Frisk fisk eller Fakta?

Hvad har størst indflydelse på dine valg, når du handler? Prisen, kvaliteten, emballagen, eller noget helt fjerde? Måske stedet?

Nu starter det her indlæg nærmest som en del af en never-ending markedsundersøgelse…  tro mig … det er bestemt ikke meningen. Tværtimod. Når jeg spørger, er det faktisk med et måske ret så ledende og måske på grænsen til manipulerende håb om, at stedet er med i overvejelserne.

Avokadoer

For jeg synes, det er så trist, når butikker og ellers så flotte steder lukker.

Det er ikke så længe siden, jeg med grovbirkes-og-müslimuffins-higende sjæl bevægede mig mod min daværende nabo Johansens bageri, og skuffet (og et par timer senere: grædefærdig) måtte acceptere lækkeriernes placering bag lås og slå og et ‘til salg’-skilt på vinduet. Knap var det sidste Johansen-brød blevet solgt, før en ny Fakta Q blev åbnet på modsatte side af vejen med opvarmet brød til billige priser. Ren tilfældighed?

Så var det den fantastiske Madtjenesten på Østerbro, der besluttede sig for at stoppe som legendarisk salat-, romanescodip og romkugle-pusher i hjertet af Ndr. Frihavnsgade. For slet ikke at tale om restauranten KogT på Bredgade … og også min yndlings-juicebar Njoy på Store Kongensgade var ved at trække stikket ud af juiceren – indtil en venlig sjæl trådte til, og salget af de snaskede laksesandwich og juices kunne fortsætte.

Siden da har jeg fået en slags ‘åh, kære butik, du må ikke lukke-trauma’. Især i forhold til hvor jeg handler. Er det okay at snuppe avokadoerne her, når jeg måske burde købe det hos den lille grønthandler på hjørnet i stedet? Eller fisk i fakta-fryseren frem for den noget dyrere, men friskfangede fra ‘Hav’? Og kan jeg virkelig tillade mig at købe det rugbrød på tilbud i bageren i Føtex og samtidig fravælge det fine mørke brød med tranebær, som ligger frisk og uopdaget og venter på mig hos Krummen og Kagen på Amagerbrogade, som kun har brødet som indtægtskilde? Dilemma! Jeg husker min fars ord om at brød skal købes hos bageren, og fisk ved fiskehandleren. Og selvom jeg en lørdag morgen nærmest har drømt mig varm på en latte fra Baresso, har jeg alligevel lidt dårlig samvittighed over at nyde morgenkaffen det samme sted som resten af københavnerne, i stedet for at give den spritnye café med opstartsvanskeligheder en passende chance.

Baresso

Og nu bliver det i tide og utide en besættelse for mig. Det der ansvar for at holde de ‘små i live’. Ansvaret som forbruger. Den nagende tanke om den lille niche-bager der må lukke, mens kæderne og supermarkederne brager løs og derudaf.

Men når alt kommer til alt, handler det jo også om at gøre og købe det, man har allermest lyst til – og ikke mindst råd til!… og hvis man simpelthen ikke har råd til de der lækre laksefilletter til 60 kr. stykket, eller den nyåbnede café bare ikke laver lige så lækker kaffe som Baresso, er der jo ikke så meget at stille op … er der det?