Low carb vaffel salade de chèvre

Vaffel gedeostsalat

Det er ikke første gang, der er salade de chèvre på bloggen. På ingen måde! Men det er første gang, at der er salade de chèvre – med vafler – på bloggen!

For vi kan ikke komme helt udenom det. Det er da bare lækkert med et snasket stykke brød under gedeosten, som man f.eks. får hos Pastis og andre gode gedeost-givere i byen. Men prøv dem med de her vafler af søde kartofler og kikærtemel, og lykken er intakt. Jeg er meget til en enkel salat, når det kommer til gedeostsalat: grøn salat, valnødder, en god balsamico og evt. lidt radiser og hindbær. Det er lykken!

Gedeostsalat

Low carb vaffel salade de chèvre, 2 personer

Sød kartoffel-vafler:
2 dl mos af søde kartofler (kog kartoflerne møre eller varm dem i ovnen ved 200 grader i 45 min. (brug en rest fra dagen inden, eller lav noget andet samtidig f.eks. bagte søde kartofler. Du kan også bruge anden slags mos eller revet squash i stedet) 
2 æg
4 spsk loppefrøskaller
1 dl kikærtemel
Salt og peber

1 pakke blandet grøn salat
1 lille bundt radiser
1 rulle gedeost
1 dl valnødder
1 dl olivenolie
0,5 dl balsamico
1 tsk honning
Salt og peber
Friske eller tørrede hindbær

Lav først vaffeldejen ved at blande ingredienserne sammen og lad den trække. Varm i mellemtiden valnødderne i ovnen ved 180 grader i 10 minutter eller rist dem på en tør pande og hak dem i mindre stykker når de er afkølet. Lav også marinaden ved at blande olivenolie, balsamico, honning og salt og peber godt sammen. Skyl og skær radiserne i fine skiver, skyl salaten og skær gedeosten i fine skiver.
Herefter laver du to vafler af vaffeldejen. Put godt med kokosolie på jernet og fordel halvdelen af dejen i jernet med en gaffel eller ske (og gentag). Når vaflerne er færdige skærer du dem i hjerter, putter dem på en bageplade og topper dem med gedeost på hvert hjerte. Varm dem herefter i ovnen ved 180 grader i 10 minutter.

Fordel salaten og radiserne i to tallerkner og vend marinaden i. Læg vaffelhjerterne på salatbunden, drys med valnødder og hindbær og server med det samme.

Tip: Kan også bruges til dessert. Jeg elsker gedeostsalat til dessert 🙂

Vaffel gedeostsalat

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme

Gedeostsalat ala Nordlys Café

Gedeostsalat ala Nordlys Café

Sikke en god idé. Gedeostsalat ristet i græskarkerner! Da den rare tjener på Café Nordlys i sidste gang forklarede mig (da jeg ikke kunne vælge mellem deres retter til frokost), at han ikke selv kunne lide gedeost, men at deres variant efter sigende var god – og gedeosten ristet i græskarkerner, var jeg ikke i tvivl .. det skulle da bare så meget prøves!

Som sagt så gjort – og så godkendt. Salaten kom ind med en stor skive gedeost på toppen og ellers i en blandet symfoni af avokado, agurk, æbler, tomat og de her lækre mandler med salt og balsamico-eddike.

Agurk og æbler synes jeg ikke helt hører hjemme i en gedeostsalat, men det smagte nu godt. Dog er fordelen, når man fortolker København i sit eget køkken, at man jo kan lave det præcist som man helst vil. Derfor har jeg nu ladet mig inspirere af Nordlys, men lavet salaten som jeg godt kan li’ den: simpel og fransk inspireret med rucola i en balsamico-dressing og beklædt med den gode gedeost/græskar-version og derudover avokado og mandler. Det smager møggodt. Gedeosten bliver så sprød og lækkert – og jeg kan virkelig anbefale dig at give det et forsøg!

Gedeostsalat ala Nordlys Café

Gedeostsalat ala Nordlys Café, 2 personer

1 pakke rucola (eller blandet salat)
1 god håndfuld græskarkerner
1/2 rulle lækker gedeost
1-2 avokadoer
20-30 mandler ristet i lidt olie og soya eller balsamico eddike
4 spsk olivenolie
2 spsk balsamico eddike

Steg først mandlerne i olivenolie og enten soya eller balsamico eddike ved svag varme i 7-10 minutter. Lad dem afkøle. Skær gedeosten i skiver og vend dem i græskarkerner, så kernerne sætter sig fast på siderne (pres dem evt. ekstra godt på med lidt magt og snilde.) Steg dem på panden på begge side, indtil kernerne bliver lysebrune og osten er godt varm. Skær herefter avokadoen i skiver og skyl salaten i et dørslag. Bland olivenolien og balsamico sammen med salaten i en skål. Fordel salaten på to tallerkner og anret med gedeost og avokado og top med mandlerne. Servér med lidt lækkert brød – et voila!

Gedeostsalat ala Nordlys Café

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme

Vegetar i København part 2: Astrid og aberne og Brøl

Vegetar i København part 2: Astrid og aberne og BrølVegetar i København part 2: Astrid og aberne og Brøl

Så er det vist endnu engang tid til en lille update på vegetarfronten. Når man starter en part 1, skal man også meget gerne følge op med en 2’er. Og en 3’er. Og meget gerne en 4’er. Den første opfølgning kommer her. Og den er faktisk en “2 i 1” (hvad skal det her ikke udvikle sig til? 🙂 )

Det første sted jeg vil nævne er “Brøl” ( = Brød og Øl – er fan af det navn), som måske umiddelbart lyder ret mandigt og “godt med kød-agtigt”. Ikke desto mindre fik jeg en virkelig god gedeostsalat herinde. Sindssyg god ost, som jeg altså lige må have navnet på. Den kunne spises helt uden noget – og kold. Hvor tit sker det lige? Ikke ofte – for mig i hvert fald. Derudover har stedet mange spændende pizzaer, som sagtens kan tilpasses vegetarer. Vi prøvede f.eks. varianten; Svamp! Ja hvad kunne den ellers hedde?!

Læs min anmeldelse af Brøl på Yelp her.

Frokost på BrølVegetar i København part 2: Astrid og aberne og Brøl

Det andet sted jeg for nyligt har opdaget, er Astrid og Aberne (oprindeligt “Astrid och Aporna”) på Jægersborggade. Fast food for vegetarer, ja endda veganer. Her var jeg forbi med Lise fra bloggen “Det skal smage af noget” for et par uger siden og få vegetarburgere med farverige salater – endda med tang i (elsker når det sker) og en super god vegetarbøf – mens resten af burgeren rummede plads til forbedring. Deres hotdogs så sindssygt gode ud, og dem må jeg tilbage og smage en dag. Også Astrid og Aberne har jeg skrevet en anmeldelse af på Yelp her.

Vegetar i København part 2: Astrid og aberne og Brøl

Begge steder kan man i øvrigt sidde udenfor – bare lige lidt ekstra info til Københavns september vovepelse..

Afsted med os 🙂

Vegetar i København part 2: Astrid og aberne og Brøl

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme

Ugens alternative: Hygge med Ingolf…

Ingolfs KaffebarIngolfs KaffebarIngolfs Kaffebar

Denne uges alternative er en charmekrog, der kombinerer hjemlig hygge med lokale specialiteter, spændende koncertprogram og spøjse detaljer. Og så ligger den et godt stykke ude på Amager og alligevel er hvert enkelt stolesæde nærmest altid besat, hvilket er et succestegn i sig selv.

Det er Ingolfs, og det er kaffebar. Et sted hvor alt virker tilfældigt, men alligevel er så nøje gennemtænkt. For herinde formår man at gøre en flæskestegssandwich hip, sænke københavner-tempoet til et minimum og give én lyst til at drikke vand af mintgrønne ‘tandbørstekrus’ til gæster.

Ingolfs Kaffebar20140310-175757.jpg

I vinters vågnede jeg langsomt af Ingolfs brunch, mens store snefnug faldt på den anden side af vinduerne og strejfede juletræet, i sommers spiste jeg den mest smagfulde smørmakrel med blomsterpynt mens solen brunnede min pande i Ingolfs gård, og i lørdags nød jeg en salat med varm gedeost og kold ginger ale på Ingolfs smalle gule bord. Hver gang er en ny oplevelse. Et nyt univers der skal udforskes. Og hver gang bliver man ikke skuffet. Det alternative Amager i sin aller reneste form. Det kan ikke være andre end Ingolfs Kaffebar!

Hold evt. øje med Ingolfs spændende aktiviteter og koncertprogram på Facebook her

Ingolfs Kaffebar

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme

Københavner-julehilsen fra Jylland

Så kom julefreden langt om længe efter en noget, mildest talt, hektisk december … specialet blev afleveret, og jeg må nok sige, at det var den allerbedste julegave for mig (sådan sagt helt på forhånd!) Jeg er nu ankommet til det jyske, og ikke ti vilde heste (eller en bombetrussel og 8 1/2 times transport) kan stoppe julehyggen. Så fuldstændig afslapning med benene på langs og konfektskålen – og så er der jo også den der and i aften…

Jeg nåede heldigvis at fejre lidt jul med København – det skete i lørdags, og det var fantastisk… selvom jeg desværre ikke kunne nå alle punkter på dagsorden. Christiania, skøjtebanen og Tivoli må vente til næste år, men jeg fik opdaget et par nye spisesteder og ellers bare nydt at gå rundt og… bare gå rundt 🙂

Så her lidt billeder fra jule-kbh-dag med ønsket om en virkelig dejlig aften og skøn jul til jer – i København såvel som i Jylland og Odense ( lige med undtagelse af bombemanden.)

Julepynt købmagergade

Julestemning i Købmagergade by night.

Julepynt D'angleterre

Julens vogtere: D’Angleterres all in-julepynt 2014.

Gedeostsalat kbh

Den lækreste julefrokost i mine øjne: Gedeostsalat på Brasserie Granberg – virkelig fin og forholdsvis ny café på Ny Adelgade.

Julehygge på Cafe retro

Kaffe med Baileys på Café Retro ved siden af pejsen og julesokkerne.

julepynt kbh

Nyhavns lys lukker og slukker: God jul!

Følg CopenhagenByMe på Facebook

Og på Instagram: @copenhagenbyme

Gedeostsalat – når pengene ikke er til Pastis

Gedeostsalat by meEfter en alt for herlig ferie i Barcelona som solfanger, vandhund, cykeltosse, og ikke mindst vin- og tapas-turist i stor stor stil, er mit indre kødmonster blevet nedkæmpet for en stund. (Spanske lækkerier vs. kødmonster = 1:0). Ikke sådan som i ‘lagt på hylden’, men mere som i ; ‘gedeost er nu indimellem et ganske fornuftigt indslag i aftensmads-repertoiret.’

Salade de chèvre eller -knap så fancy betegnet – ‘gedeostsalat’ laves mange steder i byen. (Gid man kunne nå at smage alle). Særligt er jeg begejstret for den, jeg denne sommer fik på lækre Bistro Pastis på hjørnet af Gothersgade og Adelgade. Men da min studenter-pengepung efter spansk sommerferie måske ikke er så pokkers velkommen på Pastis, må jeg jo selv i gang.

Og derfor: “Salade de chèvre by me”. Et forsøg på at mikse salaten på Pastis med udgaven fra Le Relais Gascon i Paris, som laver de bedste salater, jeg til dato har smagt.  

Salade de chèvre by me, 2 pers.

4 mellemstore Kartofler
1-2 fed hvidløg
lidt olivenolie
2-3 kogte (smilende) æg
1 rulle gedeost
10-12 skiver brød
Lidt balsamico
Iceberg i grove stykker
2-3 tomater skåret i både
En håndfuld gode oliven
En mild dressing, evt. caesar.

Gedeostsalat

Kartoflerne skæres i papirtynde skiver og rystes i en pose med hvidløg og olivenolie. Herefter placeres de ved siden af hinanden på en bageplade og bages ved 180 grader, indtil de bliver lysebrune i kanten. Mens kartoflerne er i ovnen, skære gedeostrullen i skiver, som lægges på brødskiverne. Varmes i ovnen ved 180 grader i 5-10 minutter (til osten er varm og smelter lidt.) Put lidt balsamico på brød/gedeoste-skiverne (eller meget hvis du, ligesom jeg, elsker det), når de kommer ud.
Salaten lægges på tallerkenen og de andre ingredienser lægges ovenpå. Toppes med brød/osteskiverne, kartofler og dressing.

Gedeostsalat

Salon-drinks, blæk, bio(mio) og nedtrampede græsstrå

I have to say: Det indlæg, som jeg i nuværende stund giver mig i kast med, er helt igennem uspækket med arbejde og pligt. Og spækket med fritid og nydelse.
For lige netop det har der været masser af denne weekend – simpelthen ren flottenhejmer-stil.

Fortovs-drinks på Salon 39, Vodroffsvej

Fredag var jeg så-mere-end-bare-almindelig-heldig at blive inviteret på salon. Salon 39. Fortovsplads i aftensolen med en sjat rom ledsaget af lidt forskelligt. Det var hvid kakao og lime. Det var eucalyptus. Det var æggevide. Det var så anderledes, at man bare måtte prøve. Det var så vovet, at det bare måtte smage godt. Og det gjorde det. Virkelig godt.

Indenfor blev man hilst velkommen af en mere dunkel, tung og afslappet hygge. I salonen er det stilet og moderne – helt afgjort. Men det er også gammeldags på en cool måde – ala “Mad Men” spicet op med rekvisitter fra mormors stue eller måske nærmere noget jagtstue-tema.

Blæksprutteringene så jeg hurtigt og tænkte: “Hello there”. Og autentisk er det at dyppe dem i kulsort blæk. Mmmmh aioli smager (også) godt i blæk-forklædning.
Brødet blev serveret lige fra ovnen og fik mig til at tænke: “brandvarmt brød og smør er bare stærkt undervurderet”, og jeg vil påstå, at de stegte auberginer med lime kunne få enhver grøntsagsforskrækket til at genoverveje sine madvaner.

Både burger og mega-bøffen så skøn ud, men vi valgte forskellige retter for at prøve lidt af hvert. Iøvrigt meget smart taktik hvis man vil gøre det til en lille-smule-billigere aften på den småpebrede salon.
Og så må jeg da lige nævne – ja hvorfor ikke? Toilettet! Selv det er en oplevelse værd her på Vodroffsvej. Kig dig i spejlet og se… nej det kan jeg simpelthen ikke afsløre .. men det er ren salon-style!

Grøn Ged på BioMio, Halmtorvet

Lørdag skulle kun stå i bio og flagermusens tegn. Det der begrænsede SU-budget bliver man jo nødt til at tage højde for. Men før jeg havde set mig om, befandt jeg mig på Halmtorvet face-to-face med Vesterbros økologiske mad-mekka. Indrømmet. Jeg har været derinde og lure et par gange – beundret konceptet og retterne, som i “snit indeholder 70% grøntsager – og højest 100%”. Men man kan jo ikke blive ved med bare at se – og ikke røre. Lige præcis derfor blev aftenens bio i det øjeblik udvidet – med Bio Mio.
Det var svært at fravælge både indianer-wok og marokkanske kødboller, men lørdag var en varm dag, så jeg endte med at snuppe en gedeostsalat med bagte rabarber. Konklusion: et solidt og lækkert skridt selvom honning, balsamico og en tur i ovnen (til osten) nu manglede lidt. Muslinger med kokosmælk og ingefær til gengæld – hold da op! De overbeviste mig, og jeg var nu aldeles klar til at blive fanget af flagermusens geniale greb i Gotham Citys gader (i Cinemaxx).

“August kom hid, så jeg kan ligge på et tæppe og glemme alt om tid!” 
Sådan tænker jeg om den måned vi har lige nu  – ikke mindst pga. dagen i går. Dagen man venter på. Dagen hvor hvert eneste græststrå i Østre Anlæg bliver trampet ned af enten fodsåler, fadølsanlæg på højtryk eller tonsvis af tæpper og fatboys.
Stella Polaris. Højst sandsynligt det eneste udendørs-arrangement som får mig frem på trods af regn,  tømmermænd og alverdens andre undskyldninger.

Stella Polaris 2012, Østre Anlæg

Stedet kræver ikke meget af dig. Eneste bekymring er, om du skal finde en græsplet at placere dit tæppe på, stå oppe ved scenen og gribe chill-out musikken på nært hold eller måske gå hen til Ben & Jerry-velgørenhedsbiksen (bestil en is og bestem selv hvor meget du vil betale).
Du kan også selv vælge om øllerne skal være medbragte, og om en hotdogs på pladsen kan friste mere end en salami-klapsammen fra jakkelommen. I år blev den velkendte klapsammen for os dog opgraderet med en lettere tapas-anretning, melon, chilimili og mælkesnitter.

En nonprofit-festival for din og musikkens skyld – ikke andet! Så simpelt kan det være.

Se, det er for mig en god weekend i Kbh 🙂