Neighbourhood: Sundere pizza og cocktails på Vesterbro. Med et twist!

Pizza på Neighbourhood

I november skrev jeg om vores  Movemberfest på det forholdsvis nye økologiske Neighbourhood på Vesterbro. Her kom jeg lige kort ind på stedets koncept, men da jeg sidste weekend igen var forbi og få den fulde menu; snack, pizza, cocktails og desserter, synes jeg alligevel lige, jeg vil skrive lidt mere om denne stjerne her på bloggen.

Navnet kan måske undre nogle lidt, men dette “naboskab” forstår man, når man træder ind på restauranten og ser langbordene. Man sidder tæt, kan komme i dialog med sin nabo, og ifølge Martin, som ejer stedet, deler gæsterne indimellem vin mm. på tværs af selskaber, de ikke kendte inden middagen. Det synes, jeg er super fedt, og et interessant moderne input til den danske tradition om, at man helst placerer sig lidt isoleret og kun taler med dem, man er afsted med. Det kan selvfølgelig også være rart, men jeg synes også om, at man har muligheden for at blande sig med andre 🙂

Pizza på NeighbourhoodPizza på Neighbourhood

Menukortet herinde er simpelt; Et par ret sunde snacks at vælge mellem, pizzaerne og så tre desserter. Let og enkelt. Vi snuppede et bræt med rodfrugter og dip inden pizzaerne til den fair pris af 35 kr. En god start! Da det ikke længere er jul, var and/rødkålspizzaen, som jeg desværre ikke nåede at smage til Movemberfesten, taget af menukortet, men i stedet delte vi en laks/gulerod og spinat/skinke. Kan virkelig anbefale at man deler to forskellige, da de store bræt, man får dem serveret på, gør det let at dele.

Et andet tip er at tage de tre forskellige olier på langbordene i brug. Jeg siger jer; deres hvidløgsolie sammen med de her sprøde bunde og det meget opfindsomme fyld; det er intet mindre end en fantastisk oplevelse. Min blog er en hyldest til alternative smagsoplevelser, og det er præcist, hvad du får herinde; en masse lækre friske grøntsager og krydderurter – og godt med kød og ost.

Pizza på Neighbourhood

Bundene indeholder 3 gange mindre brød end almindelige pizzaer, og der er virkelig fokus på fyldet – råvarerne og økologien. Derfor ser du også nogle lidt mere pricy priser herinde, end du måske er vant til at betale for pizza. Det er en bund, der knækker og efterlader mindre stykker når du skærer i den, men når du så samler disse krummer med fyld, rucola, karse, skinke, mascarpone, Røde Kristian og hvidløgsolie i én mundfuld, giver den en anderledes, vidunderlig smag, som du måske ikke har prøvet før. Jeg har i hvert fald ikke!

Og så deres cocktails: Igen lavet uden så meget pjat. Nemlig naturligt! Friske krydderurter, hjemmelavede sirupper og juices, og figenpuré som jeg f.eks. fik i min “Your daily figs”-cocktail. Den var dog lidt mindre i størrelsen end Cu-cress garden og Thyme Well Spent, som nok er mine to favoritter.

Figen cocktail

Også til dessert er der tænkt nyt og på dem, der gerne vil leve mere naturligt og med mindre tilsat sukker. Vi fik deres cheesecake-dessert lavet på skyr og mascarpone og så chokolademoussen med lækre friske bær og rødbede/kaffegelé. Simpelthen så godt og friskt. Og den mørke chokolade og mandelkage der er brugt som crunch. Mums for pokker siger jeg bare!

Neighbourhood har snart et nyt menukort – og koncept coming up. Så hold øje med dem. Jeg er der i hvert fald så snart kortet ændrer sig. Kan.ikke.misse.det!

Pizza på NeighbourhoodDessert på Neighbourhood

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme

Restaurant Kjøbenhavn: kroppen til byens sjæl

KjøbenhavnRestaurant KjøbenhavnJeg har tænkt over det… Og hvis man skulle finde kroppen til Københavns sjæl et sted i byen, må det være på Restaurant Kjøbenhavn i Dronningens Tværgade.

Ikke nok med at man herinde straks mødes af alle byens motiver lige fra Irmas høne ved søerne til storkene på springvandet og 5A-bussen malet på væggen af kunstneren ‘Mormor’ – også retterne hedder København-relaterede ting. På den måde må man sige, at bloggen og Kjøbenhavn har det store kærlighedsfokus på byen til fælles. Præcis som jeg her på bloggen drager paralleller til min mad og byen, serverer Restauranten ‘Kanalrundfart’ med ‘lidt af hvert fra hele byen’, og tartar ved navn ‘Kødbyen’. Hver måned kåres ‘månedens københavner’ med en ret udvalgt af en kendis i byen, og ja! Det er simpelthen gennemført fra ende til anden! Med gode muligheder for at vælge en rimelig sund menu.

Restaurant Kjøbenhavn

For to uger siden var jeg sammen med Maria fra bloggen Vanløse Blues inviteret forbi denne ‘kroppen til København’-restaurant. Ren ønske-torsdag som måtte indvies med drinks lige overfor på Fidel’s … sådan for lige at gøre os helt klar på oplevelsen.

Lækkert blev vi indrettet ved bordet, og uheldigvis (for Maria) blev jeg placeret med ansigtet mod vægmaleriet omtalt længere oppe. “Ej se den”, “og den”… “og det er da…” Hvor kunne jeg bruge lange øjeblikke på at studere det kunstværk. Wauw! Igen!

Først fik vi serveret friske bobler og et bræt med flæskesvær, ølpølser, friteret andelår, syltet fennikel og en yderst unik sennep til. Og så skulle der vælges mellem de mange fristelser og spændende navne på tavlen. Svært var det. Men det endte med stenbiderrogn og rygeost alias ‘Kvabso’ til Maria og lynstegt tun med avokado og wasabi forklædt som den kære ‘Gammel Strand’ til mig. Simpelthen så lækre, fint sammensatte og friske forretter – begge to (for ja man kan jo godt hapse lidt af hinandens tallerkener).

Kjøbenhavn

Hovedretten fortsatte i det våde element med en “Københavns havn” i skikkelse af en lyssej. Som … ja jeg ved ikke, hvordan I har det med hvid fisk, men jeg synes virkelig det hører til kategorien: ‘Stort sats!’, fordi mange simpelthen ikke får gjort fisken smagfuld og spændende nok. Tænkte vi så sådan om Kjøbenhavns udgave? Nej.. nej og Ikke det der ligner! Den var simpelthen så sprødstegt, saftig og serveret med en dejlig muslingeskum og rodfrugter, der sendte sanserne op på toppen af rundetårn – for nu at blive i københavner-retorikken 🙂

Restaurant Kjøbenhavn

Til dessert valgt vi ostebræt, som bestod af gourmetoste fra Arla Unika, kvædemarmelade og seje (altså på den cool måde) sorte(!) ‘blæk-knækbrød’. Med fare for at vi i euforien glemte vigtige øjeblikke af vores fortid, blev vi i dette øjeblik enige om, at det var den bedste ostetallerken, vi nogensinde havde smagt. Kornly, Havgus, Krondild og Blå Kornly (mest Marias favorit – sådan en sag er for skrap for mig:)) var vores nye bedste venner. Og har I ikke smagt disse oste, kan de virkelig anbefales med et kæmpe A, hånden på hjertet og ingen skjulte intentioner 🙂

TIl kaffe og te kom kronen på københavner-værket: Brostenen! Fra Nørrebro… Som serveringsskål til to stykker saltet karamel omsvøbt med tyndt chokolade. Er det lige gennemført eller gennemført?

Restaurant KjøbenhavnKjøbenhavn

Kroppen til byens sjæl er fundet! Tag et smut forbi … hvis du ligesom os har København på hjernen 🙂

Ps. Find deres menu mm. her

Restaurant Kjøbenhavn

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme