Røræg-vafler med bacon og asparges fra “Meny”

Røræg-vafler med bacon og asparges fra "Meny"

Asparges-tid. Både hvide og grønne, og godt til alt. Selvfølgelig også vafler. Og røræg og bacon. Og morgenmad/brunch generelt.

Til det omtalte Meny-event sidste uge fik vi bl.a. nogle lækre asparges med hjem samt pesto fra deres eget mærke “Gestus”. I lørdags ville jeg så bruge de to ting til en god omgang røræg og kalkunbacon.

Røræg-vafler med bacon og asparges fra "Meny"

Pludselig tog den idé fart, og jeg fik lyst til at lave vafler også, så jeg kunne holde mig mæt længe (god appetit kræver gode forberedelser ). Vafler med røræg med asparges og kalkunbacon: det er altså en fridags (i dagens anledning ) -morgenmad, der er for vild på lækkerheds-skalaen. Uden at indeholde hverken hvede, sukker eller mælkeprodukter.

Røræg-vafler med bacon og asparges fra "Meny"

Røræg-vafler med bacon og asparges fra “Meny”, 2 stk

Vafler:
1/2 revet squash
2 æg
1 dl kikærtemel (eller andet mel)
2 spsk loppefrøskaller
Salt

4 skiver kalkunbacon2 æg
Lidt mælk (nødde eller soja går også fint)
8-10 asparges
Pesto (hjemmelavet, fra Gestus eller en helt tredje variant. Jeg foretrækker dem, der er lavet på olivenolie, og de kan være lidt svære at finde.)
Frisk timian

Placer først de fire skiver kalkunbacon på en bageplade og bag dem i 10-12 minutter ved 200 grader.

Rør i mellemtiden ingredienserne til vaflerne godt sammen og lad dejen stå i 5-7 minutter. Tænd for vaffeljernet og når dejen har trukket, puttes (kokos)olie på jernet og vaffeldejen fordeles med en ske i jernet, så den når ud til kanterne. Gentag så du har to vafler.

Mens vaflerne bager, skyller du dine asparges og skærer dem i stykker på ca. 2 cm. Pisk herefter de to æg sammen med mælk. Steg asparges-stykkerne på en pande i noget olie og tilsæt efter 5 minutter æggemassen og rør godt (men stille og roligt rundt med paletkniven, så du får luftige og fine røræg ud af det. Tilsæt salt og peber og lidt friske timiankviste.

Når vaflerne er færdige, fordeles de på to tallerkner, pesto smøres på og herefter fordeler du dine røræg med asparges på vaflerne og til sidst kalkunbacon. Top med frisk timiankviste og servér med det samme på brunchbordet.

Røræg-vafler med bacon og asparges fra "Meny"

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme

Vaffelpizza med spinat, mortadella, gedeost og pistacie

Vaffelpizza med spinat, mortadella, gedeost og pistacie

Olivenolie, knaldrøde tomater, mortadella, ost og pesto. Jeg følte mig som en lille italiener-frau, da jeg den anden eftermiddag handlede ind til vaffelpizza i min one and only SuperBrugsen på Nordre Frihavnsgade. Har jeg sagt, at jeg er fan af den butik? Der er så mange lækre (økologiske) produkter og altid super god service og smil drysset over indkøbsposen. Så bliver den bare meget lettere!

Jeg har flere gange lavet vaffelpizza uden at få den publiceret herinde, men nu skal det være. I og for sig minder den meget om min vaffelbruschetta – dog kan man jo som bekendt putte en masse forskelligt på pizza. Jeg har fx lavet den med oksekød og peberfrugt, skinke og tynde (søde) kartofler (marineret i hvidløg og olie og forvarmet i ovnen i 15 min. ved 180 grader) og denne variant er så med spinat, mortadella, gedeost (mozzarella kan også bruges), rødløg, pistacie og fantastiske økologiske datterino tomater.

Pizzabunden er (måske) den sundeste i byen. Lavet uden hvidt mel og med grøntsager. Parmesan kan endda også udelades, hvis du er intolerant eller lignende.

Vaffelpizza

Vaffelpizza med spinat, mortadella, gedeost og pistacie, 4 stk

2 rødløg
1/2 bakke økologiske Datterino tomater
2 gode håndfulde spinat
4 spsk pesto eller 4 spsk olivenolie blandet med et fed hvidløg, salt og peber
1 pakke mortadella
1/2 rulle gedeost eller en pose mozzarella
Olivenolie
En halv håndfuld pistacienødder
Oregano
Salt og peber

Vafler 4 stk:

4 æg
3 dl kikærtemel
2 store revne gulerødder
4 spsk parmesan (kan udelades)
4 spsk loppefrøskaller/HUSK
0,75 dl vand (eller mælk)
Salt
Oregano

Tænd ovnen ved 180 grader. Skær rødløg i skiver og halvér tomaterne. Læg det hele på en bageplade, pensl med olivenolie og drys salt, peber og oregano hen over grøntsagerne. Giv dem 12-15 minutter i ovnen – afhængig af hvor bagte du ønsker dem.

Bland i mellemtiden alle ingredienserne til vaflerne sammen og lad dejen trække i 5-7 minutter. Tænd for vaffeljernet og når dejen har trukket, puttes (kokos)olie på jernet og dejen fordeles med en ske, så den når ud til kanterne.

Supplér opskriften når du når til 2. eller 3. vaffel, hvis du kan se, at dejen er ved at slippe op. Bag vaflerne til de er lysebrune og læg dem side om side på en bageplade med bagepapir efterhånden som de bliver færdige.

Skær osten i skiver og skyl den friske spinat i et dørslag.

Smør pesto/hvidløgsolie på overfladen af vaflerne (gerne helt ud til kanten), fordel spinaten smukt ovenpå (så den runde kandt flugter med vaffelhjerterne), læg to skiver mortadella tværs hen over på hver vaffel, 3-4 skiver ost på hver (evt. skåret i halve) og når grøntsagerne i ovnen er færdige, lægger du først løg og herefter tomater på. Top med hakkede pistacienødder.

Top med salt, peber og oregano. Bag i ovnen i yderligere 8-10 minutter.

Hurtig, nem og sund søndagspizza! 🙂

Vaffelpizza med spinat, mortadella, gedeost og pistacie

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme

Sunde vaffel hotdogs – Foderbrættet style!

Sunde hotdogs

Hos Foderbrættet på Vesterbrogade er man ikke bange for at eksperimentere med den traditionelle hotdog. Her finder man f.eks. fiskepølser og “goma dogs” – og de varme hunde er toppet med koriandercreme, tang og andre spidsfindige sammensætninger. Jeg er ikke helt oppe at ringe over Foderbrættet som spisested, men jeg er vild med deres originalitet, og jeg er fan af steder, der tør pille lidt ved traditionelle opfattelser og madfortolkninger.

Som i hotdogbrød lavet af vafler – det kan man da ikke? Jo, for pokker hvor man kan. Og det smager herligt! Fyldet eksperimenterer jeg også gerne med – denne gang blev det med en gulerodspuré og hjemmelavede syltede rødløg og agurker – det skulle egentlig have været tangsalat (for lige at køre Foderbrættet-stilen 100%), men det var umuligt at opdrive på en højhellig påskesøndag, så det må blive næste gang. Det blev syltede agurker i stedet, og det fungerede nu også fortrinligt.

Hotdogs på en sund måde og samtidig godt med pow-pow på smagen? De kommer her  (og husk at have de syltede ting klar i god tid inden hotdog-middagen.)

Vaffel hotdogs - Foderbrættet style

Vaffel hotdogs – Foderbrættet style, 2 personer

4 pølser (jeg brugte kyllingepølser fra Løgismose, da jeg ikke er den store svinekødsspiser)

Syltede rødløg
3 rødløg

1,5 dl æblecidereddike
1 dl vand
0,5 dl kokossukker

Hæld eddike, vand, salt, sukker og peber i en gryde, og giv det et opkog. Hæld lagen over løgene, og sæt glasset på køl i mindst et par timer.

Syltede agurker
1 agurk
2 dl æblecidereddike
1 dl vand
0,5 dl kokossukker
Salt og peber.

Skyl og skær agurken i fine skiver på et mandolinjern, fjern væden med et køkkenrulle, drys med groft salat og lad dem trække 15-20 min. Bland de øvrige ingredienser sammen i en skål. Når agurkeskiverne har trukket, puttes de i et skoldet syltetøjsglas og væsken hældes over. Luk glasset godt og lad agurkerne stå på køl i mindst et par timer.

Gulerodspuré

10 gulerødder

1-2 fed hvidløg
1 knivspids spidskommen
0,5 dl kokosmælk
Olie
Citron
Salt og peber

Skræl gulerødderne og kom dem i kog i en gryde i ca. 20 minutter, eller til de er møre. Hæld vandet fra og blend gulerødderne med de øvrige ingredienser i en stavblender.

Vaffel-hotdogbrød, 4 stk

1 lille revet squash
1 mellemstor revet gulerod
3 æg
1 dl skyr
1 dl vand
1 dl kokosfibermel (mandelmel, kikærtemel eller andet mel)
0,5 dl sesamfrø (kan undlades)
3 spsk loppefrøskaller (HUSK)
1 spsk kokosolie
Lidt salt

Bland grøntsagerne med de andre våde ingredienser pånær vandet. Tilsæt de tørre ingredienser og halvdelen af vandet og rør godt rundt. Lad dejen stå og trække i fem minutter og tænd for ovnen samt vaffeljernet. Tjek efter et par minutter om dejen behøver lidt ekstra vand og tilsæt i så fald resten af vandet (alternativt kan det tilsættes efter to af vaflerne er lavet og dejen i mellemtiden er blevet endnu mere fast.) Vaffeldejen er mere fast end traditionelt vaffeldej og skal fordeles let med en gaffel, så det kommer ud til kanten. Når vaflerne undervejs bliver færdige putter du dem i ovnen ved svag varme, så de kan holde sig lune til hotdogfesten.

Placér pølsen midt på vaflen, top med gulerodspuré, syltede agurker og rødløg. Et voila!

Vaffel hotdogs - Foderbrættet style

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme

RIP Soupanatural: Sund gulerodssuppe med ingefær

Sund gulerodssuppe

Soupanatural, Københavns suppe-guru nr. 1, har lukket. Har I hørt det? De havde planer om at åbne en masse flere kæder i København – og hele Danmark. De havde lige åbnet en café i Grønnegade i slutningen af 2014, og jeg føler, det var i går, jeg var med til åbningsreceptionen. Men nu er de altså lukket. Hvad der skal ske med Skt. Peders Stræde og Grønnegade er uvist, men Guldbergsgade er solgt til GRØD. Hvor overraskende er det lige? Den havde jeg i hvert fald ikke set komme!

Sørgeligt er det. Men uanset hvad kan jeg heldigvis stadig nå at lave en RIP suppe til Soupanatural her på bloggen. Så er det lidt som om, den stadig er åben, ik?

Sund gulerodssuppe

Egentlig er der ikke så meget hokus pokus over min suppe. Gulerodssuppe med en masse krydderier. Men nogle gange er det simple bare det bedste. Og på det sidste har jeg virkelig lavet denne suppe, eller én der ligner, utallige gange. Det er så let, hurtigt og sundt. Og det allerbedste værn mod madspild! Faktisk har vi snakket om at indføre “suppesøndag” derhjemme; alle grøntsagerne fra ugen der gik i en ordentlig balje – og samtidig mad nok til mandag, hvor vi tit har travlt og er sent hjemme. Så praktisk!

Og du kan nærmest bruge alt i denne suppe: Broccoli, jordskokker, selleri, (søde) kartofler, porre, persillerod og-så-videre. Her får I opskriften på den rene gulerodssuppe, men man kan altså sagtens udskifte nogle af rødderne med ovennævnte grøntsager. Vær ikke bange for at doble opskriften op, så du både har til fryseren og en spontan middag med hele vennekredsen. Og man behøver ikke bouillon for en velsmagende suppe. Denne smager fantastisk uden.

Sund gulerodssuppe

RIP Soupanatural: Sund gulerodssuppe med ingefær

1 kilo gulerødder
2 løg
2 fed hvidløg
1 knold ingefær, 30-50 g
1 tsk stødt spidskommen
1 tsk stødt koriander
1 rød chili (fjern kernerne)
Saft fra en halv citron
Salt og peber
1 liter vand
1 dåse kokosmælk

Topping:
2 dl skyr
1,5 dl ristede græskarkerner
Lidt avokadoolie eller anden god olie

Skræl og skær gulerødderne i mindre stykker, hak løg, hvidløg, ingefær og chili. Put kokosolie i en gryde eller lignende (jeg plejer at bruge min store wokpande) og steg først gulerødder og løg i et par minutter. Hæld så hvidløg, chili, ingefær og de øvrige krydderier i også og steg det hele kort. Tilsæt citronsaft og vand og lad alt koge under låg i ca. 20 minutter, eller til du med en gaffel kan mærke, at rødderne er møre. Steg i mellemtiden græskarkernerne på en tør pande. Tag gryden/wokpanden af blusset og blend det hele med en stavblender (husk forklædet – det kan jo sprøjte lidt). Når alt er blendet til en fin masse, sætter du suppen tilbage på kogepladen og tilsætter kokosmælk. Lad det hele koge kort op, smag til med salt og peber og servér med en klat skyr, græskarkerner og top med avokadoolie og peber.

Sund gulerodssuppe

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme

Picnic på Kastellet: Porretærte med bund af kylling (meat pie)

Paleotærte: Porretærte med soltørrede tomater og mandler

Tærter er en af de få ting, der er et populært indslag året rundt. Perfekt på en kold og blæsende dag, men i den grad også oplagt, nu hvor vi alle drøner i pendulfart mod byens parker og grønne spots og nedlægger græsset med vores tæpper som våben. Mit sunde bud til picnicen er denne kødtærte på en bund af kylling.

Paleotærte: Porretærte med soltørrede tomater og mandler

Jeg har tidligere lagt en opskrift op på min variant med aubergine og gedeost, som mine smagsløg har fortalt mig er fantastisk. Dog er det jo ikke er alle, der er gedeost-elskere, og når nu jeg jævnligt eksperimenter med andet tærtefyld, er det vist på tide at udvide repertoiret. Et voila: kødtærte med porrer, soltørrede tomater og mandler (og hvis man er til ost: parmesan. Jeg synes simpelthen, det passer så godt til porrer.)

Lige fra jeg var helt lille, har jeg haft et enormt crush på porretærter. Dengang var det med butterdejsbund, porrer og skinketern. Nu får I den i en slags voksen-udgave, hvor porrerne faktisk er det eneste, der går igen – og så oregano, som, jeg synes, giver den et lækkert pizza-touch (100% voksen bliver man vel aldrig 🙂 )

Paleotærte: Porretærte med soltørrede tomater og mandlerPaleotærte: Porretærte med soltørrede tomater og mandler

Porretærte med soltørrede tomater og mandler

En pakke hakket kyllingekød
Tandoori Masala
Paprika

Et bundt porrer
6-8 halve soltørrede tomater
1 lille håndfuld hakkede mandler
Lidt revet parmesan (kan undlades)
2 æg
1 dl skyr
Oregano
Salt
Peber

Bland kyllingkødet med krydderierne (tandoori og paprika) og pres det forsigtig ned i en smurt tærteform og helt op ad kanterne, som hvis det var en ‘rigtig’ dej. Sæt den i ovnen i 20 minutter ved 175 grader. Skær i mellemtiden porren i skiver, som anbringes i kogende vand i en gryde i 4-5 minutter. Hak mandlerne, riv parmesanen (hvis du er til det) og bland æg og skyr i en skål med salt og peber og gerne 3-4 spsk porrevand. Når “køddejen” har fået 20 minutter i ovnen, og porrerne har kogt og vandet er helt fra, lægger du først porrerne på kødbunden og hælder derefter æg og skyr over. Drys derefter med parmesan, fordel de soltørrede tomater og top med de hakkede mandler, oregano, salt og peber. Put til sidst tærten tilbage i ovnen i 30 min (igen ved 175 grader).

Kan serveres med en salat, hummus, pesto eller lignende, men den er også rigtig god, som den er (og derfor meget picnic-egnet.)

Hvis du er til mere kød på tærten, er lidt stegt kalkunbacon slet ikke dårligt at toppe med.

Paleotærte: Porretærte med soltørrede tomater og mandler

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme