Low carb vaffel salade de chèvre

Vaffel gedeostsalat

Det er ikke første gang, der er salade de chèvre på bloggen. På ingen måde! Men det er første gang, at der er salade de chèvre – med vafler – på bloggen!

For vi kan ikke komme helt udenom det. Det er da bare lækkert med et snasket stykke brød under gedeosten, som man f.eks. får hos Pastis og andre gode gedeost-givere i byen. Men prøv dem med de her vafler af søde kartofler og kikærtemel, og lykken er intakt. Jeg er meget til en enkel salat, når det kommer til gedeostsalat: grøn salat, valnødder, en god balsamico og evt. lidt radiser og hindbær. Det er lykken!

Gedeostsalat

Low carb vaffel salade de chèvre, 2 personer

Sød kartoffel-vafler:
2 dl mos af søde kartofler (kog kartoflerne møre eller varm dem i ovnen ved 200 grader i 45 min. (brug en rest fra dagen inden, eller lav noget andet samtidig f.eks. bagte søde kartofler. Du kan også bruge anden slags mos eller revet squash i stedet) 
2 æg
4 spsk loppefrøskaller
1 dl kikærtemel
Salt og peber

1 pakke blandet grøn salat
1 lille bundt radiser
1 rulle gedeost
1 dl valnødder
1 dl olivenolie
0,5 dl balsamico
1 tsk honning
Salt og peber
Friske eller tørrede hindbær

Lav først vaffeldejen ved at blande ingredienserne sammen og lad den trække. Varm i mellemtiden valnødderne i ovnen ved 180 grader i 10 minutter eller rist dem på en tør pande og hak dem i mindre stykker når de er afkølet. Lav også marinaden ved at blande olivenolie, balsamico, honning og salt og peber godt sammen. Skyl og skær radiserne i fine skiver, skyl salaten og skær gedeosten i fine skiver.
Herefter laver du to vafler af vaffeldejen. Put godt med kokosolie på jernet og fordel halvdelen af dejen i jernet med en gaffel eller ske (og gentag). Når vaflerne er færdige skærer du dem i hjerter, putter dem på en bageplade og topper dem med gedeost på hvert hjerte. Varm dem herefter i ovnen ved 180 grader i 10 minutter.

Fordel salaten og radiserne i to tallerkner og vend marinaden i. Læg vaffelhjerterne på salatbunden, drys med valnødder og hindbær og server med det samme.

Tip: Kan også bruges til dessert. Jeg elsker gedeostsalat til dessert 🙂

Vaffel gedeostsalat

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme

Bagte søde kartofler med bacon, champignon og tomat

Bagte søde kartoflerOkay to ting jeg lige må ud med:

1. Jeg er så vild med søde kartofler, at de var hovedingrediensen i 5 ud af 7 måltider i sidste uge. (*indsæt “abe der holder sig for øjnene-smiley”* ;))
2. Der er så mange spændende nye kogebøger på markedet i øjeblikket, og jeg har testet et par stykker fra Politikens Forlag. Bl.a. “Sunde grønne retter” af Anne Hjernøe, som er inspirerende i al sin enkelthed. Jeg har faktisk ikke andre af “AnneMad”s tidligere kogebøger – og først nu ved jeg, hvad jeg er gået glip af. Jeg kan virkelig li’ hendes stil! Opskrifterne er varierede, og ingredienserne er sunde og simple.

Bagte søde kartofler

Alt i alt har 1. + 2. nu efterladt mig med en ny afhængighed: bagte søde kartofler. Hallo there, siger jeg bare! Ja, jeg kunne jo nærmest have lyst til at starte min egen foodtruck med skabningerne ala Tonis Lángos på Nørreport og sælge ud af dem. Ah ok, måske ikke – men I kan formentlig følge min begejstring.

AnneMad laver kartoflerne med græskarsmør – en sammensmeltning af græskarkerner og smør (det enkle igen) og foreslår også at supplere med serrano/bacon toppet med karse. Mine blev med kalkunbacon, soltørrede tomater, champignon, smør, solsikkekerner og karse. Og nøj da en herlighed! Jeg lavede to af de kæmpestore kartofler og planen var at gemme den ene, men det skete så ikke (*indsæt abe igen*). Haps det er godt. Og mange flere kombinationer skal klart testes herhjemme i min egen lille Østerbro food truck.

Bagte søde kartofler
Bagte søde kartofler med kalkunbacon, champignon og tomat, 2 personer

2 store bagte kartofler (eller fire lidt mindre, men ikke for små)
1 pakke kalkunbacon
En håndfuld champignon
4 hele soltørrede tomater
4 spsk smør
Topping:
Karse
1 dl solsikkekerner
Evt. radiser

Vask og skrub kartoflerne rigtig godt og tør dem hårdt, evt. med et tørt viskestykke. Skær et kors øverst på en af langsiderne og bag dem på en bageplade ved 200 grader i ca. 40 minutter (afhængig af størrelse – mine var kæmpe og fik nærmere 50 min.)

Rist solsikkekernerne på en tør pande og lade dem afkøle. Skær champignon i mindre stykker, og marinér dem med olie, skær også bacon i mindre stykker og læg begge ting i ovnen på en bageplade sammen med de søde kartofler. Tag dem ud igen efter 10 minutter. Skær de soltørrede tomater i mindre stykker og rør dem sammen i en skål med de ovnbagte champignon og bacon.

Når kartoflerne er færdige, trækker du forsigtigt i flipperne fra korset og fjerner noget af kødet, så der er plads til fyldet (jeg gemte det til næste dag og brugte det til vafler). Put herefter 2 spsk smør i hver kartoffel og lad det afkøle.

Fyld halvdelen af din grøntsags/bacon blanding i hver kartoffel, top med karse, solsikkekerner, evt. radiser og servér med det samme til noget kød eller salat.

//Kogebogen i dette indlæg er sponsoreret af Politikens Forlag//

Bagte søde kartofler

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme

Hurtigt hverdagsmad: Fiskemandens rejesalat med edamame og avokado

Nem og hurtig aftensmad: Rejesalat

Inspirationsforladt københavner i hverdagen? Klokken er fem minutter i “alt lukker”-tid, det er blevet sent, jeg “burde lave mad, men gider ikke rigtigt”, jeg gider og nænner faktisk heller ikke at købe take away. I går stod den på vafler, dagen inden thaimad. Og arrrrgh hvad var det nu for en opskrift, jeg så i en kogebog i går? Den lød så god, men nu har jeg glemt at skrive ingredienserne ned. Men hovsa, der var fiskemanden “Odin” nede på hjørnet lige. Og jeg har salat og avokado i køleskabet, og edamame-bønner i fryseren. En rejesalat til mig, tak! Og så er middagen i hus. På 5 minutter. Halløjsa!

Normalt er jeg over-inspireret i køkkenet. Men i perioder med meget arbejde og en kalender der buler ud, som var den gravid, kan det være svært at finde tid. Så har jeg bare brug for én lækker og færdigkøbt ingrediens, som kan redde hele middagen. Som en lækker fiskesalat (jep, den der med godt med mayo) hos min lokale fiskemand. Den koster ikke alverden, du behøver ikke så meget, og den kalorietunge salat (igen: mayo), opvejes fint og sundt, når du blander den med proteiner og grønne guldkorn.

Nem og hurtig aftensmad: Rejesalat

Fiskemandens rejesalat med edamame og avokado, 2 personer

En bøtte reje- eller krabbesalat fra den lokale fiskemand (eller hjemmelavet af en mellemstor bøtte rejer, blandet med 3 spsk mayonnaise, 2 spsk creme fraiche eller skyr, lidt citronsaft, dild og salt og peber.)
1 bakke blandet salat
1 avokado
4 dl (gerne frosne) edamamebønner
7-8 datterino/cherry tomater
1 dl olivenolie
0,5 dl balsamico-eddike
Salt og peber
Evt. lidt frisk dild og lidt citronsaft

Hvis du har edamame-bønnerne på frost, så start med at koge noget vand og hæld det over bønnerne i en skål. Lad dem lige i et par minutter og skyld dem i koldt vand i et dørslag, drys salt over, rør rundt og lad dem ligge lidt. Skyl salaten, og skær tomater i halve samt avokado i mindre stykker. Bland olie sammen med balsamico, salt og peber. Placér salaten i to tallerkner og fordel marinaden over de to portioner, vend rundt. Put herefter resten af ingredienserne på salatbunden: start med bønner og rejesalat og top med avokado, tomater og evt. lidt dild og citron.

Servér med det samme, evt. med søde kartoffel-fritter (som dog kræver ekstra tid i skemaet. Her skærer jeg 3 mellemstore søde kartofler i tynde, aflange skiver, vender dem med 2 spsk olivenolie i en plasticpose og krydrer dem med salt samt ønskede krydderier (jeg plejer at bruge “Dukkah” fra Mill & Mortar).

Nem og hurtig aftensmad: Rejesalat

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme