Quinoa bowls med sød kartoffel, bønner, lilla blomkål, syltede rødløg og avocado

copenhagenbyme

Så er der taget hul på tidligere omtalt “24 ting jeg skal lave, når jeg kommer hjem fra ferie“-listen. Den første får I her: nemlig en quinoa bowl med bl.a. sød kartoffel, blomkål, syltet rødløg, avokado og masser af bønner.

I USA fik jeg flere gange quinoa bowls, og jeg synes det er så synd at dette fænomen ikke er mere tydeligt på den danske/københavnske restaurantscene. Quinoa bowls er sunde, lækre, snaskede og alt andet end den klassiske iceberg/agurk/tomat konstellation, som man (jeg) på ingen måde bliver mæt af. Kom nu med noget nyt og mere kreativt, der viser i hvor høj grad grøntsager virkelig kan udgøre et fremragende måltid. Dagens udbrud (sorry!) men jeg synes faktisk vi bør gør os mere umage på den front!

Fik jeg i øvrigt sagt, at den her bowl er nemmere at lave end at få Tivoli fyldt med Snoop Dog-fans? Den er SÅ nem og vegetarisk, og er en quinoa-bund med forskellige krydderurter, planter, grøntsager (marineret og/ eller som mos) og dressing. Jeg lavede mos af sød kartoffel og brugte bønnepasta som en slags tang (hvilket de bruger flere steder i USA) og så var resten ellers super lige til. Detaljer kommer her:

Quinoa bowl CopenhagenByMe

Quinoa bowls med sød kartoffel, bønner, lilla blomkål, syltede rødløg og avocado, 2 stk.

1,5 dl quinoa (kogest med 3 dl vand i ca. 20 minutter eller til vandet er væk.)
1 stor sød kartoffel eller to mellemstore
1 tsk kokosolie
1 dåse kidneybønner
Lidt kogt bønnepasta (gerne den grønne som ligner tang mest)
1 lille halvt blomkål (jeg var så heldig at finde et i lilla som satte ekstra knald på farverne.)
Syltede rødløg (find opskrift her)
1 stor avocado eller to mellemstore
Salt og peber
2 tsk tahin
1 tsk æblecidereddike
5-6 tsk olivenolie
Lidt citron
Salt og peber
Topping: Sesamfrø (gerne sorte og hvide) og evt. bønnespirer

Dagen eller et par timer inden: Lav de syltede rødløg.
Start herefter med at koge quinoaen og skræl herefter den søde kartoffel, skær den i mindre stykker og lad dem koge 15-20 minutter (eller til de er møre), sæt også lidt vand over til bønnepastaen.

Skyl kidneybønnerne i et dørslag, hæld dem i en skål og bland dem med en marinade af æblecidereddike, 2 tsk olivenolie, salt og peber. Lad det stå og trække.

Skær blomkål i mindre buketter og steg i lidt olivenolie samt et skvæt æblecidereddike, salt og peber i ca. 5 minutter. Skær også avocadoen i fine stykker og bland en dressing af tahin, 3-4 tsk olivenolie, lidt citron, salt og peber. Lad blomkålen afkøle.

Pastaen hældes i dørslag når den er al dente, der slukkes for quinoaen. Vandet fra de søde kartoffelstykker hældes fra, og de moses fint sammen med 1 tsk kokosolie og salt.

Nu er du klar til at anrette dine to portioner, som du ønsker det. Jeg lavede en bund af quinoa, sød kartoffelmos bønner, blomkål, bønnepasta, og toppede med rødløg, avocado og sesamfrø. Hæld til sidst tahin-dressingen over bowlen eller servér ved siden af.
Og værsgo’: En vanedannende skål sundhed! 🙂

Quinoa bowl CopenhagenByMe

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme

Forårssalater med radiser, bagte tomater og syltede rødløg..

Forårssalater med radiser og syltede rødløg..

Mmmmh…. Forår og flotte farver! Da turen kom til, at jeg skulle teste disse to skønne salater fra Nemlig.com, var der to ting, der gik op for mig:

1. Foråret er virkelig over os nu, og det er tid til friske salater med knald på både farver og smag. Før vi har set os om, sidder vi på bænken på Hjertepladsen med en sandwich eller i Ørstedparken med grill, take away salater og en kold flaske vin (to af mine yndlings picnicsteder i byen). Det gør mig så pokkers glad at tænke på! 🙂

Og 2. Jeg laver alt alt for sjældent syltede rødløg!! De smager jo bare sååå godt i både salater, burgere mm. (og sammen med de bagte tomater, er man helt salatlykkelig). Denne løg-opskrift fra Ditsen er så let at gå til, så der er bare ingen undskyldning for ikke altid at have sådan en krukke lækkerhed stående i køleskabet. Sukkeret kan i øvrigt sagtens erstattes med kokossukker, hvis du gerne vil undgå hvidt raffineret sukker.

Forårssalater med radiser og syltede rødløg..Eneste ulempe ved bestillingen over nemlig.com til disse to, var, at der anbefales sorte sesamfrø til salaten med radiser. Dette kan dog ikke bestilles på siden, så jeg måtte til den lokale grønthandler i stedet – for det ser bare bedre ud med den sorte udgave til de smukke pink radiser, som Ditsen også påpeger.

Når det så er sagt, synes jeg, at begge salater er super lækre, hurtige og nemme at lave – og helt sikkert nogle, jeg kommer til at lave igen til min forårs/sommerpicnic. De er tilpas forskellige og passer derfor rigtig godt sammen – evt. som tilbehør til grillet kød.

Her kommer opskrifterne fra hjemmesiden med mine kommentarer i parentes;

Forårssalater med radiser og syltede rødløg..

Salat med radiser og sesamfrø, 4 personer

Et kvart hvidkål (eller et halvt afhængig af størrelse. Det jeg fik var ret småt.)
1 bundt radiser
2 gulerødder
En halv agurk
Sesamfrø (gerne sorte)
Dressing
1-2 spsk. yoghurt (jeg brugte 2 spsk)
2-3 spsk. mayonnaise (her synes jeg godt, man kan nøjes med 2)
1 tsk. æblecidereddike 
1 tsk. mørk sesamolie
En halv tsk. salt

Skær hvidkålen i fine strimler (brug evt. mandolinjern), og skær radiserne ud i skiver eller både (jeg skar dem i både og sørgede for at vende den pink farve opad). Skræl lange strimler af gulerod, og skær små skiver agurk. Alle grøntsagerne kommes op i en skål sammen med sorte sesamfrø.
Bland ingredienserne til dresssingen sammen, og fordel den grundigt i salaten. (Jeg valgte også at pynte med sesamfrø til sidst, så de ses tydeligere. Gem også gerne lidt radiser og agurk, som du kan pynte med til sidst, da dressingen farver de friske farver lidt).

Forårssalater med radiser og syltede rødløg..

Salat med bagte tomater og syltede rødløg

250 g cherrytomater (eller en lille bakke)
Frisk oregano
2 rødløg
1⁄2 dl æblecidereddike
1⁄2 dl vand
3-4 spsk. sukker (eller kokossukker)
150 g rucola
100 g feta  (økologisk fetaost fra Taverna er efter min mening bedste bud på nemlig.com)
1 spsk. olivenolie

Halver cherrytomaterne, drys med salt og frisk oregano, og bag dem ved 140 grader i ca. 65-75 minutter. (Hvis tomaterne er store, kan de godt skæres i kvarte). Skær rødløg i tynde skiver, og kom dem i et sylteglas (Vælg en bred krukke så væden kommer hele vejen rundt.) Hæld eddike, vand, salt, sukker og peber i en gryde, og giv det et opkog. Hæld lagen over løgene, og sæt glasset på køl i min. 45 minutter. (Og gerne længere)

Kom rucola i en skål, og smuldr feta henover. Tilsæt bagte tomater og syltede rødløg. Smag salaten til med salt og en smule god olivenolie.

Forårssalater med radiser og syltede rødløg..

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme