Cafe Miao: Lidt for alternativt at dele kaffekop med en kat..

Cafe Miao

Jeg er jo til alternative oplevelser i København, og dem deler jeg så ofte jeg kan med jer herinde på bloggen. Oftest de begejstrede oplevelser, men i dag vil jeg dele et besøg med jer, som simpelthen var lidt for alternativ og fjernt fra mig. Besøget fandt sted i sidste uge, og det handler om Café Miao på H.C. Andersens Boulevard; Københavns første kattecafé! Et koncept som jeg havde været lidt skektisk overfor, men som selvfølgelig skulle udforskes. Over en eftermiddagskaffe med tre dygtige Yelp-anmeldere. Og nåhr ja katte, katte – og endnu flere katte…

Cafe Miao

For hvad andet kan man sige end “velkommen til katteland?”: Alverdens katteudstyr som jeg ikke engang vidste fandtes. Legetøj og forhindringer på vægge og gulv, kattefigurer på hylderne, katteplakater, sandwich, ris og gryderet formet som katte, kaffe med latteart (“Katte Latte” som jeg til gengæld var ret vild med – nøj det var latteart af høj standard!!) – endda ekspedienten fuldfører kattetemaet ved at have en katte-hårbøjle på. Det er – hvis ikke tiltalende – så i den grad gennemført!

Cafe Miao

Jeg ankom til cafeen lidt før de andre og satte mig derfor til at arbejde ved de solide borde  i det her rum, der virker lidt som et privat hjem eller et værested. Jeg havde bestilt en cappuccino ved ekspedienten i “forhallen” – lige meget hvad du køber herinde, må du slippe halvtreds kroner i alt. Så lidt til kattene betaler man også til, hvis man fx blot køber en kaffe herinde. Nå, men jeg sad meget koncentreret med min kaffe med katte-mælkeskum… i min egen Yelp-verden. Og pludselig springer den her (>>sorte<<) kat ind over min computer. “Wow!” kom der vist hurtigt og lettere højt ud af min månd. Jeg blev simpelthen så forskrækket over et arbejdsbord med en kat ved siden af. På bordet!

Cafe Miao

Den her kat (man kan læse, hvad de alle hedder på væggene, men de opslag fik jeg ikke terpet så grundigt) går herefter hen og drikker mit vand (!!) og er også på vej hen mod min kaffe.. Godt nok skulle jeg ikke have mere af min kaffe, da den var blevet kold og mest smagte af mælk (katte latte-arten kan have sine ulemper), men alligevel. Katte på bordet. Som man skal dele vandglas med. Der går min grænse altså! Godt nok er jeg ikke katteekspert, men jeg havde da en sort og hvid og sød kat som barn, og stole, borde osv. blev den opdraget til at holde sig langt væk fra. Så det ligger virkelig meget fjernt fra mig pludselig at dele kaffekop med en kat. Der passer den altså lidt bedre som motiv til mælkeskummet..

Cafe Miao

Da de andre tre piger ankom, bestilte vi alle Katte Latte, som det tog virkelig lang tid at lave.. men igen: Smuk smuk (katte)latteart. Hatten af for den! Vi havde nogle virkelig hyggelige timer, og hyggen fik mig til at glemme det for mig ret grænseoverskridende setup herinde. Men kommer herind igen? Nej, det gør jeg med sikkerhed ikke! 🙂

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme