Lidt om Borgens år (2012) og nytårsfortsæt for 2013

Christiansborg København

2012 er meget snart ved at forvandle sig til 2013, og jeg synes altid det er både vemodigt og glædeligt, når sådan en forvandling sker. Der er mange tanker, der vimser rundt indeni, når jeg står med champagneglasset i hånden og kigger på Margrethe – live og mere eller mindre på mærkerne.

Jeg har efterhånden hørt mange sige, at nytåret ikke betyder så meget for dem, men det gør det altså for mig. Jeg er faktisk en rigtig new year-lover!  Jeg bliver altid sådan lidt … sentimental… er vist ordet, der dækker bedst. Tager året op til overvejelse, vurderer hvad jeg fik ud af det – hvad der var fedt og mindre fedt, og hvad jeg vil lave om i det næste (sjovt nok er det tit præcist det samme, som jeg lovede mig selv sidste år – sådan skal det vel være!? )

Dette år har været Borgens år. Nøj! hvor er der sket meget, pyha hvor har jeg spenderet mange timer på Christiansborg, og iiih, hvor har jeg dog fået meget ud af det.Det er både godt og ondt med sådan et praktikforløb – godt fordi det er fantastisk og giver et helt andet perspektiv på uddannelse og kvaliteter. Dårligt fordi skolebænken er en ond ond djævel at komme tilbage til – for ikke at snakke om eksamensopgaver, som ikke giver andet end dårlig samvittighed, alt for mange kopper kaffe og op til flere omgange hardcore sukkerchok.

Christiansborg København

Men det kan der findes en løsning på. OG DERFOR er mit nytårsfortsæt for 2013 (for første gang nogensinde og ét jeg ved jeg kan holde) ENDNU et praktikforløb! Denne gang hos DR deadline. Og så tror jeg lige jeg vil gå i gang allerede d. 7/1 … Lige på og ‘hårdt’ 🙂

Borgen slipper dog ikke for mig foreløbig. Jeg skal nemlig fortsat hjælpe Lone Loklindt, som da jeg var med til at skrive en tale om cykling, som hun skulle holde til Cyklistforbundets landsmøde.  Fra januar zoomes der ind på miljøpolitikken – bl.a. skal vi kigge på, hvordan vi sikrer mindre luftforurening i vores skønne København. Og hvordan kan man sige nej til sådan en god sag, der gavner min allerbedste hovedstads-ven?

Jeg håber denne nytårsaften bliver en fed én af slagsen. Nogle elsker nytår, andre hader det. Nogle laver en masse nytårsfortsætter, andre laver ingen. Nogle holder fortsætterne – andre sætter dem på listen igen næste år.
MEN én ting er sikkert; Vi fortjener alle det bedste i 2013!!

Godt nytår derude 🙂

Bye,bye – honey – bye, bye

Jeg har prøvet at undgå den. Virkelig. Jeg har været til yoga for at meditere den væk. Jeg har forbandet den og fortrængt den, og jeg har ivrigt prøvet at hoppe over den med et hurtigt og smart Fosbury flop-spring. Men ak ak, jeg kan simpelthen ikke undgå at falde pladask over den med både arme og ben – fælden er klappet. Dagen er kommet. Det er sidste dag på Borgen.

Og hvordan håndterer man så den kendsgerning bedst muligt? Jo, man spiser  den sidste Snapsting-nadver(hvad.mad.ikke.kan.gøre) med en skøn veninde,

Crazy elevatorer

man kører og og ned i de åbne og halv-farlige elevatorer (som blev lukket efter sidste julefrokost – wonder why …) iøvrigt til enorm morskab for unge og gamle på rundvisning.
Man læser gamle mails og lader tårerne kinde-galopere, mens man mindes frustrationerne omkring betalingsringen, næstformandsvalget i SF, helligdagsfarcen, skatte- aka rugbrødsreformen og ikke mindst brød/kageordningen, der altid gik i vasken og mildest talt skabte praktikant-panik tirsdag efter tirsdag.

Samtidig glæder man sig i hvirvlende strømme over de vanvittige dage. Det kunne eksempelvis være,  da pointsystemet blev afskaffet, eller da det blev vedtaget, at homoseksuelle kunne blive gift i kirken. Det kunne også være dengang, det første debatindlæg kom i trykken, da vi havde hulla-kranse om halsen, rødt vin i koppen og  dansede til ‘Mysterious girl’ i gruppeværelset. Eller den alt-for-tidlige morgen hvor jeg frisk og frejdigt ‘overfaldt’ vores sundhedsminister med et “vi-to-kender-hinanden-meget-godt-godmorgen(-og-næsten-kram)”, fordi jeg troede hun var en anden.

Jeg vil savne hr. tagterrasse med flot-flot view over byen, de rungende lyde, når der kaldes til afstemning, de pressede dage hvor alt er K-A-O-S, diskussionerne og de politiske jokes.  Ja selv de ting, jeg i hverdagen har irriteret mig over, kommer jeg til at savne. Kunne jeg da bare endnu engang få lov til at se de dovne, udtryksløse skoleelever slæbe sig op ad trapperne bag de engagerede lærere. Kunne jeg bare én gang til betragte de mange noget så kendte malerier, som jeg ellers aldrig fik et forhold til eller blive ekspedieret af sure-Margrethe fra kantinen? Please please. Eller møde Pia Kjærsgaard… aaah og så alligevel – nu griber stemningen mig vist lidt for voldsomt.

Men hvorom alting er:
Jeg.kunne.blive.ved. Jeg er fan. Borgen-fan. Det sidste halve år har givet mig så meget. Men nu er enden nær. Skræmmende nær. Indimellem bliver man nødt til at give slip. Intet varer evigt. Jeg må videre, og jeg håber, I vil følge mig.

Tak for kampen Ida og Karina – og mine kageelskende medpraktikanter.

Bye bye, honey, bye bye.
(og så håber jeg, vi ses igen 🙂 )