Cafeer med wifi og gode studie/arbejdsforhold i København

Hvem kan ikke bruge en god arbejdscafé? Jeg har tilbragt utrolig meget tid på byens cafeer og gør det også stadigvæk. Jeg ser mig derfor selv som en mindre ekspert på wifi-, god siddeforhold (og kaffe) samt tilpas lydniveau-området og tænkte, jeg lige ville dele mine erfaringer – til andre arbejde “hjemmefra”-hungrende folk og til de flittige studerende der tilbringer mange timer foran skærmen med et par liter kaffe “on the side”:

Kaffestuen på Østerbro
Kaffestuen på Østerbrogade

Et af mine absolut stamsteder! Lige når du kommer ind, er der til venstre de perfekte “arbejdsbåse”, hvor du kan indrette dit eget lille arbejdsunivers med en behagelig bænk og borde – som du også lige kan rykke helt ind til maven, hvis du vil sidde “med ret ryg”. OG du har din helt egen stikkontakt. Jeps, DIN personlige og ingen andres. Hvis du da er der først! Her er en behagelig summende stemning, som gør koncentrationen skarp – hvis du da er typen som mig, der godt kan lide at arbejde til “behageligt støj!”

Tip: De laver den bedste americano med “steamed” mælk. I en dejlig stor kop!

Bevar´s Nørrebro

Bevar’s på Ravnsborggade

Yderst elskværdige priser, dejlig stemning og de mest hjemlige omgivelser. Her finder du behagelige og på-sin-egen-måde stilede stole samt de tre S’er: stikkontakter, stabilt internet, summende musik- og cafélyd. Og og og…. latte (dobbelt shot) til 30 kr. Det må nævnes. Faktisk bør alle cafeer med en latte-pris på under 40 kr. faktisk hyldes!!
Der er også vært for rugbrødsmadder til fine priser og en lækker morgenskål med skyr, müsli og honning,

Tip: Kom tidligt. Her er hurtigt godt fyldt op!

Riccos på Rådhusstræde

En dejlig rummelig café af slagsen, hvor jeg og min veninde og (daværende) specialemakker har haft spændende (til tider umulige) diskussioner og vendt og skrevet mange mange ord. Også en café spækket med masser af strøm til computeren og god kaffe-brændstof (og bastante boller og energi-vækkende kager) til hjernen.

Tip: I indre by er Riccos-makkeren på Studiestræde også ganske okay. Lyset er dårligere, men her er sunde snacks i form af grøntsager med hummus og sunde muffins.

Kagestuen 43

Kagestuen 43 på Nordre Frihavnsgade

Ny overtager fra Krummen og Kagen på Nordre Frihavnsgade. Det bedste herinde er omgivelserne. Her er det hyggeligt altid. Blomster på bordene, små pyntede detaljer og den her lækre stol med bamset pels, hvor man kan sidde med computeren i timevis. Vel at mærke klods op af en stikkontakt! Så kan man ikke forlange mere.

Tip: Alle kaffer koster kun 28 kr. mellem 7.30 og 9. Så igen: Kom tidligt!

Mellemrummet på Ravnsborgade

Oh la la, det her er da godt nok lige et sted, jeg ville ønske jeg kendte, da jeg selv var en af “de der studerende”, der cyklede rundt med læssevis af bøger i rygsækken, en studiegruppe og ikke altid nok penge i pungen til at snuppe både morgenmad, kaffe, frokost, kaffe igen og måske endda aftensmad “ude i byen”. Næ nej, der var rugbrødsmadder i staniol altså vejen frem. OG tænk engang – dem må man medbringe herinde! En god caffe latte til den særdeles rimelige sum af 25 kr. og vupti, så kan man sidde her hele dagen og nyde af wifi og fin plads – medbragt mad eller ej.

Tip: Det her er en non profit café, så alt du køber går ovenikøbet til et godt formål!

Kent Kaffe Laboratorium

Kent Kaffe Laboratorium

Super lækker kaffe til fair priser. “Chemex 3 cup” (tre kopper kaffe) kan drikkes uden mælk for 45 kr (maj 2015). Det første (og eneste) sted i byen indtil videre, hvor jeg har drukket flere kopper kaffe – helt uden mælk(!!) Ikke nok med at cafeen brygger denne fantastiske kaffe til super pris, her er også masser af plads, wifi og separate møbelgrupper, så det er oplagt at slæbe sin laptop med på laboratoriet og arbejde alene eller sammen med andre.

Tip: Ligger lige ved Torvehallerne, så ganske ganske centralt!

Coffee First på Gammel Kongevej

Her ved man, hvordan en kop kaffe skal brygges. Og de fortæller gerne vidt og bredt om det. Så sæt lidt overspringshandlings-tid af til lidt bonusinfo. Herinde finder du flere borde, okay spredt, endda en slags “enkeltmands”, så man ikke føler, man optager det hele, samt stik rundt omkring og stabilt net. Cool indretning og stille og rolig stemning.Tip: Enhver Valhrona-elskers paradis!

Brødflov Konditori

Brødflov Konditori på Frederiksberg Falkonér Allé

Brødflov nu som café. Lige hvad Frederiksberg – og ikke mindst området omkring Falkonér allé manglede! Herinde kan du nyde de lækre kanelmonstre, surdejsbrød og andre lækkerier der kommer brændvarme ud af ovnen – eller syndigt kreeres i konditorværkstedet (træstammer, romkugler etc.) Herinde kan man hænge ud ved langborde eller højborde i vinduet, eller man kan tage computeren med som selskab. Lige sådan et sted jeg manglede i min tid som studerende på CBS!

Tip: Kaffen er en smule lille i min optik, kanelmonstret er til gengæld kæmpe (godt)!

NB! Steder der (også) har arbejdspotentiale og skal testes næste gang: Møller Kaffe & Køkken, Cortado Kaffebar & Democratic Coffee Bar. ((Siden opdateres løbende))

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme

Cafe Miao: Lidt for alternativt at dele kaffekop med en kat..

Cafe Miao

Jeg er jo til alternative oplevelser i København, og dem deler jeg så ofte jeg kan med jer herinde på bloggen. Oftest de begejstrede oplevelser, men i dag vil jeg dele et besøg med jer, som simpelthen var lidt for alternativ og fjernt fra mig. Besøget fandt sted i sidste uge, og det handler om Café Miao på H.C. Andersens Boulevard; Københavns første kattecafé! Et koncept som jeg havde været lidt skektisk overfor, men som selvfølgelig skulle udforskes. Over en eftermiddagskaffe med tre dygtige Yelp-anmeldere. Og nåhr ja katte, katte – og endnu flere katte…

Cafe Miao

For hvad andet kan man sige end “velkommen til katteland?”: Alverdens katteudstyr som jeg ikke engang vidste fandtes. Legetøj og forhindringer på vægge og gulv, kattefigurer på hylderne, katteplakater, sandwich, ris og gryderet formet som katte, kaffe med latteart (“Katte Latte” som jeg til gengæld var ret vild med – nøj det var latteart af høj standard!!) – endda ekspedienten fuldfører kattetemaet ved at have en katte-hårbøjle på. Det er – hvis ikke tiltalende – så i den grad gennemført!

Cafe Miao

Jeg ankom til cafeen lidt før de andre og satte mig derfor til at arbejde ved de solide borde  i det her rum, der virker lidt som et privat hjem eller et værested. Jeg havde bestilt en cappuccino ved ekspedienten i “forhallen” – lige meget hvad du køber herinde, må du slippe halvtreds kroner i alt. Så lidt til kattene betaler man også til, hvis man fx blot køber en kaffe herinde. Nå, men jeg sad meget koncentreret med min kaffe med katte-mælkeskum… i min egen Yelp-verden. Og pludselig springer den her (>>sorte<<) kat ind over min computer. “Wow!” kom der vist hurtigt og lettere højt ud af min månd. Jeg blev simpelthen så forskrækket over et arbejdsbord med en kat ved siden af. På bordet!

Cafe Miao

Den her kat (man kan læse, hvad de alle hedder på væggene, men de opslag fik jeg ikke terpet så grundigt) går herefter hen og drikker mit vand (!!) og er også på vej hen mod min kaffe.. Godt nok skulle jeg ikke have mere af min kaffe, da den var blevet kold og mest smagte af mælk (katte latte-arten kan have sine ulemper), men alligevel. Katte på bordet. Som man skal dele vandglas med. Der går min grænse altså! Godt nok er jeg ikke katteekspert, men jeg havde da en sort og hvid og sød kat som barn, og stole, borde osv. blev den opdraget til at holde sig langt væk fra. Så det ligger virkelig meget fjernt fra mig pludselig at dele kaffekop med en kat. Der passer den altså lidt bedre som motiv til mælkeskummet..

Cafe Miao

Da de andre tre piger ankom, bestilte vi alle Katte Latte, som det tog virkelig lang tid at lave.. men igen: Smuk smuk (katte)latteart. Hatten af for den! Vi havde nogle virkelig hyggelige timer, og hyggen fik mig til at glemme det for mig ret grænseoverskridende setup herinde. Men kommer herind igen? Nej, det gør jeg med sikkerhed ikke! 🙂

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme