Hurtigt hverdagsmad: Fiskemandens rejesalat med edamame og avokado

Nem og hurtig aftensmad: Rejesalat

Inspirationsforladt københavner i hverdagen? Klokken er fem minutter i “alt lukker”-tid, det er blevet sent, jeg “burde lave mad, men gider ikke rigtigt”, jeg gider og nænner faktisk heller ikke at købe take away. I går stod den på vafler, dagen inden thaimad. Og arrrrgh hvad var det nu for en opskrift, jeg så i en kogebog i går? Den lød så god, men nu har jeg glemt at skrive ingredienserne ned. Men hovsa, der var fiskemanden “Odin” nede på hjørnet lige. Og jeg har salat og avokado i køleskabet, og edamame-bønner i fryseren. En rejesalat til mig, tak! Og så er middagen i hus. På 5 minutter. Halløjsa!

Normalt er jeg over-inspireret i køkkenet. Men i perioder med meget arbejde og en kalender der buler ud, som var den gravid, kan det være svært at finde tid. Så har jeg bare brug for én lækker og færdigkøbt ingrediens, som kan redde hele middagen. Som en lækker fiskesalat (jep, den der med godt med mayo) hos min lokale fiskemand. Den koster ikke alverden, du behøver ikke så meget, og den kalorietunge salat (igen: mayo), opvejes fint og sundt, når du blander den med proteiner og grønne guldkorn.

Nem og hurtig aftensmad: Rejesalat

Fiskemandens rejesalat med edamame og avokado, 2 personer

En bøtte reje- eller krabbesalat fra den lokale fiskemand (eller hjemmelavet af en mellemstor bøtte rejer, blandet med 3 spsk mayonnaise, 2 spsk creme fraiche eller skyr, lidt citronsaft, dild og salt og peber.)
1 bakke blandet salat
1 avokado
4 dl (gerne frosne) edamamebønner
7-8 datterino/cherry tomater
1 dl olivenolie
0,5 dl balsamico-eddike
Salt og peber
Evt. lidt frisk dild og lidt citronsaft

Hvis du har edamame-bønnerne på frost, så start med at koge noget vand og hæld det over bønnerne i en skål. Lad dem lige i et par minutter og skyld dem i koldt vand i et dørslag, drys salt over, rør rundt og lad dem ligge lidt. Skyl salaten, og skær tomater i halve samt avokado i mindre stykker. Bland olie sammen med balsamico, salt og peber. Placér salaten i to tallerkner og fordel marinaden over de to portioner, vend rundt. Put herefter resten af ingredienserne på salatbunden: start med bønner og rejesalat og top med avokado, tomater og evt. lidt dild og citron.

Servér med det samme, evt. med søde kartoffel-fritter (som dog kræver ekstra tid i skemaet. Her skærer jeg 3 mellemstore søde kartofler i tynde, aflange skiver, vender dem med 2 spsk olivenolie i en plasticpose og krydrer dem med salt samt ønskede krydderier (jeg plejer at bruge “Dukkah” fra Mill & Mortar).

Nem og hurtig aftensmad: Rejesalat

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme

Vaffelbruschetta med gedeost, tomat, løg og basilikum

Vaffelbruschetta med gedeost, tomat og frisk basilikum

Selvom sidste weekend på mange måder var en møgweekend for og i København, så kom der for mit vedkommende på madfronten noget rigtig godt ud af den – nemlig de her lækre vaffelbruschetta med gedeost, tomat, løg og frisk basilikum. Den oplagte forret til glutenallergikeren, vegetaren, palæo-mesteren eller alle os andre, der elsker naturligt mad med masser af smag. Og VAFLER. Ikke at forglemme 🙂

Vaffelbruschetta med gedeost, tomat og frisk basilikum

Hvis du ikke er til gedeost, kan du snildt skifte den ud med mozzarella eller parmesan – og noget parmaskinke vil helt sikkert også gøre det godt på toppen. Nu skulle vi have en stor laksefilet med salat og sød kartoffelmos bagefter, så forretten skulle ikke være for tung. Det blev den heller ikke, selvom den stadig mætter rigtig godt – ikke mindst pga. kikærtemelen. Jeg lavede fire vafler til fire mennesker, og det var mere end rigeligt. Desuden var alle ved bordet virkelig begejstrede for denne vaffel-appetizer.

Vaffelbruschetta med gedeost, tomat og frisk basilikum

Vaffelbruschetta med gedeost, tomat, løg og frisk basilikum, 4 stk.

2 dl kikærtemel (købt i Sund Fornuft. Kan også købes i andre helsekostbutikker, matas og nogle etniske butikker.)
1,5 dl kokosfibermel/mandelmel
3 æg
3 spsk loppefrøskaller
1 dl sesamfrø
0,5 dl vand
2 fed presset hvidløg
10 små tomater
1 stort løg
1 gederulle
Frisk basilikum
Timian
Salt og peber

Start med at skære tomaterne i mindre stykker og løg i tynde skiver. Put både tomat og løg i en frysepose sammen med et skvæt olivenolie, lidt timian og salt og peber og sørg for, at det hele bliver blandet godt i posen. Fordel tomater og løg på en bageplade og bag dem i ovnen ved 180 grader i 10 minutter.

Lav i mellemtiden vaffeldejen. Bland mel, sesamfrø og loppefrøskaller med æg og vand og bl.a. til sidst det ene fed hvidløg, salt og peber i dejen. Lad den stå i 5 minutter, og så passer det ca. med at løg og tomater skal ud af ovnen. Skær herefter tynde skiver gedeost af gederullen. Når de 5 minutter er gået, laves fire vafler af dejen. Put kokosolie (eller anden olie) på jernet og lav dem en ad gangen. Mine blev fine lysebrune.

Fordel de fire vafler på en bageplade, bland 1 dl olivenolie med det andet fed hvidløg, salt og peber og smør olien på vaflerne. Så skal toppingen på: de bagte tomater og løg, gedeostskiverne og til sidste det friske basilikum. Bag i ovnen i yderligere 10 minutter ved 180 grader, og så er der vaffelbruschetta for alle pengene 🙂

Vaffelbruschetta med gedeost, tomat og frisk basilikum

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme

Nemmere-end-nem pizza

Når det kommer til fødevarer, prøver jeg så vidt muligt at holde mig fra vakuumløsninger og ‘pakkemad’. Men der er grundlæggende to undtagelser … to can’t-live-withouts. Indrømmet! Den ene er rugtortillas fra Levevis. Den anden er fiskefrikadeller, som jeg –  af en eller anden grund har en never-ending svaghed for.

Wrap-pizza med gedeost

De kære rugtortillas har reddet mange aftener i sin funktion som beundringsværdig wrap-dealer. Men nu har jeg opdaget, at de gør det mindst ligeså godt – hvis ikke bedre – som pizza-dealer. Farligt. For Netto. Watch out! I’m gonna buy them all!
Og jeg må advare jer der læser det her også; man bliver afhængig af den her wrap-pizza. Man kommer til at lave den hver aften og altid. Man tænker på den konstant. Den er nem, den er semi-sund pga. den tynd bunde og gode grøntsager, og så smager den, vigtigst af alt, bragende buldrende brand-fænomenalt!

Nem pizza med gedeost

Nemmere-end-nem (wrap)pizza, 2 pers.

4-6 rugtortillas (afhængig af størrelse og appetit)
olivenolie
1 fed hvidløg
3-4 tomater
1 løg
1 pakke rucolasalat
10-12 skiver parmaskinke
1 rulle gedeost (eller mozzarella hvis man ikke er til ged. Det giver dog ikke helt så meget smag.)
Basilikum (gerne frisk)
Timian

Pizza med gedeost

Pres eller skær hvidløg i små stykker og bland det med olivenolie i en skål. Læg tortillabundene på bagepapir og pensl dem med hvidløgsolien. Fordel halvdelen af rucolasalaten på bundene og læg parmaskinken ovenpå. Skær tomater og løg i skiver og fordel også dem på bundene. Skær til sidst osten i skiver, som lægges på toppen sammen med basilikum og timian. Pizzaerne puttes i ovnen ved 180 grader i 5-8 min – eller til osten er smeltet.

Når de er kommet ud af ovnen, lægges det sidste rucolasalat på, og pizzaerne er nu klar til at blive serveret. (Put evt. kun to i ovnen ad gangen, så de er helt varme, når de spises.) De kan selvfølgelig også laves med andet favorit-pizzafyld og smager f.eks. også godt med champignon.

Nem pizza