Lidt om Borgens år (2012) og nytårsfortsæt for 2013

Christiansborg København

2012 er meget snart ved at forvandle sig til 2013, og jeg synes altid det er både vemodigt og glædeligt, når sådan en forvandling sker. Der er mange tanker, der vimser rundt indeni, når jeg står med champagneglasset i hånden og kigger på Margrethe – live og mere eller mindre på mærkerne.

Jeg har efterhånden hørt mange sige, at nytåret ikke betyder så meget for dem, men det gør det altså for mig. Jeg er faktisk en rigtig new year-lover!  Jeg bliver altid sådan lidt … sentimental… er vist ordet, der dækker bedst. Tager året op til overvejelse, vurderer hvad jeg fik ud af det – hvad der var fedt og mindre fedt, og hvad jeg vil lave om i det næste (sjovt nok er det tit præcist det samme, som jeg lovede mig selv sidste år – sådan skal det vel være!? )

Dette år har været Borgens år. Nøj! hvor er der sket meget, pyha hvor har jeg spenderet mange timer på Christiansborg, og iiih, hvor har jeg dog fået meget ud af det.Det er både godt og ondt med sådan et praktikforløb – godt fordi det er fantastisk og giver et helt andet perspektiv på uddannelse og kvaliteter. Dårligt fordi skolebænken er en ond ond djævel at komme tilbage til – for ikke at snakke om eksamensopgaver, som ikke giver andet end dårlig samvittighed, alt for mange kopper kaffe og op til flere omgange hardcore sukkerchok.

Christiansborg København

Men det kan der findes en løsning på. OG DERFOR er mit nytårsfortsæt for 2013 (for første gang nogensinde og ét jeg ved jeg kan holde) ENDNU et praktikforløb! Denne gang hos DR deadline. Og så tror jeg lige jeg vil gå i gang allerede d. 7/1 … Lige på og ‘hårdt’ 🙂

Borgen slipper dog ikke for mig foreløbig. Jeg skal nemlig fortsat hjælpe Lone Loklindt, som da jeg var med til at skrive en tale om cykling, som hun skulle holde til Cyklistforbundets landsmøde.  Fra januar zoomes der ind på miljøpolitikken – bl.a. skal vi kigge på, hvordan vi sikrer mindre luftforurening i vores skønne København. Og hvordan kan man sige nej til sådan en god sag, der gavner min allerbedste hovedstads-ven?

Jeg håber denne nytårsaften bliver en fed én af slagsen. Nogle elsker nytår, andre hader det. Nogle laver en masse nytårsfortsætter, andre laver ingen. Nogle holder fortsætterne – andre sætter dem på listen igen næste år.
MEN én ting er sikkert; Vi fortjener alle det bedste i 2013!!

Godt nytår derude 🙂

SF’s formandsvalg – Drama i Diamanten

Nu er det jo ved at være et godt stykke tid siden, det var lørdag. Det er faktisk så lang tid siden, at det  snart er lørdag igen.

Alligevel vil jeg lige skrive et par ord, måske sætninger, måske linjer, måske et helt indlæg (hvis jeg kommer rigtig godt i gang) om “dramaet i Diamanten”, også kaldet formandsvalget i SF i lørdags. Her fik jeg nemlig mulighed for at agere “flue på glasvæg” på dagen, hvor Villy S skulle ‘flagre ud’ som formand, som han selv beskrev det, og overlade titlen til den første kvindelige formand i SF’s historie. Girlpower – yes!

Jeg har tænkt lidt over, hvordan man bedst – kort og godt – beskriver den stemning, der prægede Diamanten i lørdags, men det der spot on-ord kommer bare ikke lige til mig.  Det var vel noget spænding, mikset med nervøsitet, en lille smule glæde, og så var der en form for spøjs formel højtid over det.
Og så var medierne rykket ud. Også i den grad. Selvfølgelig. Ingen SF-halløj uden Henrik Qvortrup!
Det hele foregik da også temmelig meget på mediernes præmisser. Da Annette Wilhelmsen overbevisende flagrede ind på Villys plads med 66% af stemmerne under vingerne, måtte publikum lige sidde stille og kigge lidt, for ‘nu skulle Annette altså tale med pressen’.

Der har været meget fokus på SF’s formandsvalg i tv og aviser. Og det er selvfølgelig meget godt. Dog synes jeg fokus har været lidt spøjst (jeg er blevet lidt vild med det ord). Reality-agtigt!
Indrømmet – jeg er som eks-praktikant i partiet selv røget med på politik-reality-bølgen og har tænkt noget i stil med; “det er lidt ligesom at følge med i Robinson eller Paradise. Man kan gå og gætte sig lidt frem – hvem stemmer på hvem, hvordan er hendes forhold til ham, og mon de er på samme hold eller ej?”. Man bliver grebet at stemningen. Mildest talt. Pludselig er det egentlig ikke politiske forandringer, man læser artikler i bibellængder om, men personlige oplysninger, alliancer og fnidder. Der går simpelthen Paradise i politik.

Og sådan vil det nok fortsat være i partierne. Også selvom SF nu har fået Annette som formand, der i sin tale fik sagt:

“Der skal fra nu af ikke længere være Annettes hold og Astrids hold. Der skal være vores hold. Sammenhold.” 

Simpelt. Men en rammende fin retorik i en i øvrigt ret så god tale.

Efter valget var der et par timers reception i Diamantens fine lokaler tegnet af Schmidt Hammer Lassen (og ja det ved jeg kun, fordi virksomheden også står bag Nykredits Krystallen, hvor jeg var guide til kulturnatten fredag. Præcis lige dér stopper mit arkitektoniske viden så også.)

Reception var sagen den lørdag eftermiddag. Tror nok lige der var nogen, der trængte til et glas vin eller to oven på den omgang 🙂