Rub og Stub: Nem rødkålssalat af julerester

Rødkålssalat
Julemad er julemad, og det skal der ikke laves om på. Men nu har det jo været jul, vi har fået kød, sovs, rødkål og kartofler til den helt store guldmedalje – og har måske endda lyst til at give medaljen væk igen. Men det er der ingen grund til. Der er heller ingen grund til at smide overskydende madrester væk, når man kan bruge dem på nye måder.

Samme filosofi har Rub og Stub på Rådhusstræde (i Huset KBH). En non-profil restaurant, som laver lækkerier af først og fremmest de grøntsager og frugter, som madindustrien ikke kan bruge pga. forkert størrelse, fordi de nærmer sig “bedst før”-datoen eller af andre årsager. Herinde stammer 30% af ingredienserne fra overskydende mad, og det synes jeg virkelig er beundringsværdigt. De tager om nogen kampen op mod vores madspild!

Jeg vil gerne gå i Rub og Stubs fodspor med denne nemme salat lavet af bl.a. rødkålsrester og clementiner fra juledagene. Når det kommer til nem og succesfuld restemad, er min redning nr. 1 kikærter eller andre bønner, gerne fra dåse. Det er så meget nemmere at leve sundt med disse darlings i gemmeren. Fordi de mætter, er sunde, og fordi de smager så lækkert – ikke mindst efter en god rulletur på panden. Mine rester bød foruden rødkål og clementiner også på bagte græskar og min yndlingspesto fra SuperBrugsen lavet på olivenolie (Gusto è Arte), og på mindre end 5 minutter stod den klar; min julereste-salat, som I får den simple opskrift på her:

Rødkålssalat

Nem rødkålssalat af julerester (1-2 personer)

1 dåse kikærter
1 god håndfuld rå rødkål (eller det du nu har)
1/4 butternut græskar fra dagen inden (bagt i ovnen med timian og olie). Har du kødrester fra julen, kan disse også sagtens tilsættes. Jeg trængte dog lige til et vegetarisk måltid.
1 clementin
1-2 spsk pesto
Evt. en lille håndfuld valnøddekerner stegt på en tør pande.

Skyl kikærterne i et dørslag, pil clementinen og skær rådkålen i tynde skiver. Put kokosolie på en pande ved jævn varme og steg først rødkål og kort efter kikærterne. Steg det hele sammen på panden i 5-7 minutter og tilsæt kødstykker (eller græskarrester som jeg gjorde) og vend kort med kål og kikærter samt saften fra halvdelen af clementin-bådene. Skru helt ned for varmen og vend olivenolie og krydderier (eller pesto hvis du har det på lager) i massen og bland til sidst de resterende clementinbåde i. Drys evt. med de sprøde valnøddekerner og spis dig mæt og glad. Rub og Stub!

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme

Sunde græskarvafler (Stop madspild!)

Sunde græskarvafler

Jeg når det lige. Sidste dag i november. Julen lige om hjørnet, men inden da må man godt lige hylde november, halloween og græskar lidt mere. For selvom de tusindvis af seje græskarhoveder helt er fjernet fra Tivolis smukke (ex)halloween-område og erstattet med æbleskiver, gløgg og niseri i alle former og størrelser, så er græskar stadig en frisk og farverig kandidat på de københavnske supermarkedshylder. Og i et grøntsagsvalg ville jeg helt sikkert gøre den til statsminister! Græskar smager jo bare såååå godt.

Så selvfølgelig skal den også i mine vafler! Og hyldes på årets sidste novemberdag! Græskar smager jo SÅ godt og agerer altid pragteksempel som mos. Denne opskrift er en oplagt måde til at undgå madspild, f.eks. hvis du har tilberedt græskar dagen inden og har mos i overskud. Just waffle them up! Det bliver den bedste morgenmad eller frokost i selskab med pesto, spejlæg og en avokado-salat on the side.

Sunde græskarvafler

Sunde græskarvafler, 2 stk

2 dl græskarmos af hokkaidogræskar (varm græskaret i ovnen ved 230 grader i 45 min. Lad det afkøle, fjern kernerne og skrab kødet over i en skål og mos det sammen)
2 æg
4 spsk loppefrøskaller
1 dl mandelmel (eller andet mel – eller havregryn)
Lidt chili
Salt og peber

Bland græskarmosen med æg, loppefrøskaller, mel og krydderier og lad dejen trække 10 minutter. Lav derefter vaflerne enten en ad gangen eller i et dobbeltjern. Mens vaflerne laves, kan du evt. forberede to spejlæg og anret tallerknerne med en halv avokado i skiver på hver – drysset med lidt hakkede mandler, persille og salt og peber.

Når vaflerne er færdige, smører du lidt pesto på og anretter dem med et spejlæg på hver ved siden af avokodo-anretningen. En morgenmad eller frokost der klart er en statsminister værdig!

God sidste novemberdag og så ses vi i december! 🙂

Kh. C

Sunde græskarvafler

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme

Mad på 5 minutter: Bønnepasta med avokado- og pestocreme

Mad på 5 minutter: Bønnepasta med avokado- og pestocreme

Busted! Jeg har i en del måneder haft en mad-affære, som jeg bliver nødt til at indvie jer i. Blot fordi den ikke længere kan skjules. Man ser den på mig. I ansigtet. Mad-lykkelighed kaldes det vist. Og noget der gør én lykkelig, skal man dele … har jeg hørt! Så nu må den på bloggen: bønnepastaen (denne fra À la eco). Pastaen lavet af soyabønner. Sort, grøn eller “pasta-farvet”. Økologisk og med ca. samme kalorie-indhold som almindeligt pasta MEN med en r**fuld flere proteiner, som mætter gevaldigt – og ja så kan det godt være jeg er lidt mærkelig på det punkt, og mange vil helt sikkert IKKE være enige – men jeg synes faktisk den her pasta smager bedre end almindelig pasta, som jeg ikke vil mene stod forrest i køen, da der blev uddelt smagssaft- og kraft.

Mad på 5 minutter: Bønnepasta med avokado- og pestocreme

Den har haft mange ingredienser ovenpå sig hjemme hos mig efterhånden, men min seneste crush er den her avokado- pestocreme, som jeg af en eller anden grund fik ideen til efter en lækker frokostgrød hos GRØD i Torvehallerne, som var toppet med ærtepuré. Det har sådan set ikke noget med avokado og pesto at gøre, kan man sige, men det var altså efter det måltid, jeg fik ideen. Pastaretten er sensommer-agtig, let og frisk. Kan laves på 5 minutter. Og så skal den selvfølgelig toppes med pinjekerner og parmesan. Masser af parmesan!

Mad på 5 minutter: Bønnepasta med avokado- og pestocreme

Bønnepasta med avokado- og pestocreme, 2 personer

1 pose bønnepasta (her har jeg brugt den “pastafarvede”)
2 avokadoer
5 spsk pesto (her har jeg også et crush på mærket “Gusto è Arte”. Lavet på olivenolie. Købt i SuperBrugsen)
4 spsk skyr
Salt og peber
Pynt:
1 håndfuld mynte
1 pose ristede pinjekerner
Parmesan

Sæt en gryde med vand i kog og lad pastaen få ca. 5 minutter – sådan more or less den tid det tager at lave avokado-pestocremen. Avokadoerne moses i en skål eller tallerken med en gaffel og blandes med de øvrige ingredienser; pesto, skyr, salt & peber og evt. chili eller ekstra hvidløg. Tilsæt også 2 spsk af pastavandet til cremen for at gøre den mere flydende. Når pastaen er færdig hældes vandet fra og den vendes godt rundt i avokado-pestocremen. Pynt med mynte, pinjekerner og parmesan og server. Hurtigt, sundt, grønt og skønt!

NB: Jeg har ikke fået pastaen sponsoreret og reklamerer for den helt frivilligt 🙂

20140808-220303.jpg

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme

Sprød vaffeltoast ala Joe and the Juice

Sprød vaffel-toast ala Joe and the Juice

Jeg befinder mig vist lige nu i en slags vaffel-obsession. Vaffel mig her, vaffel mig der og vaffel mig alle vegne. Seneste nyt er, at min waffle-o-wich med lakrids gav en idé for noget tid siden, som jeg bare ikke kunne slippe; nemlig en toastet vaffel-sandwich ala Joe and the Juice. J&J er egentlig ikke et sted, jeg kommer så tit, men det er dog blevet en tradition at tage forbi deres sted i lufthavnen, inden en rejse til det spændende udland skriger på mig. Derfor minder stedet mig om noget dejligt! Og så synes jeg, de laver nogle gode sandwich i al deres enkelhed. Med tun og pesto (spicy tuna) eller ost og kalkun.

Deres sandwich har jeg nu ladet mig inspirere af i en melfri udgave – og med endnu flere grøntsager i ‘brødet’, som er en grøntsagsvaffel lavet af broccoli og gulerod. To vafler lagt sammen med en god pesto, tomat, avokado, rucola og ost og kalkun/skinke eller tunsalat – og så i toasteren på ægte 90’er manér. Jeg brugte den røgede ost fra Naturmælk, som gør det så godt som toast-ost. Alt i alt simpelthen så godt!
Sprød vaffel-toast ala Joe and the Juice

Sprød vaffel-toast ala Joe and the Juice, 1 stk

2 Grøntsagsvafler:

To mellemstore gulerødder
En håndfuld broccoli
To æg
1/2 dl havregryn eller mandelmel (fuldkornsmel mm. kan naturligvis også bruges)
1/2 dl hørfrø og/eller sesamfrø
En spsk loppefrøskaller
Lidt frisk basilikum
Salt og peber

Desuden
Pesto – evt. basilikum eller persille
En tomat
En halv avokado
Lidt rucola
3-4 skiver ost
Evt. kalkun/skinke

Lav først vaflerne: blend gulerødder og broccoli helt fint i en blender/løghakker. Hæld de blendede grøntsagerne i en skål og tilsæt de øvrige ingredienser, rør rundt og lad massen hvile 5 minutter. Skær i mellemtiden tomat og avokado i skiver. Når dejen har hvilet, laver du to vafler af massen (et dobbeltjern er ideelt, men ellers må du bare lave en ad gangen. Det gør ikke noget, at den første bliver kold, da de alligevel skal toastes til sidst.) Husk godt med olie i jernet. Når begge vafler er klar, smører du pesto på begge, og på den ene halvdel lægges rucola, tomat, avokado, ost og evt. kalkun/skinke. Den anden vaffel lægges ovenpå, og vaffel-sandwichen skæres over på midten. De to halvdele lægges nu i toastmaskinen. Kort tid efter er der hele to stk toastede vaffel-sandwich ala Joe and the Juice klar – og nu med endnu flere vitaminer 🙂

Vaffeltoast

 Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme