Raw Oreo chokoladekage med karamelbund.

Raw chokoladekage med oreo og karamel

Krummen og Kagen på Nordre Frihavnsgade er på vej til at lukke, hvilket gør mig trist. Kender I det, når ens lokale darling lukker? Det er altså en sær fornemmelse! Cafeen er lokalt kendt for forskellige ting, bl.a. deres oreokage. Og selvom jeg ikke selv, er den store Oreo-spiser, har jeg længe haft lyst til at lave en oreokage ala Krummen og Kagen – i en lidt sundere og til dels “raw”-version.

Det fik jeg så muligheden for, da jeg blev tilbudt at teste Tassimos kapselmaskine og deres nye kapsel med Oreo-chokolademælk. Jeg tænker, at man som Oreo-elsker må være ret oppe at køre over denne nyhed?! Jeg har en Nespresso-maskine derhjemme, som jeg er super glad for, og jeg foretrækker mælken frisk og skummet, frem for på kapselform, men når det så er sagt, synes jeg, at det er smart at man kan lave te og chokolade på Tassimo-maskinen – og så i så pokkers mange varianter! Der er ikke bare en slags varm chokolade, men fx både Milka, Marabou og nu også Oreo. Kaffen kommer også i rigtig mange varianter, og der bruger jeg så min mælkeskummer i stedet for mælkekapslerne, men det er jo en smagssag.

Raw chokoladekage med oreo og karamel

Med denne test af Tassimo-maskinen har jeg kastet mig ud i denne længe ønsket Oreokage. Et shot Oreo i min raw chokoladekage og så på en karamelbund. Javel, det er ikke uden sukker, men den er delvis raw, den er anderledes, og en super lækkert alternativ til de klassiske raw kager. Og verdenen er jo ikke altid sort/hvid, vel? Slet ikke for en livsnyder 🙂
Jeg brugte et Tassimo Oreo-shot, men hvis du er ekstra Oreo-fan, kan jeg anbefale at tilsætte en håndfuld Oreo-kager som crunch i kagen. Forslaget er med i opskriften, som I finder herunder. Kagen tager lidt ekstra tid at lave end den klassiske raw chokoladekage, men det er ret nemt at lave karamelbunden og ret sjovt at lave karamelbunden, hvis den slags ikke er noget, du kaster dig ud i så tit.

Ps. Der er snart mulighed for at VINDE en Tassimo-maskine her på CopenhagenByMe, så hold godt øje!:)

Raw chokoladekage med Oreo

Raw chokoladekage med Oreo og karamelbund.

200 gram kondenseret mælk
50 gram smør
1 shot Oreo Tassimo (selve kapslen – ikke mælken der følger med.)
300 g dadler uden sten
2 dl kakaopulver
2 tsk vanilje
Evt. 5-6 knuste oreos hvis du kan lide lidt knas i.
Tørrede hindbær eller solbær og evt. lidt knuste oreos til pynt.

Put først husholdningsfilm i en form til karamelbunden. Jeg brugte en rugbrødsform, men en mindre form, f.eks. en stor madkasse vil også fungere godt. Put det kondenserede mælk og smør i en gryde og bevæbn dig med tålmodighed og en god rørehånd. Når smørret er smeltet, skal de to ingredisenser nemlig røres godt sammen i ca. 20-25 minutter, så du får den perfekte karamelbund til din kage. Når massen bliver mørkere i farven og samler sig i en fast klump i gryden, ved du, at den er klar til at komme i form. Hæld den over i formen og fordel massen jævnt. Hold godt fast i husholdningsfilmen, når du gør dette, så den ikke glider af. Brug en ske eller en dejskraber. Når massen er fordelt, putter du formen i fryseren til fudgebunden er helt hård (4-5 timer). 

Lav herefter Oreo/chokoladecremen. Tænd din Tassimo-maskine og lav et oreo-shot, som du lader afkøle. I mellemtiden blendes de resterende ‘fyld-ingredienser’ (dadler, olie, kakao og vanilje) i en blender eller løghakker. Hvis du vil have crunch i dejen, skærer du nu oreo-småkager i mindre stykker og vender dem i den blendede masse. Tilsæt til sidst dit Oreo-shot når dette er afkølet.

Når karamelbunden er klar i fryseren, smører du din Oreo/chokoladecreme ovenpå og giver den en times tid i fryseren. Server med tørrede hindbær/solbær og evt. lidt knuste Oreos.

Raw chokoladekage med oreo og karamel

//Test af Oreo-kapslerne er sponsoreret af Tassimo//

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme

Chokoladecupcakes med blåbærmascarpone og lakrids

Sunde cupcakes med chokolade, blåbærmascarpone og lakrids

Serenity cupcakes i Grønnegade. Cupcakes, prinsesseri, det søde liv, glimmer, stjerner, hjerter… Hele molevitten. Her må jeg spørge til pigerne: Har I været der? For det må altså være cupcake-kategoriens svar på en pige-drømmeverden i dens ultimative form. Og kagerne bliver der altså kræset for. Hjemmelavede kreationer med oreo, lakrids, frugt og selvfølgelig en masse chokolade.

Sunde cupcakes

Jeg har tidligere skrevet om Serenity Cupcakes her, og i dette indlæg vil jeg lade mig inspirere af Serenity med disse lækre (og sunde) chokoladecupcakes med en mascarpone/lakrids-topping. Helt uden sukker. Helt uden mel, men med sunde bønner og en intens og tung smag, der gør dem helt eventyrlige. Toppingen kan være lidt flydende i det, så brug høje cupcakes-forme eller spis dem med en ske. NB: Toppingen bliver bedst, hvis den står på køl 10-12 timer, inden den puttes på kagerne og serveres.

Sunde cupcakes med chokolade, blåbærmascarpone og lakrids

Chokoladecupcakes med blåbærmascarpone og lakrids-topping

1 dåse sorte bønner
1 banan
2 æg
1,5 dl skyr
En håndfuld dadler
2 spsk vand
Lidt mandelaroma
1 dl mandler
1 dl hasselnødder (eller andre nødder)
2 spsk loppefrøskaller
1,5 dl kakao
2 tsk bagepulver
Topping:
3 dl mascarpone
2 dl blåbær
2 tsk lakrids (jeg bruger som altid Johan Bülows raw liquorice powder)

Lav først toppingen (og hvis muligt: stil den på køl i 10-12 timer). Den laves meget simpelt ved at blende mascarpone med lakridspulver og blåbær (gerne fra frost som du har optøet med kogende vand). Stil på køl.

Dræn og skyl de sorte bønner og blend dem i en minihakker/blender (evt. lidt ad gangen). Tilsæt efterhånden banan og dadler som blendes med. Put massen over i en skål og tilsæt æg, skyr, vand og mandelaroma og rør godt rundt. Blend herefter mandler og hasselnødder (fint- eller groft afhængig af, hvad du er til, når det kommer til nødder i kager). Bland nødderne med loppefrøskaller, kakao og bagepulver og hæld disse ‘tørre’ ingredienser over i de ‘våde’. Bland det hele godt sammen og fyld i forme (gerne godt op til kanten). Bag ved 180 grader i 25-30 minutter eller til ‘strikkepinds-testen’ er bestået.

Top kagerne med blåbærmascarpone og lakrids-cremen og pynt med lakridspulver, stjerner, glimmer eller hvad du ellers har liggende i pynteskuffen.

Sunde cupcakes med chokolade, blåbærmascarpone og lakrids

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme

Lakridsudfordringen: Chokoladekage med øl og lakridsmarcipan

Ølkage med lakrids Ølkage med lakrids
Som jeg skrev i afsnittet om mit besøg på Johan Bülows lakridsfabrik, fik vi en udfordring med hjem til køkkenet, som jeg nu har taget op. Kunsten var at kombinere de tre ingredienser; lakridsmarcipan, raw lakrids pulver og lakrids-øl i samme ret.
Tænke, tænke det har jeg. Og så kom jeg langt om længe i tanke om min mors lækre ølkage, som jeg elskede med tandsmør som barn. Inspireret af diverse øl/krydderikager og en opskrift fra Odense Marcipan, mundede det ud i en bradepande ølkage med chokolade og lakridsmarcipan, som blev vel modtaget på mit fødselsdagsbord i lørdags.
Ølkage med lakridsØlkage med lakrids
Chokoladekage med øl og lakridsmarcipan, lille bradepande
200 g smør
50 g kakao
2 tsk lakridspulver
2 tsk kanel
2 tsk kardemomme
1 1/2 dl lakrids-øl (Bülow)
250 g sukker
3 æg
150 g revet
1 dl skyr eller tykmælk (jeg brugte den gode fra Naturmælk)
175 g mel
2 tsk bagepulver
Smeltet mørk chokolade
Lidt revet lakridsmarcipan
Evt. lakridskugler som pynt
Smelt smørret og tilsæt øl, kakao og krydderier og rør rundt. Pisk æg, sukker og marcipan til en luftig masse. Tilsæt herefter den afkølede smørmasse, tykmælk, bagepulver, mel og rør dejen godt sammen. Dejen hældes herefter i en lille bradepande og bages ved 160 grader i ca. en halv time og måske lidt til.
Pynt med smeltet mørk chokolade (smeltet i vandbad) og revet marcipan og evt. lakridskugler – de røde ‘love’-kugler gjorde min ekstra festlig.
En helt oplagt kage til lakrids-elskeren er født…

Ølkage med lakridsØlkage med lakrids

 

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme

CopenhagenByMes kagehit

20140105-140934.jpg

Sund januar? Prøv en af de mest læste opskrifter på bloggen i 2013: sund tung chokoladekage uden sukker. Den er så god, at den fortjener en repost – og nu med friske billeder.

Påstand: Den her vidunderlige chokoladekage med inspiration fra bogen “Raw Food” kan lokke selv den største raw-skeptiker og konsekvente anti-sundhedsfreak … (så længe du bare undlader at sige, at den er sund og hovedsageligt består af dadler.)

Påstanden følges ikke op af videnskabelige beviser, men den er blevet testet i praksis en del gange nu, og det PASSER! Den her kage går simpelthen rent ind hos alle. Den er tung- chokolade-agtig på den dejligste usunde måde – uden at indeholde smør, mel og sukker.

20140105-141032.jpg

Bund
1 dl kakaopulver
2 dl nødder (f.eks. mandler, hasselnødder, valnødder)
2 spsk kokosolie (olivenolie er også ok)
1 knivspids salt
Lidt vand 

Fyld
600 g dadler uden sten
3 spsk olie (kokosolie eller olivenolie)
2 dl kakaopulver
2 tsk vanilje 

Evt. lidt bær eller andet frugt som tilbehør

Nødderne hakkes (eller blendes) fint og blandes med de andre “bund-ingredienser”, og dejen mases i en tærteform eller en lille kageform. Hvis massen er meget ‘løs’, kan der tilsættes lidt mere olie eller vand indtil den bliver helt fast og minder lidt om brunkagedej.
Herefter skal ‘fyld-ingredienserne’ (dadler, olie, kakao og vanilje) blendes. Tilsæt evt lidt mere olie eller vand, hvis dejen er meget tør, så konsistensen er blød og cremet.

Hæld herefter fyldet over bunden i formen og sæt kagen i køleskabet til den skal serveres – enten med frugt eller som den er.

Den bliver et hit uanset hvad 🙂

Følg CopenhagenByMe på Facebook

Og på Instagram: @copenhagenbyme

20140105-140828.jpg