Den københavnske kaffe er for dyr!

Kaffe i KøbenhavnKaffe i KøbenhavnJeg tænkte det sidste forår, da jeg besøgte Berlin, i efteråret da jeg var i Barcelona, og så sandelig også i starten af februar i år, da jeg besøgte Marokko og så prisen: 4 kroner for en espresso. Okay, så billigt er det dog ikke i Tyskland og Spanien, men det er stadig langt billigere end her i byen. 2-3 euro betalte jeg både i Berlin og Barcelona sidste år. Og med dét kommer min pointe:

At kaffen er alt for og helt uacceptabel dyr i København!

Kaffe i København

For noget tid siden var jeg ved at vælte med et brag på mit beige transportlyn, da jeg så Baressos ‘billige’ morgentilbud, som lød på blandt andet ‘kun 35 kr. for en latte’... KUN? Og kort tid efter proklamerede min nærmeste Emmerys stolt en tekst, som var det årets scoop. Som var det, rabatten man aldrig havde turdet drømme om at blive mødt med: “kaffekort med 10 klip for for 295 kr.” – jeg skulle lige regne efter en ekstra gang. For betød det virkelig… 29,5 kr. pr. kop med rabat og en loyalitetserklæring til Emmerys fra køberen? Men efterhånden skal man faktisk gå forbi mange gadehjørner, inden man finder en kaffe til 30 kr. eller derunder… Og selv i Seven Eleven, hvor den står på selvbetjening og take away nærmer en kop kaffe fra automaten sig dét prisleje.

Kaffe i København

Selvfølgelig er der enorm forskel på kaffens standard, og jeg vil helt sikkert også gerne betale for oplevelsen og kvaliteten, når der virkelig er blevet kræset for de lækre bønner hele vejen fra deres barndom som frugtkerner til alderdom som finristet pulver. Der ansættes baristaer, og der laves internationalle konkurrencer. Kaffe bliver en kunst som så meget andet, og det er også spændende og vigtigt. Men i Danmark er det altså blevet for dyrt, og i mange tilfælde undrer man sig. Og så igen: det er kaffe, og så er det mælk. Og ja der er stor forskel på kaffe, og ja mælken skal lige skummes… Men altså! 45 kr. alligevel?

Endda filterkaffe skal man efterhånden betale dyre domme for. Og te! Kaffe fra kanden og et tebrev og kogende vand. 35 kroner! … Really?

Kaffe i KøbenhavnKaffe i København

Men det er nærmest også blevet sådan, at man har vænnet sig til det. Ofte skal man jo mødes med nogen – formelt eller uformelt – et sted, og så snupper man lige en kaffe. Efterhånden er det blevet så naturligt og der-er-ingen-andre-muligheder-agtigt, at man bare betaler uden at tænke over det … For man vil jo gerne se sine venner og forbindelser, og man vil helst heller ikke fryse, og så er kaffe og te bare oplagt på en kølig mandag eftermiddag i byen.

Men når man lige stopper op og tænker over det for en stund, så er det da lidt sindssygt? Får man ikke bare en lille smule lyst til at slippe alt, hvad man har i hænderne og starte sin egen biks med kaffe for 10-15 kr? God kvalitet. Fremragende mælkeskummer. En større kunst behøver det vel ikke nødvendigvis at være?

Der skal lyde et nej tak til den dyre kaffe herfra. Og lad nu endelig ikke priserne stige yderligere…  Det er urimeligt og skræmmer turisterne væk – og vi københavnere køber det jo nok alligevel. Gør vi ikke?

Kaffe i København

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme