Kokos smoothie bowl (mælkefri yoghurt)


Kokos smoothie bowl (mælkefri yoghurt)

I Los Angeles fik jeg en helt fantastisk kokosyoghurt, som jeg virkelig havde lyst til at putte i lommen og tage med hjem (eller noget:)), og siden da har jeg haft kokosyoghurt på hjernen. Ville egentlig lave én selv men at købe probiotiske bakterier for små 300 kr.?! Orv, det er mange penge! Nej så hellere finde en anden løsning.

På mange måder fungerer sådan en acai bowl / smoothie bowl jo som en yoghurt, og da jeg faldt over en opskrift fra Half Baked Havrest, tænkte jeg, at den jo til forveksling har yoghurt-look. En smoothie bowl med bl.a. gryn, chia og banan, hvor jeg så i stedet valgte at bruge frossen mango i stedet for banan samt lidt hyldeblomst og citron for at give den et syrligt pift. Mangoen gjorde farven lidt mere gullig, men jeg synes stadig yoghurt-looket blev ret så godt ramt. Og smagen – ja, den var det bedste af det hele! 🙂

Kokos smoothie bowl (mælkefri yoghurt)

Kokos smoothie bowl (mælkefri yoghurt), 2 personer

1 dåse økologisk kokosmælk
2 spsk chiafrø + lidt ekstra til topping
0,5 dl havregryn (kan undværes)
200 gram frossen mango
1 tsk vanilje
1 tsk Johan Bülow hyldeblomstpulver
1 spsk citron
1 knivspids salt

Start helst dagen inden med at blande halvdelen af kokosmælken, gryn og chia og put blandingen i en skål med låg natten over, så det kan nå at stivne og give smoothie bowlen en tykkere konsistens (kan også gøres kort inden, men natten over er bedst).

Næste morgen putter du blandingen i en blender sammen med de øvrige ingredienser og blender det sammen til en lækker cremet masse (min nye Raw Fuel kan blende massen lige så fint – men skulle det drille, kan du tilsætte lidt vand undervejs også. Undgå dog at den bliver for tynd og mister yoghurt-konsistensen. Vend til sidst lidt ekstra chiafrø i blandingen, så der kommer ekstra knald på volumen. Lad den gerne trække lidt i køleskabet, men du kan også sagtens spise lækkerheden med det samme.

Topping: Müsli, blåbær, mandler, tørrede hindbær/rabarber/solbær, kiwi, banan, chokolade, gojibær osv.

Kokos smoothie bowl (mælkefri yoghurt)

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme

Butterbean pandekager med cashew kakao yoghurt

Butterbean pandekager
Den anden dag var vi et par stykker, der snakkede om favoritdesserter. Vi blev ret enige om, at pandekager med is er og bliver en vinder! Kan man andet end at elske pandekager? Jeg er selv typen, der har svært ved at gå forbi selv den her pokkers pandekage/nutella/banan-vogn på Strøget uden at næsen fluks sender “det dufter godt”-vibes til maven. Og så sidder man der …  i pandekage-saksen!

De gode bananpandekager er et godt sundt alternativ, men nu har jeg altså fundet et endnu bedre: Pandekager lavet på butterbeans. Halløjsa, DE er gode! Bedste pandekager længe faktisk. Både når det kommer til konsistens, smag og “stegbarhed”. De kan få Rasmus-klump look (man kan tage godt fat omkring dem) og kan bruges både til salt og sødt. Efter opdagelsen sidste weekend blev det hurtigt min “jeg lever lige af pandekager”-weekend. Så derfor vil jeg selvfølgelig også dele opskriften med jer – med håbet om en lige så god pandekage-weekend 🙂
Ps. Vaffeludgave er naturligvis også på vej…

Butterbean pandekager

Butterbean pandekager med cashew kakao yoghurt, 5-6 stk.

1 dåse butterbeans
6 dadler
3 æg
1 dl mælk (jeg brugte mandelmælk)
2 spsk loppefrøskaller
1 dl fuldkornsrismel (kokosfibermel, mandelmel kan også bruges men pandekagerne bliver ikke ligeså samenhængende)
1 tsk kanel
1,5 tsk kardemomme
1 tsk kanel

Blend bønnerne i en blender eller løghakker til en lind masse – tilsæt lidt vand, hvis maskinen ikke vil køre rundt. Blend til sidst dadlerne med, og når hele massen er blendet fint, hældes den i en skål sammen med de øvrige ingredienser i prioriteret rækkefølge, og der piskes godt.
Put kokosolie på en pande og hæld dejen på (fordel godt ud til kanterne med en ske eller paletkniv) og steg pandekagerne ved lav varme.

*Cashew kakao yoghurt*
(Denne opskrift er inspireret af den nye kogebog fra My New Roots)

75 g cashewnødder
2 dl vand
Lidt vanilje
1 knivspids salt
1 tsk citronsaft
10 dadler
1 dl kakao

Skyl cashewnødderne og blend dem i en blender/løghakker med salt, vanilje og citron. Tilsæt 1 dl vand lidt efter lidt – og put blandingen i en glasskål med et viskestykke over og lad den hvile i et døgns tid. (mindre kan også gøre det – “yogurten” er klar, når du ser små bobler på overfladen) Spis yogurten som den er med pandekagerne – eller gør som jeg og blend den med dadler kakao og vand i en blender/løghakker.

Rul pandekagerne med cashew kakao yoghurt og friske jordbær og spis til morgenmad eller dessert. Æfte sund og sukkerfri pandekagehygge!

Butterbean pandekager

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme