Vaffeltapas – den perfekte fødselsdagsmenu(y)!

Vaffeltapas

Der er altid noget at fejre i København. At sommeren kommer tidligt og meget elegant anstigende, Distortion (for dem der stadig kan holde til det;)), at det nu er juni måned (og hot!), at vi kun lever én gang osv. Det var bare ikke det, jeg fejrede i sidste weekend. Næh nej der fejrede jeg simpelthen Menys 1 års fødselsdag. I ved, supermarkedet. Som tidligere hed Superbest.

Meny på Østerbro er altid det sted, jeg tager hen, når der skal luksus-handles og alle råvarer skal være i top. Så da de spurgte, om jeg ville lave et samarbejde med dem om den perfekte fødselsdagsmenu – ja, så kan I nok forestille jer, at det var vand – af den fineste kvalitet -på min mølle. Der bliver snakket meget om sponsorerede blogsamarbejder, og jeg forstår, hvis nogen kan blive skeptiske omkring dem, men hey når det supermarked man i forvejen handler i, vil samarbejde, kan det ligesom ikke gå helt galt, vel? 😉

Ceviche, søde kartofler, aubergine og dips

Jeg har tidligere skrevet om Meny i Hellerup, som jo er den ypperste af forretningerne. Men den på Østerbro gør det altså også godt. Frugt- og grøntafdelingen kunne efter min mening godt være større og mere overskuelig, men ellers er det virkelig her du får det bredeste udvalg i mit lokalområde. Jeg elsker deres fiskeafdeling (læs: deres fiskedeller med forårsløg) samt deres udvalg af chokolade, specielle nicheprodukter og vin – ja, drikkevarer generelt.

Med de mange muligheder i Meny blev jeg hurtigt klar over, hvad der skulle laves som fødselsdagsmenu til lørdagens middag til gode venner; VAFFELTAPAS. Fordi tapas bare er den mest hyggelige gæstespise. Squashvafler (efter denne opskrift, men med squash i stedet for gulerod) med en masse dips, oste fra Arla Unika og grøntsagslækkerier til. Det endte med at blive et ret så overdådigt måltid, som faktisk kun tog to timer at lave. Ja, ja, jeg fik hjælp i køkkenet, men alligevel.. det er da ret effektivt!

TapasMenuen endte med at stå på ceviche med laks, misoglaseret auberginer med forårsløg og granatæbler, smør- og citronstegt hjertesalat (altid et hit!), bagte søde kartofler med stegte svampe, soltørrede tomater, pesto og persille, bagte jordskokker med frisk timian, edamamebønner med citron og så på brættet i midten; et par færdigkøbte dressinger; aioli, rødbedecreme fra Urtekram, (flere) tomatpesto, olivenolie, balsamico og så snacks i form af oliven, mandler, radiser, havgus ostehapsere og (flere) soltørrede tomater.

Middagen var næsten udelukkende vegetarisk (bortset fra laksen, som var skotsk og af den mest lækre kvalitet.) Vi fik også lækre Bourgogne vine og Aperol Spritz senere. Og nåhr ja, snickerskage til dessert; som jo bare er så let at lave; En håndfuld dadler blandet med kokosolie, peanutbutter, mandler og hele peanuts – bum. Formes til en kage, lægges i fryseren en times tid og beklædes til sidst med smeltet chokolade. I K K E en mundvige tør, det lover jeg!

Skål og tillykke med Meny. Jeg snupper gerne den her omgang igen i aften. Andre der vil med?

Vaffeltapas

Low carb vaffel salade de chèvre

Vaffel gedeostsalat

Det er ikke første gang, der er salade de chèvre på bloggen. På ingen måde! Men det er første gang, at der er salade de chèvre – med vafler – på bloggen!

For vi kan ikke komme helt udenom det. Det er da bare lækkert med et snasket stykke brød under gedeosten, som man f.eks. får hos Pastis og andre gode gedeost-givere i byen. Men prøv dem med de her vafler af søde kartofler og kikærtemel, og lykken er intakt. Jeg er meget til en enkel salat, når det kommer til gedeostsalat: grøn salat, valnødder, en god balsamico og evt. lidt radiser og hindbær. Det er lykken!

Gedeostsalat

Low carb vaffel salade de chèvre, 2 personer

Sød kartoffel-vafler:
2 dl mos af søde kartofler (kog kartoflerne møre eller varm dem i ovnen ved 200 grader i 45 min. (brug en rest fra dagen inden, eller lav noget andet samtidig f.eks. bagte søde kartofler. Du kan også bruge anden slags mos eller revet squash i stedet) 
2 æg
4 spsk loppefrøskaller
1 dl kikærtemel
Salt og peber

1 pakke blandet grøn salat
1 lille bundt radiser
1 rulle gedeost
1 dl valnødder
1 dl olivenolie
0,5 dl balsamico
1 tsk honning
Salt og peber
Friske eller tørrede hindbær

Lav først vaffeldejen ved at blande ingredienserne sammen og lad den trække. Varm i mellemtiden valnødderne i ovnen ved 180 grader i 10 minutter eller rist dem på en tør pande og hak dem i mindre stykker når de er afkølet. Lav også marinaden ved at blande olivenolie, balsamico, honning og salt og peber godt sammen. Skyl og skær radiserne i fine skiver, skyl salaten og skær gedeosten i fine skiver.
Herefter laver du to vafler af vaffeldejen. Put godt med kokosolie på jernet og fordel halvdelen af dejen i jernet med en gaffel eller ske (og gentag). Når vaflerne er færdige skærer du dem i hjerter, putter dem på en bageplade og topper dem med gedeost på hvert hjerte. Varm dem herefter i ovnen ved 180 grader i 10 minutter.

Fordel salaten og radiserne i to tallerkner og vend marinaden i. Læg vaffelhjerterne på salatbunden, drys med valnødder og hindbær og server med det samme.

Tip: Kan også bruges til dessert. Jeg elsker gedeostsalat til dessert 🙂

Vaffel gedeostsalat

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme

Psssst… så er SuperBest blevet til MENY!

SuperBest er blevet Meny

Der er en ny MENY in town! Jeg har egentlig altid været ret glad for SuperBest-kæden. Mest pga. den butik som ligger på Østerfælled Torv sammen med den lokale postbutik og dermed et oplagt sted at handle, når man alligevel er der – og købe alle de ting man ikke kan få i standard-supermarkederne. Så da jeg hørte, den skulle skifte til det norske Meny, var jeg lidt skeptisk. Skepsis er dog imidlertidig indstillet!

Jeg var nemlig inviteret til et åbningsevent i Meny Rotunden i Hellerup i torsdags. Og den butik virkede i den grad lovende. Meny sætter i den grad også/stadig gode råvarer og ordentlighed i højsædet bl.a. med et bredt varesortiment (fx omkring 700 forskellige slags oste(!), detaljer som håndsprit når man går ind i butikken, begrænset kø-politik, børnepasning, friske salater, måltidsretter og måske vigtigst af alt – så har de altid spændende smagninger og kommer til at arrangere en masse events, bl.a. med en masse vin indblandet.

SuperBest er blevet Meny

Til eventet i torsdags var vi til en oste/vin-smagning, hvor vi “lærte” at drikke hvidvin til ost i stedet for rødvin, vi skar en god bøf af et godt stykke hængt oksekød og vi prøvede at filletere en fisk (ikke så nemt som det ser ud, skulle jeg hilse og sige til dem, der endnu ikke har haft fornøjelsen!) Medarbejderne var allesammen yderst venlige og positive og man kunne fornemme, at det var folk, der til punkt og prikke vidste, hvad de lavede.

Jeg skal klart holde øje med alle Menys tiltag fremover, og så skal jeg da også lige tjekke Østerbro-varianten ud. Mon jeg kan få lov til at filletere fisk derinde også ?

SuperBest er blevet Meny

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme

Sundt morgenbrød: “Københavnske kernevafler”:

Sunde kernevafler

Der er ikke noget som en god kernebolle … jo vent – det skulle da lige være en god sprød kernevaffel.

Selvom stenalderbrødet og broccoliboller er gode naturlige og sundere alternativer til den “gode bolle med ost”, så kan stenalderbrødet efter min mening godt blive lidt for hårdt og “kernet” til at bestå ostemadstesten, mens broccolibollerne kan smage lidt for meget grøntsagsagtigt igennem sammen med ost (men de er stadig perfekte til sandwich, burgere mm.)

Kernevafler

Men men håb i sigte… for bedste alternativ til kernebollen på den lokale bagers hylder er nu født! Kernevaflen har jeg døbt den, og I er nu med til barnedåben (mere poetisk bliver det vist ikke?! :0))

Denne kernevaffel indeholder mange af de ting, som indgår i stenalderbrødet – tilsat kokosfibermel og lidt gulerod, og så er det bare 15 gange så hurtigere at lave. I med dejen og 5 minutter efter, er der lune kernevafler, som smager godt med ost, avokado og kødpålæg – såvel som de sødere toppings som nøddesmør, marmelade og nutella.

Sunde kernevafler

Kernevafler

Kernevafler, 2 stk

2 æg
1 mellemstor gulerod
0,5 dl hørfrø
0,5 dl solsikkekerner
0,5 dl sesamfrø
0,5 dl græskarkerner (eller 2 dl frø og kerner efter eget valg)
1 dl kokosfibermel (fås i de fleste større supermarkeder – erstat evt. halvdelen med havregryn)
3 spsk HUSK/loppefrøskaller
3 spsk vand
1 knivspids salt

Riv guleroden, gerne groft og blandt det i en skål sammen med de øvrige ingredienser. Rør dejen rigtig godt sammen og lad den stå og trække 5-7 minutter. Put godt med kokosolie på vaffeljernet og lav de to vafler én efter én, som når du laver de søde vafler.

Servér med en god skive ost, jordbærsyltetøj, kaffe og juice. Mere behøver man vel ikke for at forkæle morgenhumøret? 🙂

Kernevafler

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme

Julestatus og lækkerier på Restaurant Kronborg

Julefrokost på Restaurant Kronborg

All in på jul på 1. december! Eller… Lad mig lige først være ærlig at sige, at jeg endnu ikke har haft tid til at kaste mig over jule-kreationer i køkkenet, fedtet mig ind i ler fra top til tå – eller hængt så meget som en kravlenisse i lejligheden. Til gengæld har jeg 1. købt en fin adventsstage i Notre Dame, 2. drukket årets første kop gløgg (eller var det to?) på Cafe Pixie OG 3. været til julefrokost på Restaurant Kronborg for at teste dette års sortiment. Hvem sagde jeg ikke kunne være eksemplarisk juleelskende dansker?

Julefrokost på Restaurant KronborgSnaps og sild på Kronborg

Og så tilbage til Kronborg julefrokost, som altså bare leverer alt, hvad et julemadselskende dansk hjerte kunne tænke sig; tre slags sild, fiskefilet med remoulade (of course!), andelår og rødkål, medister, leverpostej, æbleflæsk, ribbensteg og risalamande. Dertil kommer så så det, som det julemadselskende danske hjerte ikke regnede med, men bliver henrykt over at se (jeg gjorde i hvert fald); rimmet laks med en æble/celericreme (minder lidt om en klassisk Waldorfsalat.), røget laks med røræg (mere laks = mere lykke!) og frisk og dejlig ostetallerken serveret med vindruer og figner og ført an af to af mine absolut favoritter; mr. høost og mrs. brie. Jeg ville gerne have ønsket hjemmebagt knækbrød i stedet for kiks til ostene, men nu er det jo ikke det, man skal spise sig mæt i vel? 🙂

Julefrokost på Restaurant Kronborg

Jeg er ikke den store svinekøds-entusiast og risalamande siger mig ingenting, så julefrokoster er altid en sjov størrelse for mig. I starten er jeg helt oppe at ringe pga. fiske-retterne. Og besøget på Kronborg var ingen undtagelse. Tværtimod. Den marinerede sild var med sin karakteristiske smag af allehånde og appelsin en af de bedste, jeg har smagt. 100%! Og fiskefilleten var helt perfekt; pandestegt med masser af smør og ikke friturestegt (lad for gud skyld være med at ødelægge alle de filletter med friturepest!) … og så laksen: hold da op hvor lækkert! Både med scrambled egg af passende konsistens og den her æble/sellericreme til den rimmede udgave. Min lakse-kærlighed var på det højeste!

Julefrokost på Restaurant Kronborg

Som sagt spiser jeg mig altid mæt på fiske-stadiet. Dog kunne jeg også lige klemme et lille stykke medister (med æblestykker som virkelig udfordrede den klassiske medister-tilgang på den gode måde), æbleflæsk, som også er en af de bedste jeg har fået og et sprødt andelår (uuuhm) med rødkål. Virkelig godt! Ostene kastede jeg mig også over, men så kunne jeg altså heller ikke mere. Der var dømt julefrokost versus Camilla: 1:0! Kronborg udfordrer folk med god appetit som mig med den her julemenu. SÅ meget veltilberedt mad og 389 kr. for hele herligheden. Det er et kup! Jeg kom i julehumør med det samme og tænker, at de marinerede sild til familie-julefrokosterne bare aldrig helt bliver det samme igen efter den her oplevelse. Og fik jeg sagt, at der er snaps? Masser af snaps. Hvis man er til det!;)

Julefrokost på Restaurant Kronborg

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme

Sprød vaffeltoast ala Joe and the Juice

Sprød vaffel-toast ala Joe and the Juice

Jeg befinder mig vist lige nu i en slags vaffel-obsession. Vaffel mig her, vaffel mig der og vaffel mig alle vegne. Seneste nyt er, at min waffle-o-wich med lakrids gav en idé for noget tid siden, som jeg bare ikke kunne slippe; nemlig en toastet vaffel-sandwich ala Joe and the Juice. J&J er egentlig ikke et sted, jeg kommer så tit, men det er dog blevet en tradition at tage forbi deres sted i lufthavnen, inden en rejse til det spændende udland skriger på mig. Derfor minder stedet mig om noget dejligt! Og så synes jeg, de laver nogle gode sandwich i al deres enkelhed. Med tun og pesto (spicy tuna) eller ost og kalkun.

Deres sandwich har jeg nu ladet mig inspirere af i en melfri udgave – og med endnu flere grøntsager i ‘brødet’, som er en grøntsagsvaffel lavet af broccoli og gulerod. To vafler lagt sammen med en god pesto, tomat, avokado, rucola og ost og kalkun/skinke eller tunsalat – og så i toasteren på ægte 90’er manér. Jeg brugte den røgede ost fra Naturmælk, som gør det så godt som toast-ost. Alt i alt simpelthen så godt!
Sprød vaffel-toast ala Joe and the Juice

Sprød vaffel-toast ala Joe and the Juice, 1 stk

2 Grøntsagsvafler:

To mellemstore gulerødder
En håndfuld broccoli
To æg
1/2 dl havregryn eller mandelmel (fuldkornsmel mm. kan naturligvis også bruges)
1/2 dl hørfrø og/eller sesamfrø
En spsk loppefrøskaller
Lidt frisk basilikum
Salt og peber

Desuden
Pesto – evt. basilikum eller persille
En tomat
En halv avokado
Lidt rucola
3-4 skiver ost
Evt. kalkun/skinke

Lav først vaflerne: blend gulerødder og broccoli helt fint i en blender/løghakker. Hæld de blendede grøntsagerne i en skål og tilsæt de øvrige ingredienser, rør rundt og lad massen hvile 5 minutter. Skær i mellemtiden tomat og avokado i skiver. Når dejen har hvilet, laver du to vafler af massen (et dobbeltjern er ideelt, men ellers må du bare lave en ad gangen. Det gør ikke noget, at den første bliver kold, da de alligevel skal toastes til sidst.) Husk godt med olie i jernet. Når begge vafler er klar, smører du pesto på begge, og på den ene halvdel lægges rucola, tomat, avokado, ost og evt. kalkun/skinke. Den anden vaffel lægges ovenpå, og vaffel-sandwichen skæres over på midten. De to halvdele lægges nu i toastmaskinen. Kort tid efter er der hele to stk toastede vaffel-sandwich ala Joe and the Juice klar – og nu med endnu flere vitaminer 🙂

Vaffeltoast

 Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme

Gedeostsalat – når pengene ikke er til Pastis

Gedeostsalat by meEfter en alt for herlig ferie i Barcelona som solfanger, vandhund, cykeltosse, og ikke mindst vin- og tapas-turist i stor stor stil, er mit indre kødmonster blevet nedkæmpet for en stund. (Spanske lækkerier vs. kødmonster = 1:0). Ikke sådan som i ‘lagt på hylden’, men mere som i ; ‘gedeost er nu indimellem et ganske fornuftigt indslag i aftensmads-repertoiret.’

Salade de chèvre eller -knap så fancy betegnet – ‘gedeostsalat’ laves mange steder i byen. (Gid man kunne nå at smage alle). Særligt er jeg begejstret for den, jeg denne sommer fik på lækre Bistro Pastis på hjørnet af Gothersgade og Adelgade. Men da min studenter-pengepung efter spansk sommerferie måske ikke er så pokkers velkommen på Pastis, må jeg jo selv i gang.

Og derfor: “Salade de chèvre by me”. Et forsøg på at mikse salaten på Pastis med udgaven fra Le Relais Gascon i Paris, som laver de bedste salater, jeg til dato har smagt.  

Salade de chèvre by me, 2 pers.

4 mellemstore Kartofler
1-2 fed hvidløg
lidt olivenolie
2-3 kogte (smilende) æg
1 rulle gedeost
10-12 skiver brød
Lidt balsamico
Iceberg i grove stykker
2-3 tomater skåret i både
En håndfuld gode oliven
En mild dressing, evt. caesar.

Gedeostsalat

Kartoflerne skæres i papirtynde skiver og rystes i en pose med hvidløg og olivenolie. Herefter placeres de ved siden af hinanden på en bageplade og bages ved 180 grader, indtil de bliver lysebrune i kanten. Mens kartoflerne er i ovnen, skære gedeostrullen i skiver, som lægges på brødskiverne. Varmes i ovnen ved 180 grader i 5-10 minutter (til osten er varm og smelter lidt.) Put lidt balsamico på brød/gedeoste-skiverne (eller meget hvis du, ligesom jeg, elsker det), når de kommer ud.
Salaten lægges på tallerkenen og de andre ingredienser lægges ovenpå. Toppes med brød/osteskiverne, kartofler og dressing.

Gedeostsalat