“Wolfie” peanutbutter/jelly vaffel

"Wolfie" peanutbutter/jelly vaffel

Wolfie i Sydhavnen. Nyeste initiativ fra Grød-ejeren Lasse Skjønning Andersen, som har taget grødskeen i den ene hånd og forsynet den anden med kaffekunstens regler og brød fra Brødflov i et lyseblåt klubhus/legehus midt Mozarts Plads i Sydhavnen. Cafeen har fået navn efter Wolfgang Amadeus Mozarts kælenavn – og er da også en slags centrum for hele “komponistkvarteret” i området.

Wolfie har egentlig meget klassiske ting på menukortet med kaffe og brød og en avokadomad, men de har også en peanutbutter/jelly toast hvor jellyen er pæremarmelade og twistet er havtorn. Ikke nogen vild smagsoplevelse, men alligevel anderledes og rigtig lækkert morgenmadsalternativ – ikke mindst når man, som jeg, laver det selv. I en vaffel. Og for at gøre den sukkerfri: med pæremos i stedet for marmelade. Og så selvfølgelig stadig godt med peanutbutter og evt. havtorn hvis man har noget på lager, alternativt lidt frysetørrede hindbær. Simpelt men lækkert!


 “Wolfie” peanutbutter/jelly vaffel, 1 stk

1 æg
0,5 dl kokosfibermel

1 spsk skyr
1 spsk hytteost
1 spsk loppefrøskaller/HUSK
1 spsk peanutbutter
1-2 spsk pæremos
Lidt havtorn eller frysetørrede hindbær

Bland alle ingredienserne pånær pæremos, peanautbutter og havtorn/hindbær sammen og lad dejen stå og trække 5-7 minutter. Tænd for vaffeljernet og fordel dejen med en ske, så dejen når ud til kanterne. Bag vaflen og når den er lysebryn smørrer du først peanutbutter, derefter pæremos på den ene halvdel af vaflen og drysser med havtorn/hindbær. Fold den anden halvdel af vaflen over halvdelen med fyld og pres igen vaffeljernet sammen og giv toasten et par minutter. Tag herefter vaflen ud og spis den med det samme.

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme

Copenhagen By Instagram

Et indlæg  med billeder – og kun billeder … Er det mon muligt for en helt og igennem skrivegal person, der slet ikke kan stoppe, når først hun kommer i gang? Det er det faktisk, og det vil jeg hermed bevise. 
Jeg har planer om at få integreret Instagram på bloggen, men er ikke kommet så pokkers langt på den front, så nu deler jeg nogle af billederne fra profilen her i stedet. Og så – ikke et ord mere fra mig.

Eller … Det skulle da lige være; “Mrs. Copenhagen – Isn’t she just lovely?”  

En morgen på Amagerbrogade

Graffiti i Sydhavnen

Skønhed året rundt. #Amager #Strandpark

Halloween i Tivoli

Flotte farver på Christianshavn

  

Flere farver fra Christianshavn

                     

Aftenstemning over Kalvebod Brygge/Langebro

Aftenstemning over Kalvebod Brygge/Langebro

Under Sydhavnens asfalt

Kære Sydhavn!

Jeg bliver nødt til at være helt og aldeles ærlig over for dig. Vi har mødtes et par gange efterhånden. Vi har brugt mange timer sammen. Flere end man overhovedet kan forestille sig, tror jeg.

Jeg har boet ‘i’ dig, jeg har arbejdet ‘i’ dig og sørme om mit universitet ikke også ligger ‘i’ dig. Men sandheden er,
at jeg ikke kender dig. Ikke sådan rigtigt i hvert fald.

Det er ikke lykkedes mig at komme helt ind under asfalten af dig.
Jeg ved ikke, hvilke træer du står på – jeg kender ikke dine værdier, dine kvaliteter – og jeg ved ikke, om det er fordi, du ikke har nogen, eller man bare ikke lige oplever dem så let, fordi du er den mere reserverede bydels-type – men jeg håber, jeg finder ud af det en dag.
Kærlig hilsen Camilla.

Sådan lød mit brev til København SV, aka Sydhavnen, inden jeg i weekenden besluttede at gøre noget ved vores overfladiske forhold og dedikere lørdag eftermiddag til mission: “under asfalten af Sydhavnen”.

En god veninde havde anbefalet et efterårsbesøg på Vestre Kirkegård ved Vestre fængsel – og hvilken anbefaling. Aldrig havde jeg troet, at en kirkegård kunne være så charmerende, hyggelig og lidt-kirkegårds-agtig. Det er et helt og igennem vidunderligt sted, som bl.a. med sit ‘Røde Hav’ huser flere kendte socialdemokratiske statsministre. Overraskelse! At lørdagen pludselig udviklede sig til en smart “Indian Summer” var én ting. Den havde jeg ikke set komme. At jeg pludselig stod foran Staunings grav, var en anden ting. Den havde jeg på ingen måde set komme.

Fra Sydhavnens skjulte skat gik turen gennem industriområdet (Sydhavnen skal have alle charmeredskaber i orden, hvis jeg en dag skal ændre mening om det område) og til “Det hemmelige galleri” – den kommunale graffitimur.

Stedet ‘man ikke sådan lige kommer – og finder’ – og jep, vi var da også ved at vende om et par gange eller tre.
Ved første øjekast syntes jeg graffitiområdet virkede meget forladt og dystert. Henkastede spraydåser. Ødelagte mure, værker. Rod.

Men efter at have stået der i noget tid, blev jeg lidt nysgerrig og begyndte at se graffitimalerne for mig. Hvordan de har stået ved siden af hinanden – og suppleret hinandens værker. Jeg så deres kreativitet. Deres engagement.

Og jo mere fantasien løb af med mig – jo mere imponerende fremstod graffitikunsten – fra Big Bang til enorme dinosaur-portrætter.

Herefter var det på tide at sige farvel til Sydhavnen. Det var en god dag, og jeg tror, vi skal ses igen – sådan helt uformelt. Vi har brug for lidt mere tid sammen. Jeg vil kende dens favoritbarer og livretter.  (Hvis den da har nogen!?)

Og ja, jeg er fortrøstningsfuld! Jeg tror, det er muligt at komme endnu længere ind … helt ind under asfalten.