89 kr. for en avokadomad. NI OG FIRS?

Jeg har lige betalt 89 kr. for en avokadomad. Ja, du læste rigtigt; NI OG FIRS! Det skete i går på Frederiksberg, og da jeg efterfølgende var til flot bogreception hos Camilla fra Smag på Maden, fik jeg fortalt flere fremmødte om oplevelsen og udbrød; “Jeg skriver et blogindlæg om det”.  Som sagt, så gjort. Jeg kunne mærke det irriterede mig. Og forbavsede mig. Nu må avokadomadder altså holde op med at koste en urban bondegård!

Jeg vil i den grad gerne betale penge for kvalitet, og faktisk var jeg på Kiin Kiin efter oplevelsen i går, og der kunne jeg ikke finde på at sætte spørgsmålstegn ved beløbet på regningen. Men altså nu var det ikke ligefrem rugbrød med diamanter, jeg fik serveret til frokost i går. Det var heller ikke lækker hjemmelavet pesto, et økologisk avokadobjerg eller noget “ikke set før”.

Til gengæld var det et(!) stykke rugbrød med flødeost, tomater (som udgjorde det meste af maden), en halv avokado, lidt chilimandler samt purløg og præcist 5 rodfrugtchips ved siden af. Det er simpelthen ikke i orden at tage så meget for så lidt!

Avokadomad til 89 kr.

Faktisk kunne jeg i stedet for dette måltid have fået en congee med kylling og toppings hos GRØD, en gang chili con carne på Paludan Bogcafé, Marokkansk ret med lam hos The Spoon Company eller burger, fritter, dip og drikkelse hos Grillen Burgerbar.

Jeg har før betalt både 55 kr. 65 kr., og endda 79 kr. for en avokadomad i København, og syntes det var dyrt ift. value for money, men det her er alligevel det højeste, jeg har ofret på avokado-glæde i min lange cafékarriere i København.

Er der tale om en reel avokado-hype, eller er de her madder bare det nye (grønne) guld?

(Heldigvis er de meget billige og lækre at lave selv derhjemme 🙂 )

Stenalderbrød med tranebær

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme