Er det en deal, København?

Forfatteren og bloggeren (og tidligere Robinson-deltager) Malene Hasselblad skrev for noget tid siden om en dårlig oplevelse med en sweetdeal til Restaurant Amalfi på Gråbrødre Torv på sin hjemmeside. Jeg ved ikke, om I har nået at læse den!?

Gråbrødre torv

Hasselblad sender i sit indlæg en solid shitstorm i retning mod “Københavns mest romantiske restaurant” (ifølge Amalfi selv), fordi hun og en veninde var mødt op med frokostforventninger og en Sweetdeal til stedet, men ikke kunne få plads uden en bordreservation. Restauranten var efter sigende meget tom, men alligevel kunne veninderne ikke få lov til at spise der, med mindre de betalte fuld pris og sagde farvel til det, der egentlig havde lokket dem hen til Amalfi. Nemlig en (billigere) Sweetdeal-frokost.

Selvom oplevelsen ud fra Hasselblads beskrivelse virker meget uretfærdig og lettere loco, er jeg egentlig ikke vild med, at man langer ud efter en virksomhed – ja, at man så at sige udfører et offentligt angreb, hvor kun den ene parts version af sagen kommer til orde. Men jeg ved det. Det er netop den magt, de sociale medier giver os. Det så vi ikke mindst i debatten omkring servicen hos Bremerholm blomster. Og ja, kunden har altid ret og alt det der. Og nogle gange er det måske endda også nødvendigt. At sige fra. Så cafeer, restauranter mm. får lyst til at gøre sig umage. Og altid har fokus på den pokkers så vigtige service.

Men jeg synes, det er vigtigt at zoome ind på bolden og ikke bare en enkelt mand/restaurant, der opleves som uforskammet. Og når det så er sagt, synes jeg, at Hasselblad har fat i noget vigtigt, som vi må tage op til diskussion. Nemlig om man skal finde sig i en dårligere service eller føle sig som en fattigrøv på 2. klasse, fordi man har købt en deal??

Personligt har jeg selv haft rigtig mange gode oplevelser med deals, men jeg har altså også haft nogle mindre gode. Oplevet skuffelse i modtagerens ansigt når der konstateres, at man ‘bare er på deal’ eller ikke køber en flaske vin. Oplevet at det er besværligt og uoverskueligt med registrering og deal-beviser. Og det på steder hvor jeg tidligere har haft rigtig gode oplevelser.

Børsen København

Men hvorfor? Hvorfor ikke bare droppe at køre deals, hvis man alligevel ikke har tid, plads, lyst og overskud til det? Meningen med deals er jo netop, at man skal reklamere for sig selv, vise det allerbedste og mest værdifulde frem, efterlade et positivt indtryk – og dermed få nye kunder. Alt det falder med ét til jorden, hvis man i stedet leverer en pinlig discountudgave af sig selv.

…Og discountudgaver synes jeg ikke, vi har plads til her i år 2014. Vi er en servicenation, og vi må tage os sammen. For alle andre end DSB er 2. klasse død for længst. Der er kun 1. klasse – og det er en deal!

Børsen og Gråbrødre Torv

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme