Sund morgenmad: Couscous suppe med “mÿsli”

Couscous suppe

Suppe til morgenmad i København…? Hmmm måske ikke lige så pokkers let at få. Men hvorfor egentlig ikke? Det varmer godt, er dejlig mættende, giver energi og så kan man endda toppe den med müsli. Er alle kriterier for en god morgenmad så ikke nærmest overholdt?

Det er ikke alle supper, der fungerer for mig, før en vis mand har fået sko på. Suppen skal ikke være for stærk, og så må den gerne være lidt cremet. Jeg har tidligere skrevet om linsesuppe til morgenmad her på bloggen, og det fungerer super, men nu har jeg faktisk fundet én, som er endnu bedre for mig, så lad mig introducere jer for mr. ((trommehvirvel))… Couscous-suppe!

Couscous suppe til morgenmad

Egentlig opstod ideen, da jeg ville prøve at lave en kokos/karrysuppe med linser, og så af uransagelige årsager var løbet tør for linser. Æv! Så stod man der og så skuffet ud med en omgang perfekt ristet masse af karry, 1 løg, 2 fed hvidløg, lidt ingefær og chili, gurkemeje og herefter en dåse hakkede tomater, et par laurbærblade og 2 liter grøntsagsbouillon.

Men hallo, lå der ikke lige en pose couscous dernede i alt muligt-skuffen? Søreme jo. Og voila – 1 deciliter af det, og så to dåser skyllede bønner (butter beans + kidney bønner) for lige at give lidt ekstra fylde.

Jeg tilsatte også lidt mangochutney og til sidst 1 dåse kokosmælk, så suppen blev både cremet og sød. Jeg lavede suppe om aftenen, men toppede den næste dag med “müsli” i form af ristede mandler, kokosflager, nigellafrø og lidt frisk basilikum. Bedste start på dagen – ikke mindst pga. couscous’ens grynede effekt.

Couscous suppe til morgenmad

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme

Aftensmad til morgenmad: Linsesuppe med kokos og mandler

IMG_8003

Er vi skabt til at spise skyr og havregryn om morgenen? Eller er varme ting som f.eks. suppe og simreretter langt bedre fra vores fordøjelse og mæthedsfornemmelse på det der tidspunkt, hvor søvnen mere eller mindre er pillet ud af øjenkrogene, og det er tid til højdepunktet: morgenmad?

Jeg har fundet ud af, at f.eks suppe fungerer godt for mig døgnet rundt (læs: den dygtige akupunktør jeg er begyndt at gå til på Østerbrogade, siger, at jeg skal prøve det af, og som den tillidsfulde optimist jeg er, følger jeg trop 😉 )

Fluks så man mig med Sarah Brittons lækre nye kogebog “My New Roots” i hånden og fluks derefter med en stor suppegrydde på komfuret. Linsesuppe var projektet, og denne opskrift er Sarahs blogfavorit, så hvordan kan man overhovedet lade vær’? Med sådan en omgang linser bliver man godt og grundigt mæt, og da der var rester fik jeg det næste morgen med mandler og kokos som topping. Det fungerede virkelig. Jeg var mæt længe, og så smagte det virkelig godt. I får lige opskriften – næsten som den er i My New Roots, og så med mit twist af kokos og mandler, der gør den mere morgenmads-egnet.

Aftensmad til morgenmad: Linsesuppe med kokos og mandler

Linsesuppe med kokos og mandler, 2 personer

200 gram skyllet røde linser
1 spsk olivenolie
2 løg
4 fed hvidløg
Lidt hakket ingefær
1 dåse hakkede tomater
1 liter grøntsagsbouillon
1 citron (skåret i skiver)
1 tsk Cayennepeber
1 spsk spidskommen (stødt)
Salt

Topping:
(Aftendsmad) Skyr eller creme fraiche, citronskiver og frisk koriander
(Morgenmad) 15 hakkede mandler (evt. varmet i ovnen ved 180 grader i 10 minutter)
1 lille håndfuld kokosflager, evt. frisk korinader

Put olie i en gryde (jeg brugte en wok) og svits løg, hvidløg og ingefær et par minutter. Tilsæt herefter salt, spidskommen og cayennepeber og rør rundt.

Tilsæt hakkede tomater, halvdelen af citronskiverne, og linser (skyllet i et dørslag). Tilsæt herefter grøntsagsbouillon, rør rundt og lad det hele koge under låg. Skru ned og lad suppen simre i 30 minutter. Rør rundt et par gange undervejs, så den ikke brænder på.

Brug en af ovennævnte toppings alt efter om du spiser linsesuppen til morgen- eller aftensmad.

Aftensmad til morgenmad: Linsesuppe med kokos og mandler

// Bogen er sponsoreret af Politikens Forlag //

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme