Farvel til maj: Måneden der gik i byen…

Maj københavn 2014

Uuh, det går stærkt det her. Farvel til maj og hej til juni blev der sagt. Selvom april var svær at leve op til, og maj startede ud med skyer og regn, er den virkelig kommet godt efter det. Solen er tilbage fra sit skjul! Hvis der skulle være noget, du ikke fik med her på bloggen, vinker jeg nu farvel til maj med highlights fra måneden, der gik, i ord og billeder:

Flødebollelagkage

Maj blev skudt i gang med en opskrift på sunde trøfler. Med et touch af mandelessens som giver dem den intense trøffelsmag, som ikke altid findes i de sunde udgaver. Men på ‘kagens dag’ skulle der sukker til, og her viste jeg min snaskede flødebollelagkage frem.

Kaffe blev der også skrevet en del om. Dels foreslog jeg den varme latte med lidt hjemmelavet mandelmælk. Og da det blev lidt varmere i byen, blev det store hit: Copenhagenbymes iskaffe – både regulær og i en de luxe udgave.

CopenhagenByMes iskaffe og iskaffe de luxe

Herefter præsenterede jeg mit bud på 5 cafeer i København, hvor man får billig og virkelig god hverdagsmad. Og så var København jo som bekendt vært for Eurovision, hvilket jeg selvfølgelig satte ind i en mad-kontekst: De gode steder med europæisk mad i byen. 

Så var der også Derby (FCK-Brøndby) i PARKEN, som førte til mediestorm, og jeg skrev om omtalen af FCK i medierne. En anden stor sportsbegivenhed var Copenhagen Marathon og i den anledning kreerede jeg en proteinrig pastaret med bl.a. kylling og pesto.

Marathon-spaghetti

Mine elskede fiskefrikadeller med chili og kokos kom også på herinde. Og så lavede jeg en meget sommer-egnet (paleo) porretærte på en bund af kylling.

Det blev også tid til opskriften på faste broccoliboller helt uden mel, som virkelig har haft mange visninger. Broccolivafler med soltørrede tomater og senere udviklede broccolibollerne sig til melfri gulerodsboller med valnødder.

Gulerodsboller med valnødder (paleo version)

Også i maj har jeg skrevet om forskellige steder i byen, og denne gang var det gourmet-hotdogs på Foderbrættet, jeg satte fokus på. Senere fulgte så en anmeldelse af Papirøen og Copenhagen Street Food og af de lækre yoghurtis hos My Fro Yo Cup.

Hotdogs fra Foderbrættet

Sidst men ikke mindst blev måneden sluttet af med en fantastisk cocktail-fight på Italian By Lantz. Hvor København vandt! Måneden kunne ikke afsluttes på bedre vis…

Og med sådan en maj, kan man jo kun glæde sig til juni 🙂

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme

 

Anmeldelse: Papirøen og Copenhagen Street Food

Copenhagen Street Food og Papirøen

Om fire år skal nye boliger indtage Papirøen, men indtil da udnytter Copenhagen Street Food området på bedste vis. For lidt over en måned siden rykkede konceptet ind med food trucks i den store hal på øen. Op til 40 vogne skal det gerne munde ud i. Street food i alverdens afskygninger. Og reglen: hver vogn skal have mindst én ret til max 50 kr.

Copenhagen Street Food og Papirøen

I lørdags var jeg forbi og sige hej til Papirøen og selvfølgelig også ‘gademaden’ (for det bliver man da nødt til… ik?) Selvom der stadig er plads til en del flere trucks derude, var der en 10 stykker, der havde åbent. Et par af dem havde dog udsolgt eller lang ventetid, men det gør det jo kun ekstra autentisk og street-agtigt. Boden med fish ‘n’ chips er særlig populær herude, og det forstår man godt, for her er der altså tale om en farverig en af slagsen. En rulle avispapir med friture-fritter og -fisk? Næ nej.. her er der også tilbehør, der inkluderer frisk ærtedip, radiser og gulerødder. Meget dekorativt og sommer-agtigt.

Selv om jeg ikke er så vild med friturestegte ting, må jeg indrømme, at jeg blev en smule misundelig, da jeg sad med min kylling med forsvindende få grøntsager og skelede til dette måltid i nærmest alle regnbuens farver på den anden side af bænken … (som  faktisk ikke var så friture-agtig i smagen igen – og inkluderede en fisk af god bastant konsistens – jeg måtte jo lige smage…)

Fish 'n' chips Papirøen

Copenhagen Street Food og Papirøen

Udover kylling og fish ‘n’ chips er der også boder med hotdogs, pizza, panini, tacos, chili con carne mm. Som sagt skal hver bod have én ret til max 50 kroner, men der ligger også en del i den lidt dyrere ende til omkring 80-90 kroner. Måske okay hvis man sammenligner med andre steder i byen. Men tænker man street food-koncept som mange steder i udlandet, synes jeg ikke helt det hører sig til, at sætte priserne så højt. 5 dumplings for 5 kroner, som jeg fik i Shanghai for et år siden – det er svært, for ikke at sige umuligt, at matche, meeen jeg tror, man skal være meget opmærksom på ikke at sætte priserne for højt, hvis Copenhagen Street Food skal blive en ægte sommer-succes.

Copenhagen Street Food og Papirøen

Stemningen på Papirøen er sådan lidt “Halvandet møder Torvehallerne-agtig”. Med mad og drikkevarer i fokus, men samtidig en chill-out stemning ved vandet, hvor man i dét øjeblik man sætter sig i liggestolene med en drink fluks får en ustyrlig trang til at flade helt ud og måske snuppe en power-nap til lyden af sommer midt i byen.

Til sidst lige et spørgsmål til jer: hvad, synes I, er en fair pris for street food i København? Giv meget gerne jeres mening til kende i kommentarfeltet …

Copenhagen Street Food og Papirøen

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme