Hurtigt, sundt, grønt og skønt!

NB: Jeg har ikke fået pastaen sponsoreret og reklamerer for den helt frivilligt 🙂

20140808-220303.jpg

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme