Rub og Stub: Nem rødkålssalat af julerester

Rødkålssalat
Julemad er julemad, og det skal der ikke laves om på. Men nu har det jo været jul, vi har fået kød, sovs, rødkål og kartofler til den helt store guldmedalje – og har måske endda lyst til at give medaljen væk igen. Men det er der ingen grund til. Der er heller ingen grund til at smide overskydende madrester væk, når man kan bruge dem på nye måder.

Samme filosofi har Rub og Stub på Rådhusstræde (i Huset KBH). En non-profil restaurant, som laver lækkerier af først og fremmest de grøntsager og frugter, som madindustrien ikke kan bruge pga. forkert størrelse, fordi de nærmer sig “bedst før”-datoen eller af andre årsager. Herinde stammer 30% af ingredienserne fra overskydende mad, og det synes jeg virkelig er beundringsværdigt. De tager om nogen kampen op mod vores madspild!

Jeg vil gerne gå i Rub og Stubs fodspor med denne nemme salat lavet af bl.a. rødkålsrester og clementiner fra juledagene. Når det kommer til nem og succesfuld restemad, er min redning nr. 1 kikærter eller andre bønner, gerne fra dåse. Det er så meget nemmere at leve sundt med disse darlings i gemmeren. Fordi de mætter, er sunde, og fordi de smager så lækkert – ikke mindst efter en god rulletur på panden. Mine rester bød foruden rødkål og clementiner også på bagte græskar og min yndlingspesto fra SuperBrugsen lavet på olivenolie (Gusto è Arte), og på mindre end 5 minutter stod den klar; min julereste-salat, som I får den simple opskrift på her:

Rødkålssalat

Nem rødkålssalat af julerester (1-2 personer)

1 dåse kikærter
1 god håndfuld rå rødkål (eller det du nu har)
1/4 butternut græskar fra dagen inden (bagt i ovnen med timian og olie). Har du kødrester fra julen, kan disse også sagtens tilsættes. Jeg trængte dog lige til et vegetarisk måltid.
1 clementin
1-2 spsk pesto
Evt. en lille håndfuld valnøddekerner stegt på en tør pande.

Skyl kikærterne i et dørslag, pil clementinen og skær rådkålen i tynde skiver. Put kokosolie på en pande ved jævn varme og steg først rødkål og kort efter kikærterne. Steg det hele sammen på panden i 5-7 minutter og tilsæt kødstykker (eller græskarrester som jeg gjorde) og vend kort med kål og kikærter samt saften fra halvdelen af clementin-bådene. Skru helt ned for varmen og vend olivenolie og krydderier (eller pesto hvis du har det på lager) i massen og bland til sidst de resterende clementinbåde i. Drys evt. med de sprøde valnøddekerner og spis dig mæt og glad. Rub og Stub!

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme

Stop madspild og lækkert mad på Il Buco…

Event på Il buco

Hvis jeg havde bare lidt flere timer i døgnet, ville jeg gøre lidt mere for at tage kampen op mod madspild. Som den madelsker jeg er, gør det så ondt i mit hjerte, når jeg ser mad blive gammelt, og jeg må nærmest lukke øjnene, når jeg en sjælden gang lader mad dumpe ned i skraldeposen med et brag. For næh nej.. vi bliver ikke ved med at have alle ressourcer tilgængelige, og vi bør simpelthen hanke op i os selv og blive bedre til at planlægge og begrænse vores forbrug – til at udnytte og genanvende!

Med denne interesse og bekymring i min personlige tanke- og indkøbspose var det da heller ikke svært at sige ja tak til Siemens bloggerevent på smukke Il Buco på Bryggen i sidste uge. Jep, de ville fremvise deres nye køleskab, som holder madvarerne friskere og er mere bæredygtigt. Det er marketing med henblik på salg! Men det er også et statement, et budskab der følger med i pakken. Madspild og gode råd til at undgå dette.

20141113-085400.jpg

Alt sammen illustreret med kreativiteter sammensat af de dygtige Il Buco-folk og baseret på de ting, vi ofte kan finde slatne, triste og måske mugne henslægt i køleren; rødbeder, kål, brød og æbler f.eks. Dette blev lavet til en forrygende frokostmenu med blandt andet jordskokkecreme, kammusling og karamelliseret blomkål – og så en fantastisk dessert af french toast med brød og æble. Alt sammen smuk anrettet ved siden af de overfede retro-bordkort lavet af kartoffeltryk med vores navne på (hvem sagde 90’er flaskback?!)

Et af husrådene var at putte rodfrugter, fx gulerødder i vand, hvis de begyndte at blive bløde og kedelige – et døgns tid vil få dem til at blomstre op igen. Det råd har jeg helt sikkert taget med hjem og arkiveret.

Il Buco

Køleskabet blev vist frem, og ja – det var da virkelig et, man fik lyst til at købe (overdelen blev begrænset lidt af en smart isterning og vakuum-funktion i midten, hvilket der umiddelbart er både fordele og ulemper ved) … men det var så bæredygtigt og smart! Heldigvis er de også ved at udvikle andre modeller der kan give mere plads foroven.

Jeg sendte fluks en kærlig tanke til alle de ekstra (og gamle(!)) køleskabe, som vi danskere har stående rundt omkring i landet. De forårsager dobbelt så meget CO2 som de nye køleskabe, kan man lære på Experimentarium City. Og ofte står de bare i en kælder. Med øl i og måske sodavand. Til den dag der liiiiige kommer gæster. Det er unødvendigt og dumt. Ud med dem, Danmark!

Hvad gør du for at undgå madspild?

#stopmadspild

Kh C.

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme