Nye sunde steder til frokost (/brunch) i København

Morgenmad på Sticks 'n' Sushi
På udkig efter noget nyt og lækkert, som samtidig er sundt? Okay, sundhed er jo et vidt begreb. I princippet synes jeg jo, at når det smager godt, og du nyder at spise det – jamen så er der ingen tvivl, så ER det godt for dig!:) Men her lidt bud på nye steder i byen med klassiske sunde ting på menuen som fisk og grøntsager – inklusiv noget helt anderledes; sushi til morgenmad!

Mexicansk bowl hos Chino’s på Østerbrogade (og på Fisketorvet)

Endelig! Lige præcis hvad Østerbro (og København generelt) har manglet på frokost, lækkerheds- & mexicaner-kontoen! Efter at have smagt den lækre “naked bowl” herinde, kan jeg kun anbefale jer: at få så meget snask i skålen, som I kan slippe afsted med!! Sorte og brune bønner, salsa, majs, syltede løg – og betal endelig for guacamole også. Og please smag deres pulled chicken. Wow, den var god, og wow hvor var der meget af den (håber ikke bare jeg var heldig, men at man altid får så meget.) Jeg var virkelig i himmelen. En lidt stærk himmel nuvel, men på den der ret fantastiske måde.  Borde både ude og inde- dejligt det ikke kun er take away.

Mexicansk hos Chino's

Asiatiske (+sushi) mundgodter til morgenmad/brunch Sticks ‘n’ Sushi

Så stor fan af det her tiltag. Har virkelig manglet morgenmad/brunch på en helt anderledes måde i København. Måske har I fornemmet det – jeg er ret glad for “salt” om morgenen og snupper gerne en suppe eller aftensmad-rester i stedet for havregryn. Desuden er jeg meget glad for det asiatiske køkken, så sushi og kimchi snupper jeg gerne som dagens første måltid. Sushien manglede desværre lidt smag/dressing ligesom misosuppen var lidt kedelig. Til gengæld kan jeg virkelig anbefale deres omelet med goma-dressing og frugt med kimchi. Matcha-croissanten var også sjov at prøve – og du kan få matcha-granola og miso-kakaosmør (skal så meget prøves næste gang!).

Matcha croissant

Gode sildemadder hos Giggles på Strædet
Fisk er sundt ik? Især når det smager som silden (og laksen) gør på Giggles. Wow, altså jeg mindes ikke jeg har fået en så lækker sildemad nogensinde (!) Man kan sidde ude og inde og foruden smørrebrød til frokost, har cafeen også en aftenmenu, som jeg stadig har til gode. Giggles hører sammen med Commedy Zoo, så et godt grin efter et måltid – det kan da kun være sundt?  😉

Frokost på Giggles

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme

Julestatus og lækkerier på Restaurant Kronborg

Julefrokost på Restaurant Kronborg

All in på jul på 1. december! Eller… Lad mig lige først være ærlig at sige, at jeg endnu ikke har haft tid til at kaste mig over jule-kreationer i køkkenet, fedtet mig ind i ler fra top til tå – eller hængt så meget som en kravlenisse i lejligheden. Til gengæld har jeg 1. købt en fin adventsstage i Notre Dame, 2. drukket årets første kop gløgg (eller var det to?) på Cafe Pixie OG 3. været til julefrokost på Restaurant Kronborg for at teste dette års sortiment. Hvem sagde jeg ikke kunne være eksemplarisk juleelskende dansker?

Julefrokost på Restaurant KronborgSnaps og sild på Kronborg

Og så tilbage til Kronborg julefrokost, som altså bare leverer alt, hvad et julemadselskende dansk hjerte kunne tænke sig; tre slags sild, fiskefilet med remoulade (of course!), andelår og rødkål, medister, leverpostej, æbleflæsk, ribbensteg og risalamande. Dertil kommer så så det, som det julemadselskende danske hjerte ikke regnede med, men bliver henrykt over at se (jeg gjorde i hvert fald); rimmet laks med en æble/celericreme (minder lidt om en klassisk Waldorfsalat.), røget laks med røræg (mere laks = mere lykke!) og frisk og dejlig ostetallerken serveret med vindruer og figner og ført an af to af mine absolut favoritter; mr. høost og mrs. brie. Jeg ville gerne have ønsket hjemmebagt knækbrød i stedet for kiks til ostene, men nu er det jo ikke det, man skal spise sig mæt i vel? 🙂

Julefrokost på Restaurant Kronborg

Jeg er ikke den store svinekøds-entusiast og risalamande siger mig ingenting, så julefrokoster er altid en sjov størrelse for mig. I starten er jeg helt oppe at ringe pga. fiske-retterne. Og besøget på Kronborg var ingen undtagelse. Tværtimod. Den marinerede sild var med sin karakteristiske smag af allehånde og appelsin en af de bedste, jeg har smagt. 100%! Og fiskefilleten var helt perfekt; pandestegt med masser af smør og ikke friturestegt (lad for gud skyld være med at ødelægge alle de filletter med friturepest!) … og så laksen: hold da op hvor lækkert! Både med scrambled egg af passende konsistens og den her æble/sellericreme til den rimmede udgave. Min lakse-kærlighed var på det højeste!

Julefrokost på Restaurant Kronborg

Som sagt spiser jeg mig altid mæt på fiske-stadiet. Dog kunne jeg også lige klemme et lille stykke medister (med æblestykker som virkelig udfordrede den klassiske medister-tilgang på den gode måde), æbleflæsk, som også er en af de bedste jeg har fået og et sprødt andelår (uuuhm) med rødkål. Virkelig godt! Ostene kastede jeg mig også over, men så kunne jeg altså heller ikke mere. Der var dømt julefrokost versus Camilla: 1:0! Kronborg udfordrer folk med god appetit som mig med den her julemenu. SÅ meget veltilberedt mad og 389 kr. for hele herligheden. Det er et kup! Jeg kom i julehumør med det samme og tænker, at de marinerede sild til familie-julefrokosterne bare aldrig helt bliver det samme igen efter den her oplevelse. Og fik jeg sagt, at der er snaps? Masser af snaps. Hvis man er til det!;)

Julefrokost på Restaurant Kronborg

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme