Året der gik #2: Store smør-croissanter på Mirabelle

Mirabelle på Nørrebro

Åbningen af Christian Puglisi brød-satsninger Mirabelle og BÆST på Nørrebro fik meget omtale i de traditionelle medier såvel som på de sociale medier i 2014. Det gør mig altid en smule skeptisk. Er det blevet for hypet? Er priserne helt urimelige? Men selvfølgelig skulle det prøves. På BÆST blev jeg en lille smule skuffet over fyldet, mens pizzabundene skabte stor begejstring. Efter at have besøgt Mirabelle måtte jeg til gengæld sige; “Wauw nogle lækre kager og ikke mindst croissanter. Og det er det, dette indlæg skal handle om; Mirabelles kager og croissanter! En oplagt morgenstund på Nørrebro på de dage hvor du på ingen måde er brødflov og Nordisk Brødhus alligevel er lige voldsomt nok (men nøj, deres morgenbræt kan anbefales!!)

Men altså hende her Mirabelle og hendes croissanter! … Jeg er egentlig ikke en croissant-pige (kun når jeg er i Frankrig), men jeg må sige, at Mirabelles er stor og luftig og smager en masse af smør, som den skal. Fedtet men sprød. Det er alligevel den bedste, jeg har fået i byen. Simpelthen! Chokoladebrownien er tung, fyldig, voldsom og nærmest for meget – ligesom jeg allerbedst kan li’ det, og æblegalletten var jeg også ret imponeret over – også selvom den var uden chokolade, hvilket jo er en ingrediens, der helst skal være til stede i alle mine kager og desserter 🙂

Croissant og kaffe på Mirabelle

Vi var tre piger fra Yelp, der var forbi i oktober, og ud over kager og croissant, fik vi også latte og cappuccino. Kaffen var også god – dog lidt lille til prisen – men god. Jeg synes frk. Mirabelle mangler en smule charme og personlighed. Det er lidt sterilt herinde efter min café-smag. Derfor er det nok heller ikke et sted, jeg ville sidde flere timer og virkelig hyggesnakke med en veninde. Men en hurtig kop kaffe eller helt sikkert en pose croissanter to go, når der er venner, kolleger eller familie, der skal forkæles lidt ekstra et sted i byen – det holder 100%.

Mirabelle sælger i øvrigt også pizzaer, og som noget nyt kan man også få dagens suppe med brød til 60. kr. Så man kan altså også stille andet end morgen- og kagesulten herinde – f.eks. inden en god film i Empire Bio.

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme

Søndagsudflugt: Økologi og sund lagkage på The Coffeehouse

The Coffeehouse

Hvis du er lidt i dovne- hygge- og forkælelsehumør i dag (hvem er ikke det på en søndag?), kan jeg virkelig anbefale at tage et smut forbi The Coffeehouse lige ved Dronning Louises Bro.

Faktisk var det min bror, der opdagede den lille hyggelige økologisk café for et par uger siden, da han og min mor skulle spise morgenmad – og jeg joinede til en kaffe lidt senere … Og nåhr så fik jeg jo også det her überlækre stykke lagkage lavet af “så sunde ting, at man kan spise det til morgenmad”, som den flinke ejer beskrev den. Den er lavet af bl.a. kokosmælk, boghvedemel, mørk chokolade og vindruer. Et dejligt stor stykke kage som på ingen måde har murstenseffekt i maven. Vi nød lækkerierne udenfor i solen på den her overraskende lækre, varme oktober-lørdag.

20141025-181022.jpg

Men jeg glemte ikke The Coffeehouse lige med det samme, og da jeg og en veninde i torsdags skulle mødes til morgenmad/brunch i torsdags, faldt valget endnu engang på denne økologiske darling og “Morgenmadstallerken I” med et blødkogt “biodynamisk æg” (igen må jeg citere ejeren), god fed yoghurt med müsli, hvidt brød og rugbrød, vesterhavsost, vindruer, druejuice (virkelig godt!) og kaffe. Simpelt og godt og en regning på 230 i alt for to personer.

The Coffeehouse

Denne gang var vejret ikke til solbadning, men det er nu også ren råhygge at sidde indenfor i den lille hule med udsyn til et stort langbord, aviser, stille og rolig stemning og det spændende kageudvalg og brød fra et bageri i Charlottenlund. Jeg skal tilbage og smage deres marengskage (som man efter sigende kan spise en hel af uden at opleve murstenseffekt), og den lækre chokoladekage “som nok er den mest usunde, de har”. Og det her glas druejuice – det kan jeg godt drømme lidt om.

I dag står den på lidt cykeludflugt, boglæsning, frivillig job-søgning (Knæk Cancer sætter altid sine spor) og pizza. Aaaah søndag! 🙂

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme