Græskar quinoa bowl

Græskar quinoa bowl

Okay seriøst, hvis I endnu ikke har prøvet at lave en såkaldt bowl med bund af quinoa, couscous eller perlebyg, grøntsager og tahindressing MÅ I altså prøve det. Jeg lever af det i øjeblikket – morgen, middag og aften (altså når jeg ikke lige er på farten i den skønne by) – og bliver aldrig træt af det. Du kan variere den på 100 måder, og den er sund, vegetarisk, og sammensat efter sæson. Jeg forstår ikke, hvorfor der ikke for længst er åbnet en københavnsk “bowl” café! (Se også tidligere opskrifter her og her.)

Den her version er med bagte græskar, rødkål og kikærter. Og det er såre simpelt;

Græskar quinoa bowl, 2 stk

1 hokkaidogræskar
Olivenolie
1-2 citroner
Rosmarin
1 pose quinoa (kog hele posen men brug blot ca. 3-4 dl til denne opskrift
1/3 rødkålshoved
1 løg
2 dl kikærter fra dåse eller drænet og kogt.
En håndfuld græskarkerner/hasselnødder
1 avokado
Evt. koriander eller grønkål bagt i ovnen med olie og salt
2 spsk tahin
1 tsk agavesirup

Del et hokkaidogræskar på midten, fjern kernerne, skær det i “både” og bag med olivenolie, citronsaft, rosmarin og salt og peber ved 180 grader i 45-50 minutter.

I mellemtiden koger du en pose quinoa (perlebyg eller couscous.), skærer du rødkål i fine strimler (gerne med mandolinjern) og steger det på en pande, evt. med lidt rødløg og kikærter, med olie, salt og peber og gerne lidt citron.

Herefter kan du putte en håndfuld hasselnødder eller græskarkerner i ovnen på en plade under græskarstykkerne. Det smager fantastisk til.

Og til sidst den vigtigste ingrediens: Tahindressing. Bland tahin med olivenolie, 1/2 dl vand, saften fra en halv citron, agavesirup og salt og peber. Og skær så avokadoen i stykker.

Så mangler du bare at arrangere bowlen: quinoa i bunden, herefter rødkål, tahindressing, græskar, avokado, hasselnødder/græskarkerner, lidt mere dressing og så evt. koriander på toppen eller ovnbagt grønkål.

Græskar quinoa bowl

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme

Weekendglimt: SNE i København

KastelletKongens Have med sneWauw! Hvor smuk var den her søndag lige? Helt vindstille, helt solskinsbelagt, helt blå på himmelen og helt vildt hvid på jorden. SNEhvid.

Kastellet

Ja hele weekenden har faktisk været hvid på den gode måde, så jeg lige kunne holde til at gå en lang tur på Kastellet / Langelinje / Kongens Have. Se House of Cards på Netflix og gå i Park Bio og se Tarantinos nyeste The Hateful Eight (- av, en skuffelse!!)

KastelletTræning blev der også lidt tid til. Og hvor er det bare sjovere, når man lige kan smutte forbi fine Olufsvej på vejen hjem. Dén gade altså. Og de farver. Jeg er og bliver en lille smule forelsket!

OlufsvejJa, selv den traditionelle morgenmads quinoabowl med bagte grøntsager, quinoa og tahindressing {denne gang også med stegt rødkål og granatæble} var der sne på…

Quinoa Bowl

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme

Perlebyg bowl med tofu og bagte grøntsager

Perlebyg-bowl med tofu og bagte grøntsager

Til københavneren og andre som søger alternativ morgenmad, har jeg nu endnu et forslag til en sund og hurtig morgenmadsbowl, som er lidt billigere i længden end quinoa bowlen. Perlebyg bliver ikke hyldet på sundhedspodiet i samme grad som quinoa, men det er et virkelig sund alternativ til så meget andet, koster kun 15 kr. for en stor økologisk pose, og smager herligt sammen med (bagte) grøntsager.

Mit tip til en hel uge med sund morgenmad i København i denne uge er derfor: Kog en ordentlig grydefuld perlebyg først på ugen og skræl i samme omgang grøntsager i kvadrater, vend dem i olivenolie, salt, citron og timian og bag dem ved 180 grader i ca. 50 minutter eller til de er lysebrune og crispy.

Har man en varmluftovn vil jeg anbefale flere bradepander på samme tid; en med 3 peberfrugter og et broccoli, en med ca. 4 søde kartofler (eller/og gulerødder) og en med en pose frosne bønner, som får samme omgang som de rå grøntsager (også kaldet bønnefritter)

Perlebyg-bowl med tofu og bagte grøntsager

Min yndlingskombination er en bund af perlebyg med broccoli, bønner, søde kartofler og peberfrugter toppet med sesamolie, en halv avokado, et spejlæg, salt og peber. Derudover fik jeg for noget tid siden en tofu naturel i gave fra danske Naturli’, som netop har lanceret en håndfuld veganske “look a like kød”-produkter. Den tofu smager fantastisk, når den lige er skåret i kvadrater og ristet et par minutter på hver side på panden og så på toppen af bowlen (fås også i spicy variant hvis man er til det.)

Alt i alt et måltid, der mætter i virkelig mange mange timer. Virkelig vanedannende!

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme

Hvordan bliver Danmark dobbelt så økologisk?

Økologi i Danmark


// Sponsoreret indlæg i samarbejde med COOP //

… Det spørgsmål har Coop tilbudt mig et kommercielt samarbejde om at dele. Øh prøv og vent, må jeg lige tænke over det? ((Tænkepause))… Og JA TAK!  Økologi er, som I nok ved, virkelig noget, der optager mig!

Og ja, Coop vil gerne tjene flere penge og blive set blandt danskerne, men når det så er sagt, synes jeg virkelig denne kampagne har et spændende budskab og er en oplagt anledning til interaktion. Coop udlodder på deres Facebook-side 3 x 1000 kr. i gavekort til Coops butikker med spørgsmålet : “Hvad synes du skal være det næste, vi skal prøve?” (Altså for at gøre Danmark dobbelt så økologisk.) Deltag her.

Jeg har også deltaget. Jeg kunne simpelthen ikke lade være. En af mine veninder fortalte engang om hendes ven, som ikke kunne forstå, hvorfor det var de økologiske varer, der altid fremstod anderledes, frem for de ikke-økologiske, som jo i virkeligheden er dem, der er kontroversielle ift. naturens gang. Desuden har jeg på det seneste tænkt meget over det mærkelige i at så mange er organdonorer i Sverige og så lidt i Danmark. Og hvordan kobler jeg så de to ting sammen? Ja, det giver måske bedre mening, når du læser mit svar til Coop:

“Hvad med at vende hele bøtten om? I stedet for at gøre det “specielt” at handle økologisk, kunne man gøre det specielt ikke at gøre det. I kunne sørge for, at det økologiske valg, er det normale (som det egentlig burde, da der jo her er tale om de ægte/naturlige varer.) Mens der ved de ikke-økologiske kunne stå noget ala; “ved fremstillingen af denne vare er der brugt sprøjtegift og kunstgødning”.

Økologiske varer burde stå som det oplagte valg, ikke det specielle eller anderledes valg. Erfaringer viser også, at når man gør noget naturligt, er der større chance for at folk tilvælger det! Her kan man sammenlige med det faktum, at mere end 85% er organdonorer i Sverige og kun knap 5% i Danmark (i 2014). I Sverige skal man sætte kryds, hvis man IKKE VIL være organdonor, mens man i Danmark skal sætte kryds, hvis man VIL være det.
Så kort sagt er mit forslag: “Økologisk som det naturlige valg i jeres butikker og ikke-økologisk som det unaturlige valg!”

Sig til hvis du også deler din idé derinde – jeg vil nemlig mægtig gerne høre den!:)

#Økologiforthewin!

Økologi i Danmark

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme

Morgenmads Quinoa Bowl

Morgenmads Quinoa Bowl

Morgenmads Quinoa Bowl med grøntsager forberedt dagen inden – tilsat spejlæg på toppen. Det er altså bare lækkert, sundt og varieret morgenmad uden det tager ti år og en tur til Bakken – og tilbage igen.

Vi københavnere/danskere har ikke sådan til vane at spise grøntsager fra morgenen af, og selvom jeg indimellem godt kan snuppe en salat om morgenen, er det ikke min favoritspise. Ofte har jeg lyst til noget lidt mere “tungt” og snasket, som man kender fra “skemad”, og det finder man med denne lækre skål. En bund af quinoa giver den her grød/gryn-fornemmelse vi kender, og med grove grøntsager som broccoli og bønner (som man endda kan tilberede dagen inden) og et varmt spejlæg på toppen, er det her måltid virkelig et, jeg glæder mig så meget til, at jeg nærmest slår en saltomortale ud af sengen.

Morgenmads Quinoa Bowl

Fremgangsmåden er enkel: Kog en god portion quinoa dagen inden og bag peberfrugt i ovnen med olie ved 180 grader i 15-20 minutter og steg evt broccoli og marinér lidt kidneybønner med æblecidereddike, olivenolie. På dagen skærer du avokado og evt. forårsløg i skiver. Og laver spejlæg. Quinoa og så grøntsager puttes i skålen og marineres med sesamolie, salt og peber. Spejlæg balanceres på toppen og dagens tidlige måltid bliver med ét noget, du sent vil glemme.

Tip: En dip gør det også rigtig godt i skålen. Hummus, pesto eller den her lækre mangochutney fra Vanløse Blues, som jeg var så heldig at Maria havde lavet til mig, sidst jeg mødte hende. Den er så god!

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme