Raw Oreo chokoladekage med karamelbund.

Raw chokoladekage med oreo og karamel

Krummen og Kagen på Nordre Frihavnsgade er på vej til at lukke, hvilket gør mig trist. Kender I det, når ens lokale darling lukker? Det er altså en sær fornemmelse! Cafeen er lokalt kendt for forskellige ting, bl.a. deres oreokage. Og selvom jeg ikke selv, er den store Oreo-spiser, har jeg længe haft lyst til at lave en oreokage ala Krummen og Kagen – i en lidt sundere og til dels “raw”-version.

Det fik jeg så muligheden for, da jeg blev tilbudt at teste Tassimos kapselmaskine og deres nye kapsel med Oreo-chokolademælk. Jeg tænker, at man som Oreo-elsker må være ret oppe at køre over denne nyhed?! Jeg har en Nespresso-maskine derhjemme, som jeg er super glad for, og jeg foretrækker mælken frisk og skummet, frem for på kapselform, men når det så er sagt, synes jeg, at det er smart at man kan lave te og chokolade på Tassimo-maskinen – og så i så pokkers mange varianter! Der er ikke bare en slags varm chokolade, men fx både Milka, Marabou og nu også Oreo. Kaffen kommer også i rigtig mange varianter, og der bruger jeg så min mælkeskummer i stedet for mælkekapslerne, men det er jo en smagssag.

Raw chokoladekage med oreo og karamel

Med denne test af Tassimo-maskinen har jeg kastet mig ud i denne længe ønsket Oreokage. Et shot Oreo i min raw chokoladekage og så på en karamelbund. Javel, det er ikke uden sukker, men den er delvis raw, den er anderledes, og en super lækkert alternativ til de klassiske raw kager. Og verdenen er jo ikke altid sort/hvid, vel? Slet ikke for en livsnyder 🙂
Jeg brugte et Tassimo Oreo-shot, men hvis du er ekstra Oreo-fan, kan jeg anbefale at tilsætte en håndfuld Oreo-kager som crunch i kagen. Forslaget er med i opskriften, som I finder herunder. Kagen tager lidt ekstra tid at lave end den klassiske raw chokoladekage, men det er ret nemt at lave karamelbunden og ret sjovt at lave karamelbunden, hvis den slags ikke er noget, du kaster dig ud i så tit.

Ps. Der er snart mulighed for at VINDE en Tassimo-maskine her på CopenhagenByMe, så hold godt øje!:)

Raw chokoladekage med Oreo

Raw chokoladekage med Oreo og karamelbund.

200 gram kondenseret mælk
50 gram smør
1 shot Oreo Tassimo (selve kapslen – ikke mælken der følger med.)
300 g dadler uden sten
2 dl kakaopulver
2 tsk vanilje
Evt. 5-6 knuste oreos hvis du kan lide lidt knas i.
Tørrede hindbær eller solbær og evt. lidt knuste oreos til pynt.

Put først husholdningsfilm i en form til karamelbunden. Jeg brugte en rugbrødsform, men en mindre form, f.eks. en stor madkasse vil også fungere godt. Put det kondenserede mælk og smør i en gryde og bevæbn dig med tålmodighed og en god rørehånd. Når smørret er smeltet, skal de to ingredisenser nemlig røres godt sammen i ca. 20-25 minutter, så du får den perfekte karamelbund til din kage. Når massen bliver mørkere i farven og samler sig i en fast klump i gryden, ved du, at den er klar til at komme i form. Hæld den over i formen og fordel massen jævnt. Hold godt fast i husholdningsfilmen, når du gør dette, så den ikke glider af. Brug en ske eller en dejskraber. Når massen er fordelt, putter du formen i fryseren til fudgebunden er helt hård (4-5 timer). 

Lav herefter Oreo/chokoladecremen. Tænd din Tassimo-maskine og lav et oreo-shot, som du lader afkøle. I mellemtiden blendes de resterende ‘fyld-ingredienser’ (dadler, olie, kakao og vanilje) i en blender eller løghakker. Hvis du vil have crunch i dejen, skærer du nu oreo-småkager i mindre stykker og vender dem i den blendede masse. Tilsæt til sidst dit Oreo-shot når dette er afkølet.

Når karamelbunden er klar i fryseren, smører du din Oreo/chokoladecreme ovenpå og giver den en times tid i fryseren. Server med tørrede hindbær/solbær og evt. lidt knuste Oreos.

Raw chokoladekage med oreo og karamel

//Test af Oreo-kapslerne er sponsoreret af Tassimo//

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme

Sund tung chokoladekage

Sund tung chokoladekage

Det er tid til en repost her på bloggen. Denne sunde tunge chokoladekage har de seneste to år været en af de mest benyttede opskrifter på bloggen og derfor skal den nu flytte plads, så den ikke kun ligger i opskriftindexet, men på selve bloggen. Har du endnu ikke lavet den, kan jeg kun anbefale dig at gøre det, og det kommer min argumentation for her:

Påstand: Den her vidunderlige chokoladekage fra bogen “Raw Food” kan lokke selv den største raw-skeptiker og konsekvente anti-sundhedsfreak (så længe du bare undlader at sige, at den er sund og hovedsageligt består af dadler.)

Påstanden følges ikke op af videnskabelige beviser, men den er blevet testet i praksis en del gange nu, og det PASSER! Den her kage går simpelthen rent ind hos alle. Den er tung- chokolade-agtig på den dejligste usunde måde – uden at indeholde smør, mel og sukker.

Sund tung chokoladekage

Bund
1 dl kakaopulver
2 dl nødder (f.eks. mandler, hasselnødder, valnødder)
2 spsk kokosolie ( jeg har også brugt olivenolie, og det fungerer fint)
1 knivspids salt

Fyld
600 g dadler uden sten
3 spsk kokosolie (igen bruger jeg indimellem også olivenolie og evt. lidt kokosolie)
2 dl kakaopulver
2 tsk vanilje

Evt. lidt bær eller andet frugt som tilbehør

Nødderne hakkes (eller blendes) fint og blandes med de andre “bund-ingredienser”, og dejen mases i en tærteform eller en lille kageform. Hvis det er meget ‘løst’, kan der tilsættes lidt mere olie.
Herefter skal ‘fyld-ingredienserne’ (dadler, olie, kakao og vanilje) blendes. Tilsæt evt lidt mere olie eller vand, hvis dejen er meget tør, så konsistensen er blød og cremet.

Hæld herefter fyldet over bunden i formen og sæt kagen i køleskabet til den skal serveres – enten med frugt eller som den er.

Den bliver et hit uanset hvad 🙂

20140105-140828.jpg

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme