FEAST: Privat middag med venner du endnu ikke har mødt..

FEAST middag på Nørrebro

Mingle med folk man ikke kender, når man “går ud og spiser”? Hmmmm… men JA da! Vi danskere bliver bedre og bedre til det. Flere steder i København indføres der “åbne” borde, hvor man kan sidde tættere sammen og måske skåle eller falde i dyb snak med naboen, hvis det går helt vildt for sig.

Som den ekstroverte, mingleglade person jeg er, er der ingen tvivl om, at jeg er glad for den udvikling, som jeg i øvrigt praktiserer hver dag i mit arbejde for Yelp. Du kan sidde i et rum med så mange mennesker, du har så meget tilfælles med – hvorfor ikke få et ordentligt hul på fællesskabsbylden??

Allan Torps fine lejlighed på Nørrebro

For nogle uger siden var jeg til pressevisning på FEAST – en nyt koncept hvor den her  “komme-hinanden-ved-udvikling” også hyldes på bedste vis af madskribent Mira Arkin, designblogger Allan Torp og visuelle ansvarlig François Botha, der sammen giver 16 personer mulighed for at købe billet til privat middag i et københavnsk hjem på Nørrebro. Ikke et ganske almindeligt hjem godt nok. Det er nemlig Allans hjem, og Allan har virkelig styr på det der med indretning og design (skandinavisk/københavnsk design selvfølgelig), mens Mira virkelig har styr på det der med enkelt og lækker madlavning i fire etaper. Vi var forbi i ca. halvanden time til frokost, og nøj hvor havde jeg lyst til at proppe Allans brede spisebord og klynge af Normann-lamper ned i min ene baglomme og resterne af Miras jordbærsalat og muslinger med double cream i den anden. (Jeg tog helt diskret 2 gange af hovedretten….)

Muslinger til FEAST middag

Jep, det er mig der sidder der for enden og mobilnørder lidt 😉 Foto af FEAST

Under middagen sad jeg bl.a. ved siden af Freya fra Scandinavia Standard, og vi mødtes som fremmede og gik derfra med en aftale om en snarlig Træningstime i Fitness.dk. Hvis det ikke er at få hul på den omtalte fællesskabsbyld, så ved jeg ikke?

Nogle synes måske, det er overfladisk og ligegyldigt at møde nye mennesker hele tiden, men jeg synes, det er super livsbekræftende og nogle gange faktisk mere substantielt at mødes med en, jeg har samme interesser som, frem for en gammel ven som jeg måske er gledet fra og drøfter obligatoriske “hvordan går det så-temaer” med (for lige at sætte det på spidsen.) Jeg er dybt imponeret over, hvordan fremmede pludselig kan blive meget mindre fremmede. Og synes det er rigtig rart!

Som det gamle ordsprog siger: “en fremmed er en ven, du endnu ikke har mødt” 😉

FEAST middag

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme

Vaffelburger med kyllingebøf og edamamehummus

Vaffelburger med kylling og edamamehummus

Okay. Ja TAK! Jeg har ret tit lyst til burgere. Og jeg er helt sikkert ikke den eneste. Det er vel heller ikke for sjov, at København på det seneste har udviklet sig til en ren kampplads af burgerborge, der hver især forsøger at mestre den perfekte kombination af  brød, bøf og fyld. Og så er vi nok også ret forskellige. Nogle foretrækker kridhvid bolle og bøf uden så mange dikkedarer som på Tommis Burger Joint, mens andre vil have den let mere avancerede med muligheder for chilistegte champignon, og ærtebøf som på Halifax eller måske en Super Bowl-variant som på Grillen.

Her hos mig får I selvfølgelig vaffelburger. Hvad ellers? Med kyllingbøf og edamamehummus. En sund, glutenfri variant som smager dejligt snasket – præcist som en burger skal!

Vaffelburger med kylling og edamamehummus

Vaffelburger med kyllingebøf og edamamehummus

(Edamamehummus)

200 g edamamebønner (frost, pillede)
1-2 fed hvidløg
1/2 citron
0,5 dl olivenolie
2 tsk tahin
3 spsk vand
Lidt chili
Salt og peber

(Vafler, 4 stk.)

1 stor revet squash
3 æg
1 dl vand
1 dl kikærtemel
3 spsk loppefrøskaller (HUSK)
1 dl sesamfrø

1 spsk kokosolie
Lidt salt

(Kyllingbøffer, 4 stk)

400 gram hakket kyllingkød
1 rødløg
1 æg
1 spsk dijonsennep
Lidt chili
Salt og peber

2 tomater + 1 rødløg skåret i skiver (alternativt syltede rødløg)
1/2 pakke salatblanding eller rucola

Put edamamebønnerne i en skål og hæld kogende vand over, lad det stå sådan i et par minutter til de er optåede og skyl dem så med koldt vand i et dørslag. Tag lidt skal fra citronen og pres saften. Put bønnerne i stavblender/løghakker sammen med citron, olie, vand, hvidløg og tahin og blend. Tilsæt de øvrige krydderier og smag til med salt og peber. Tilsæt evt. mere citron eller krydderier. Sæt på køl.

Bland alle ingredienserne til vaflerne pånær halvdelen af sesamfrøene som gemmes til topping. Lad dejen stå og trække i fem minutter og tænd for vaffeljernet. Tjek efter et par minutter om dejen behøver lidt ekstra vand og tilsæt i så fald resten af vandet (alternativt kan det tilsættes efter to af vaflerne er lavet, og dejen i mellemtiden er blevet endnu mere fast.) Vaffeldejen er mere fast end traditionelt vaffeldej og skal fordeles let med en gaffel, så det kommer ud til kanten. Når dejen er fordelt i jernet, drysses med sesam. Put vaflerne i ovnen ved svag varme, så de er klar til burgerfest.

Imens vaflerne bager, sætter du drysset du løg og tomatskiver med olie og oregano, salt og peber og sætter dem i ovnen ved 180 grader i 10 minutter.Herefter laver du bøfferne: Hak løg og rør sammen med chili, oksekød, æg og sennep og krydr med salt og peber. Form til fire bøffer bøffer og steg dem ca. 5 minutter på hver side.

Del vaflerne over på midten og brug til hhv. under- og over”bolle”. Først under”bolle”, så hummus, salatblanding, bøf, lidt mere hummus, tomater og løg. Smør også gerne (chili)pesto på vaflerne, hvis du ønsker endnu mere power på smagen. Servér med det samme, evt. med lækre sød kartoffel-fritter med dukkah.

Vaffelburger med kylling og edamamehummus

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme

Nye sunde frokoststeder i København

Som “altid på farten” i København, er jeg altid på udkig efter nye steder hvor jeg kan sidde og arbejde og samtidig få et lækkert og sundt måltid. Når jeg leder, kan der også være andre der leder, så derfor vil jeg lige dele dem med jer: de nye frokoststeder som hitter for mig i øjeblikket:

District TonkinDistrict Tonkin

District Tonkin på Dronningens Tværgade (findes også på Gammel Kongevej)

Rigtig lækkert frisk mad og en super hyggelig stemning, der er sådan lidt “kom og gå”-agtig, men stadig har man faktisk lyst til at slå sig ned og blive hængende lidt på de farverige skamler. Da jeg var derinde fik jeg risnudelsalat med oksekød. En smuk skål med tilpas tilberedte nudler, god sødlig fiskesauce (kaldet Tonkin), frisk gulerod, agurk, bønnespirer, forårsløg, porre og toppet med chili, koriander, mynte, shiso og en lille håndfuld peanuts. Lykke! Jeg spiste alt rub og stub med pinde lige til at tage på bordene (og resterne med en gaffel.. host host!) 90 kr. for sådan en salat synes jeg er helt fin råvarer, størrelse, kreativitet, og helhedsindtryk taget i betragtning.

Wraps fra Protein-BarenWraps fra Protein-Baren

Protein-Baren

Ny proteincafé på Jagtvej, som udnytter grøntsagers store potentiale, gør det muligt at “samle selv” og gør sundt mad lækkert, anderledes og til at betale for. Herinde siger du hej til en touch screen, som gør det muligt for dig at sammensætte din egen tallerken med salater, kød, brød, dressing osv. Du kan også vælge en i forvejen sammensat mulighed som fx ægge-wrap med laks, sandwich med kylling/karry osv. Jeg hapsede en god laksewrap sidst og med mit tilvalg (avokado/hummus) og en friskpresset juice blev det i alt 105 kr. Yderst fair og klart value for money. Jeg synes godt, man kunne udnytte pladsen bedre herinde og få flere borde og caféstemning, men der er siddepladser til de heldige.

Meze hos Fafa's

Fafa’s

Mmmh… Falafel! Det ord behøver faktisk ikke associere til “sild i en tønde” og stående taffel samt take away-stemning på godt og ondt. Her på Fafa’s er der nemlig højborde (med strømstik og wifi. Stort plus!), fin, ren og rummelig plads, kreativt kunst på væggene og sjove pynte detaljer som (økologiske) kikærter i glas rundt omkring – falafel-tema all the way! Her er store og fyldige pita eller salater som en “Meze” med bl.a. hummus, tzatziki, bulgur, grøn salat, tomat, lidt rødkål, stegt aubergine og matbucha (rød sovs af bl.a. tomat, peberfrugt, chili og hvidløg). Hummusen var jeg lidt skuffet over, men ellers var det lækkert, og jeg skal klart prøve pita næste gang. Salaterne koster omkring 80-90 mens pitaerne ligger mellem 65 kr. (falafel) og 100 kr. (entrecote).

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme

Juice fra Protein-Baren

Weekendglimt: Uge 15 – Fødselsdag!

Fødselsdagsgaver: smukke københavnske/danske brands

Fødselsdagsgaver: smukke københavnske/danske brands

Smuk lørdag, mindre smuk søndag. Jeg siger ikke, hvilken dag jeg havde fødselsdag :)

Smuk lørdag, mindre smuk søndag. Jeg siger ikke, hvilken dag jeg havde fødselsdag 🙂

Første ret i "The Hanzo Experience": Østers!

Første ret i “The Hanzo Experience”: Østers!

Det er altså ingen skam at blive 30 somre, når man kan fejre det med venner og familie i Bageriet på Ryesgade, spise sin mors hindbærsnitter, søsters gulerodskage, feste og danse hele natten “i Barcelona“, pleje tømmermændene med røræg, bacon og skyr og mere familietid på Café Bopa, endelig prøve “The Hanzō Experience” (13 retter for 350 kr.) på Madklubbens yderst hyggelige asiatiske “lige ved Søerne”-placeret Hanzō og sidst men ikke mindst: Få de bedste fødselsdagsgaver nogensinde. Endda alle af københavnske/danske mærker, bl.a. Ganni, Handcraftedcph, Decadent Copenhagen, Housedoctor, Hay, Lyngby Porcelæn og Jane Kønig. Smukt lokalt design når det er bedst. Det kan vi altså godt være stolte af!

Mange har mindre krise over at blive 30, men det har jeg egentlig ikke. Jeg tænker, at når bare, man er tilfreds med sit liv, gør det man vil og føler sig ung og frisk, kan det jo være lige meget hvilken alder, der står på kørekortet. Eller er det bare mig? Giv endelig din mening til kende, hvis du også står over for de gyldne 30 – eller har været der! 🙂

Jordbærkage, gulerodskage og hindbærsnitter i Bageriet

Jordbærkage, gulerodskage og hindbærsnitter i Bageriet..

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme

Weekendglimt: Uge 8

Veggie brunch på Neighbourhood

Veggie brunch på Neighbourhood

Skaldyrsplate til søndagsfrokost til "Ørestaden koger"

Skaldyrsplate til søndagsfrokost til “Ørestaden koger”.

Jeg er fan af de weekender, hvor jeg kommer vidt omkring i byen, og den her weekend bød, foruden Østerbro, på besøg både på Nørrebro, Vesterbro, indre by og Amager. Stor tilfredsstillelse og glæde! 🙂

Fredag holdt det forholdsvis nye vinmagasin Vang deres release på skønne skønne Bageriet på Nørrebro. Har I været der forbi? Ellers kan det virkelig anbefales! I fredags var der bobler, hvid-, rød-, og rosévin til bare 20 kr. glasset. Jeps, ikke en krone mere. Det var et rent drømmescenarium – og virkelig god fredagsstemning i de fine lokaler.

Vang Release i Bageriet

Vang Release i Bageriet.

Lørdag var vi tre yelpere, der tog forbi og testede Neighbourhoods nye brunchbræt. Som I måske tidligere har læst herinde, er jeg stor fan af Neighbourhoods pizzaer, lokaler, øko-koncept, råvarefokus OG drinks. Så forventningerne var store. Og hyggeligt var det! Nogle af ingredienserne på brættet kunne dog peppes lidt op. Der manglede lidt knald på smagen. Jeg blev så glad, da jeg så den interessante salat af blomkål, grape og mandler, men en lækker marianade og noget sprødhed eller krydderi til mandlerne ville have gjort underværker. Brødet, skyr med figenkompot og ostene var L.i.g.e.i.ø.j.e.t. Lækkert grovbrød og rugbrød – og generelt en meget fin og overskuelig brunchportion.
(Pris: 135 kr. både for almindelig og veggie ekskl. drikkevarer).

Brunchbræt hos Neighbourhood

Brunchbræt hos Neighbourhood

Om aftenen var jeg og min gode veninde et smut forbi The Italian på Vester Voldgade. Middag, en flaske vin og tøsesnak. Jeg er dedikeret Cofoco-fan, så det var på ingen måde noget dårligt setup. Jeg syntes dog ikke, The Italian kunne leve op til hverken service, stemning og overraskelses-points som hos f.eks. Vespa, Les Trois Cochons og Spuntino. Men maden var god. Skøn grillet tun til forret, saltimbocca med polenta til hovedret og så må jeg lige nævne den her chokoladekage, vi fik til dessert. En af de bedste jeg har smagt. Bum bum! Så blød, tung og fantastisk at jeg kunne finde på at tage forbi igen. Bare for at smage den..

To die for chokoladekage hos The Italian

To die for chokoladekage hos The Italian

Weekenden blev afsluttet på bedst tænkelig vis. Til Søndagsfrokost til “Ørestaden koger” i Bella Centret. Det er et nyt koncept i forbindelse med Copenhagen Food Fair, hvor forskellige madaktører byder på frokost ved langborde, og så kan københavnerne købe søndagsfrokostbillet til 150 kr. (ekskl. drikkevarer). Vores plads var ved Restaurant Springflod, som serverede vadehavsfrokost med 13 retter, herunder den lækreste laks (med syltet selleri og kærnemælk) jeg har smagt længe, vadehavsrejer med dip, østers med jordbær og lime, vadehavslam, fanøskinke og alverdens lækre oste med havtorn og græskarkompot til. Det smagte virkelig lækkert, og jeg er vild med konceptet.

Østers med lime og jordbær

Østers med lime og jordbær

En søndag i madens og vinens tegn og med fokus på ikke bare Københavns, men også resten af landets råvarer, evner og kreationer. Der var også opstillet et “Torvehallerne Ørestaden”, hvor man kunne smage forskellige ting. F.eks. chokoladepasta med bl.a. rødbedepesto, trøffelpesto eller citronpesto. Lækker kombination som lige måtte købes med hjem. Herlig dag. Herligt koncept. Kunne godt. Hver søndag!:)

Lam og fanøskinke med tilbehør...

Lam og fanøskinke med tilbehør.

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme

Weekendglimt: Uge 3

Brunch: Vafler og champagne

En weekend i venindernes tegn. Og i fejringens! Når man kigger på verdensfredens tilstand, kan det måske virke lidt paradoksalt, at man kan sidde i lille København og skrive om at nyde livet og hygge sig med lækre sager. Det har jeg tit haft dårlig samvittighed over. Mærket magtesløshedens blege ansigt på allertætteste hold. Sådan så jeg føler, jeg bør gå ud og gøre noget og ændre store ting. Gøre noget mere end at samle penge ind, skrive politiske debatindlæg og opfordre til at stoppe madspild.

Men samtidig føler jeg mig også heldig og forpligtet til at sætte pris på alle de gode ting i tilværelsen. Forpligtet til at nyde øjeblikket, alt hvad jeg kan, mens jeg har det godt.

Shots på Strøm Og det må man sige, jeg har gjort i denne weekend. Fejret livet! Fredag var det med fyraftensdrinks med Yelps anmeldere på cocktailbaren Strøm. En anmelder havde skrevet et godt review af stedet, så vi måtte jo forbi og prøve deres cocktails på tap og deres g-e-n-i-a-l-e mingle-servietter (tag forbi og tjek dem ud!) Og endnu engang kom en anmeldelse på Yelp virkelig til sin ret for sikke et lækkert sted. En gemt perle med spændende, (lidt dyre) men super lækre (og stærke) cocktails. Go Dark n’ Stormy og mandelshots!

Bagefter snuppede vi et koldt glas Riesling og en omgang muslinger på Bar’Vin. Igen: tak til de gode anmeldelser på Yelp. Den kæmpe portion muslinger var helt perfekt, brødet og olivenolien var så godt at man kunne spise det alene, og servicen var helt i top. Stor fan!

Moules på Bar VInBar vin

Lørdag stod den på Girlhood i Empire Bio med en studieveninde fra min bachelor. Vi læste fransk sammen og har derfor en aftale om at tjekke de franske film i byen ud. Ikke nok med at Girlhood er fransk (tjek tjek), så er det også en sjov og fin skildring med den smukkeste mørke pige i hovedrollen. Undergrunds/bandefilm kan for mig godt blive meget dystre og langsomme, men denne havde en positiv klang, som fængede mig fra start til slut. Med en Pingvin-stang i hånden er lykken jo bare sikret!

Og bedst som man troede det ikke kunne blive bedre, besluttede vi os for at slutte aftenen af med thaimad på Aroii. Jeg havde hørt meget om deres rød karry, og varianten med kylling skuffede bestemt ikke. Min veninde snuppede deres grønne karry med bl.a. blæksprutter og laks, og den skal jeg helt sikkert prøve næste gang.

Rød karry på Aroii

Weekenden blev afsluttet på allerbedste bedste vis. Jeg havde nemlig inviteret fem veninder til bananvaffel- og champagnebrunch på Østerbro med alt, hvad dertil hører. Bl.a. hjemmelavet lemon curd og nutella, nødder, abrikoser, blåbær, jordbærmarmeladen fra Rigoni Di Asiago, skyr, chokolade, kokos, grape og så selvfølgelig pink champagne. Opskrifter på de hjemmelavede sager kommer nok dumpende herinde løbende.

Med sådan en weekend kan man kun være klar til uge 4. Bring it on! 🙂

Kh C.

Brunch

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme

Året der gik #2: Store smør-croissanter på Mirabelle

Mirabelle på Nørrebro

Åbningen af Christian Puglisi brød-satsninger Mirabelle og BÆST på Nørrebro fik meget omtale i de traditionelle medier såvel som på de sociale medier i 2014. Det gør mig altid en smule skeptisk. Er det blevet for hypet? Er priserne helt urimelige? Men selvfølgelig skulle det prøves. På BÆST blev jeg en lille smule skuffet over fyldet, mens pizzabundene skabte stor begejstring. Efter at have besøgt Mirabelle måtte jeg til gengæld sige; “Wauw nogle lækre kager og ikke mindst croissanter. Og det er det, dette indlæg skal handle om; Mirabelles kager og croissanter! En oplagt morgenstund på Nørrebro på de dage hvor du på ingen måde er brødflov og Nordisk Brødhus alligevel er lige voldsomt nok (men nøj, deres morgenbræt kan anbefales!!)

Men altså hende her Mirabelle og hendes croissanter! … Jeg er egentlig ikke en croissant-pige (kun når jeg er i Frankrig), men jeg må sige, at Mirabelles er stor og luftig og smager en masse af smør, som den skal. Fedtet men sprød. Det er alligevel den bedste, jeg har fået i byen. Simpelthen! Chokoladebrownien er tung, fyldig, voldsom og nærmest for meget – ligesom jeg allerbedst kan li’ det, og æblegalletten var jeg også ret imponeret over – også selvom den var uden chokolade, hvilket jo er en ingrediens, der helst skal være til stede i alle mine kager og desserter 🙂

Croissant og kaffe på Mirabelle

Vi var tre piger fra Yelp, der var forbi i oktober, og ud over kager og croissant, fik vi også latte og cappuccino. Kaffen var også god – dog lidt lille til prisen – men god. Jeg synes frk. Mirabelle mangler en smule charme og personlighed. Det er lidt sterilt herinde efter min café-smag. Derfor er det nok heller ikke et sted, jeg ville sidde flere timer og virkelig hyggesnakke med en veninde. Men en hurtig kop kaffe eller helt sikkert en pose croissanter to go, når der er venner, kolleger eller familie, der skal forkæles lidt ekstra et sted i byen – det holder 100%.

Mirabelle sælger i øvrigt også pizzaer, og som noget nyt kan man også få dagens suppe med brød til 60. kr. Så man kan altså også stille andet end morgen- og kagesulten herinde – f.eks. inden en god film i Empire Bio.

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme

Sunde kager: bountymuffins til Mellemrummet

Sunde bounty kager

Kender I Mellemrummet? En non-profit café på Ravnsborggade, hvor overskuddet går til Mellemfolkeligt Samvirkes arbejde, og hvor man f.eks. som studerende kan købe noget at drikke og samtidig nyde sin medbragte madpakke uden problemer. Super sejt og vildt sympatisk! Op oplagt her i eksamens-hyggetider. (Er det lige koldt og blæsende i dag? Wow!)

Nå men præcist derfor skulle denne café også danne ramme for mit “kom-forbi-til-en-snak-om-Yelp for efterhånden mange uger siden, hvor jeg havde bagt sunde bountymuffins. Desværre var stedet ramt af vandskade, så vi rykkede til Bevar´s på den anden side af gaden i stedet for. Men nu har de heldigvis fået styr på vandet, og opskriften på disse muffins skal I ikke snydes for – En chokoladekage med en topping af kokos og mascarpone, uden sukker. Perfekt søndags “lad os bare blive indenfor”-snakc. Og opskriften kommer her:

Bounty kager

Sunde bounty kager

Sunde Bountymuffins, 12 stk.

Bund:
1 dåse sorte bønner
8 dadler
2 bananer
4 æg
2 spsk kokosolie
1 dl mælk (mandelmælk eller kokosmælk fungerer også fint)
1 kaffeshot (afkølet)
2 spsk loppefrøskaller
2 dl mandler
1,5 dl havregryn (eller i alt 3,5 dl mandler)
3 dl kakao
1 tsk bagepulver

Topping:
1/2 bøtte mascarpone
3 dl kokosmel
2 tsk vanilje

(Og evt mørk glasur også: 1 avokado, 10 dadler og 1 dl kakao)

Start med at forberede espresso-shottet og lad dem afkøle. Blend herefter bønnerne i en blender/løghakker og mos bananerne i en skål. Hæld bønnemosen i bananmosen og tilsæt æg, kokosolie, mælk og kaffen. Blend herefter mandler og havregryn til en fin mel og hæld denne mel i den “våde” masse sammen med loppefrøskaller, kakao og bagepulver. Rør det hele godt rundt og lad det stå og hvile i 10 minutter. Fordel herefter dejen i muffinsforme og bages ved 180 grader i 25 minutter (tjek med strikkepinden.)

Lav i mellemtiden den snaskede kokostopping hvilket er meget simpelt; mascarpone blandes med kokos og vanilje. Jeg lavede en black n’ white topping, så hvis du vil gøre det samme, laver du den mørke topping ved at blende avokado, dadler og kakao.

Når kagerne er afkølede, smøres kokoscremen på toppen og pyntes med mynte og evt. den mørke glasur, som giver en godt modspil til den søde kokos. Bounty-drømme … uhm!

Læs også min anmeldelse af Mellemrummet her.

Sunde kager

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme

Søndagsudflugt: Økologi og sund lagkage på The Coffeehouse

The Coffeehouse

Hvis du er lidt i dovne- hygge- og forkælelsehumør i dag (hvem er ikke det på en søndag?), kan jeg virkelig anbefale at tage et smut forbi The Coffeehouse lige ved Dronning Louises Bro.

Faktisk var det min bror, der opdagede den lille hyggelige økologisk café for et par uger siden, da han og min mor skulle spise morgenmad – og jeg joinede til en kaffe lidt senere … Og nåhr så fik jeg jo også det her überlækre stykke lagkage lavet af “så sunde ting, at man kan spise det til morgenmad”, som den flinke ejer beskrev den. Den er lavet af bl.a. kokosmælk, boghvedemel, mørk chokolade og vindruer. Et dejligt stor stykke kage som på ingen måde har murstenseffekt i maven. Vi nød lækkerierne udenfor i solen på den her overraskende lækre, varme oktober-lørdag.

20141025-181022.jpg

Men jeg glemte ikke The Coffeehouse lige med det samme, og da jeg og en veninde i torsdags skulle mødes til morgenmad/brunch i torsdags, faldt valget endnu engang på denne økologiske darling og “Morgenmadstallerken I” med et blødkogt “biodynamisk æg” (igen må jeg citere ejeren), god fed yoghurt med müsli, hvidt brød og rugbrød, vesterhavsost, vindruer, druejuice (virkelig godt!) og kaffe. Simpelt og godt og en regning på 230 i alt for to personer.

The Coffeehouse

Denne gang var vejret ikke til solbadning, men det er nu også ren råhygge at sidde indenfor i den lille hule med udsyn til et stort langbord, aviser, stille og rolig stemning og det spændende kageudvalg og brød fra et bageri i Charlottenlund. Jeg skal tilbage og smage deres marengskage (som man efter sigende kan spise en hel af uden at opleve murstenseffekt), og den lækre chokoladekage “som nok er den mest usunde, de har”. Og det her glas druejuice – det kan jeg godt drømme lidt om.

I dag står den på lidt cykeludflugt, boglæsning, frivillig job-søgning (Knæk Cancer sætter altid sine spor) og pizza. Aaaah søndag! 🙂

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme

ChiaGRØD med lakrids, peanutsmør, græskar og figner

LakridschiaGRØD med peanutsmør, græskar og figner

GRØD-føljetonen er ikke slut endnu, sæsonen er kun lige gået i gang, og vi fortsætter med en omgang lakridschiagrød med peanutbutter, figner og ristede græskarkerner og figner. I modsætning til den “indiske” chiagrød med mango og mynte, som jeg i indlægget foreslog, at GRØD putter på menukortet, er denne udgave til dels inspireret af en grød jeg fik på Jægersborggades café sidst på sommeren sammen med Linn fra bloggen Frøken Kræsen.

Og så alligevel; same same, but different. For mens den grød jeg fik på Nørrebro for det første var varm, lavet på havre og var med stikkelsbær på toppen, er denne en kold chiagrød tilsat lakrids, med figner efter sæsonen, men med peanutbutter og ristede mandler – og så også lige ristede græskarkerner på toppen. Masser af proteiner, zink, smag og omega 3. Kan virkelig anbefales!

LakridschiaGRØD med peanutsmør, græskar og figner

LakridschiaGRØD med peanutsmør, græskar og figner, 2 personer

1,5 dl chiafrø
4 dl mandelmælk (eller den mælk du nu foretrækker)
2 spsk lakridspulver
(Evt. lidt havregryn hvis grøden skal være ekstra mættende)
1 moset banan af mellemstørrelse

2 spsk peanutsmør
0,5 dl ristede græskarkerner
0, 5 dl mandler
1-2 friske figner

Rist græskarkerner og mandler på en tør pande og lad dem afkøle. Put chiafrøene i en skål med låg sammen med mælken. Tilsæt lakridspulveret lidt efter lidt, og rør forsigtigt det hele sammen. Put låg på skålen og sæt grøden i køleskabet natten over.

Næste morgen rører du i grøden med en ske, fordeler den i to portioner, og topper med 1 spsk peanutbutter på hver portion. Drys med mandler og græskarkerner og top med de friske figner – og så er der ellers dømt morgenhygge!

LakridschiaGRØD med peanutsmør, græskar og figner

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme