Vaffel Avokado Smash!

Vaffel Avocado Smash!

Avocado smash er jo egentlig bare et fancy ord for “most-avokado-med-citron-mad”, men smash lyder lidt federe ik? Det er i hvert fald noget, som mange – inklusiv jeg selv – betaler enorme mange monetos for rundt omkring i verden, og det smager jo bare godt. Avokado-hypen ER ikke kommet helt uden grund.

Første gang jeg stiftede bekendskab med navnet var på Souls, men da jeg var i New York for et par uger siden, så jeg det nærmest overalt. Det kommer fra Australien, som nærmest alle andre (sundheds)trends i øjeblikket. Eneste, jeg ikke har smagt på café endnu, er en VAFFEL avocado smash. Laver man den så bare selv, jamen det gør man da! Jeg har opgivet opskrift på 12-14 vafler, så kan man lave en ordentlig bunke og lave madder hver morgen inden skole/arbejde. Det tager ingen tid med fyldet, når først vaflerne er bagt!

Vaffel Avocado Smash!

Vaffel Avocado Smash, 2 personer

Squashvafler, 12-14 stk 

3 æg (kan undværes og erstattes med væske og loppefrøskaller)
1 stor dansk squash (eller to små)
1 dl hørfrø
1 dl solsikkekerner
1 dl sesamfrø
1 dl græskarkerner (eller 4 dl frø og kerner efter eget valg)
1 dl kikærtemel
1 dl boghvedemel
4 spsk HUSK/loppefrøskaller
1 dl vand
Lidt salt

Riv squashen bland det i en skål sammen med de øvrige ingredienser. Rør dejen rigtig godt sammen og lad den stå og trække 5 minutter. Put oliven/kokosolie på vaffeljernet, hvis du ikke har en slip-let. og lav vaflerne. Kan fryses og gemmes til madpakker mm.

1 avokado
1/2 citron
Lidt oliven- og citronolie (kan undværes)
Lidt hakkede mandler (gerne salte eller bagt i ovnen)
Skovsyre og basilikum
Lidt sød paprika
Salt og peber

Mos avokadoen godt og pres citronen i massen. Smør dette på vaflen og pynt med lidt olie samt mandler, krydderier og krydderurter. 

Vaffel Avocado Smash!

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme

89 kr. for en avokadomad. NI OG FIRS?

Jeg har lige betalt 89 kr. for en avokadomad. Ja, du læste rigtigt; NI OG FIRS! Det skete i går på Frederiksberg, og da jeg efterfølgende var til flot bogreception hos Camilla fra Smag på Maden, fik jeg fortalt flere fremmødte om oplevelsen og udbrød; “Jeg skriver et blogindlæg om det”.  Som sagt, så gjort. Jeg kunne mærke det irriterede mig. Og forbavsede mig. Nu må avokadomadder altså holde op med at koste en urban bondegård!

Jeg vil i den grad gerne betale penge for kvalitet, og faktisk var jeg på Kiin Kiin efter oplevelsen i går, og der kunne jeg ikke finde på at sætte spørgsmålstegn ved beløbet på regningen. Men altså nu var det ikke ligefrem rugbrød med diamanter, jeg fik serveret til frokost i går. Det var heller ikke lækker hjemmelavet pesto, et økologisk avokadobjerg eller noget “ikke set før”.

Til gengæld var det et(!) stykke rugbrød med flødeost, tomater (som udgjorde det meste af maden), en halv avokado, lidt chilimandler samt purløg og præcist 5 rodfrugtchips ved siden af. Det er simpelthen ikke i orden at tage så meget for så lidt!

Avokadomad til 89 kr.

Faktisk kunne jeg i stedet for dette måltid have fået en congee med kylling og toppings hos GRØD, en gang chili con carne på Paludan Bogcafé, Marokkansk ret med lam hos The Spoon Company eller burger, fritter, dip og drikkelse hos Grillen Burgerbar.

Jeg har før betalt både 55 kr. 65 kr., og endda 79 kr. for en avokadomad i København, og syntes det var dyrt ift. value for money, men det her er alligevel det højeste, jeg har ofret på avokado-glæde i min lange cafékarriere i København.

Er der tale om en reel avokado-hype, eller er de her madder bare det nye (grønne) guld?

(Heldigvis er de meget billige og lækre at lave selv derhjemme 🙂 )

Stenalderbrød med tranebær

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme

Raw food eller suppe i den københavnske sommer?

Karrysuppe på The Spoon Company

Ferie… Aaaaah. Det har jeg altså glædet mig til! Ikke mindst fordi jeg om præcist en dag skal til USA for første gang i mit liv. Tænk engang – første tur til det store amerikanske territorium, som man har hørt så meget om. På en måde forventer jeg en masse, og på en måde forventer jeg absolut ingenting.

Men jeg håber, jeg kommer til at nyde det, elske de forskellige byer vi skal til, drikke drinks og spise en masse skøn, alternativ mad. Meget gerne supper og simreretter. Det er blevet min nye afhængighed, og det kommer jeg helt sikkert også til at skrive mere om på bloggen, når jeg er hjemme igen. Ikke mindst fordi jeg har fået lov en ny blender fra Wilfa med navnet “Raw Fuel” til test. Den kan klare alt det der grove arbejde, som andre blendere står af ved og bliver sandsynligvis min nye bedste suppe-ven.

42 Raw, Frederiksberg

Det er sjovt, for mens mange i øjeblikket fokuserer på raw mad og friske juicer mm., vil jeg faktisk hellere have mine grøntsager varme og tilberedte – og jeg er ret overbevist om, at det også er bedre for min krop (men måske ikke andres). Jeg har blandt mine venner og familie været kendt for replikken; “jeg har lyst til noget varmt mad”, og efter min akupunktør slog fast at kolde ting faktisk ikke fungerer super godt i mit system, har jeg ligesom fået en øjenåbner – det giver mening: Jeg har lyst til noget varmt, derfor bør jeg nok også spise varmt (“lyt til din krop”, som man så klogt siger). Det er på ingen måde en diæt, men forsøg på at spise hvad der passer bedst til mig. Og det er lidt i en omvendt verden, hvor f.eks. ris og ristet brød er helt fint, mens rå grøntsager (uden marinade) er mere tvivlsomt. Elsker dog salat, så skruer da bare lidt ekstra op for dressingen 😉

Suppe

Til lanceringen af Wilfas Raw Fuel-blender i sidste uge, var det Umahro Cadogan der førte an ved den nye maskine og mixede juices, nougatmælk og suppe med anekdoter. Eventet fandt sted på nye 42 Raw i Frederiksberg Centret, og deres lækre sandwiches med avokado og hummus, fik mig klart til at smide suppeskeen langt væk fra en stund. Og Cadogans broccoli/cashewnøddesuppe, skal klart testes, når jeg er hjemme igen.

Hvis der er nogen, der ligesom jeg, er vild med supper og simreretter kan jeg i øvrigt anbefale jer en tur forbi The Spoon Company på Larsbjørnsstræde. En ny café som i måske kender fra Papirøen, men nu har åbnet café med lækkerier som daal, kokossuppe, chili con carne, marokkansk lam og meget mere. Det smager super, selvom portionerne er lidt små (“sagde hende med den enorme appetit”) Også morgenmad og super billig kaffe kan man få herinde.

Daal på The Spoon Company

Og ellers; så hold, som sagt, øje med bloggen når jeg er hjemme igen. Så skal jeg skrue op for varmen herinde, høhø!

Raw food versus varmt mad – hvad virker bedst på dig? Del gerne dine holdninger og erfaringer i kommentarfeltet… Med ønske om en god (VARM) sommer!:)

Kh. C.

Hurtigt hverdagsmad: Fiskemandens rejesalat med edamame og avokado

Nem og hurtig aftensmad: Rejesalat

Inspirationsforladt københavner i hverdagen? Klokken er fem minutter i “alt lukker”-tid, det er blevet sent, jeg “burde lave mad, men gider ikke rigtigt”, jeg gider og nænner faktisk heller ikke at købe take away. I går stod den på vafler, dagen inden thaimad. Og arrrrgh hvad var det nu for en opskrift, jeg så i en kogebog i går? Den lød så god, men nu har jeg glemt at skrive ingredienserne ned. Men hovsa, der var fiskemanden “Odin” nede på hjørnet lige. Og jeg har salat og avokado i køleskabet, og edamame-bønner i fryseren. En rejesalat til mig, tak! Og så er middagen i hus. På 5 minutter. Halløjsa!

Normalt er jeg over-inspireret i køkkenet. Men i perioder med meget arbejde og en kalender der buler ud, som var den gravid, kan det være svært at finde tid. Så har jeg bare brug for én lækker og færdigkøbt ingrediens, som kan redde hele middagen. Som en lækker fiskesalat (jep, den der med godt med mayo) hos min lokale fiskemand. Den koster ikke alverden, du behøver ikke så meget, og den kalorietunge salat (igen: mayo), opvejes fint og sundt, når du blander den med proteiner og grønne guldkorn.

Nem og hurtig aftensmad: Rejesalat

Fiskemandens rejesalat med edamame og avokado, 2 personer

En bøtte reje- eller krabbesalat fra den lokale fiskemand (eller hjemmelavet af en mellemstor bøtte rejer, blandet med 3 spsk mayonnaise, 2 spsk creme fraiche eller skyr, lidt citronsaft, dild og salt og peber.)
1 bakke blandet salat
1 avokado
4 dl (gerne frosne) edamamebønner
7-8 datterino/cherry tomater
1 dl olivenolie
0,5 dl balsamico-eddike
Salt og peber
Evt. lidt frisk dild og lidt citronsaft

Hvis du har edamame-bønnerne på frost, så start med at koge noget vand og hæld det over bønnerne i en skål. Lad dem lige i et par minutter og skyld dem i koldt vand i et dørslag, drys salt over, rør rundt og lad dem ligge lidt. Skyl salaten, og skær tomater i halve samt avokado i mindre stykker. Bland olie sammen med balsamico, salt og peber. Placér salaten i to tallerkner og fordel marinaden over de to portioner, vend rundt. Put herefter resten af ingredienserne på salatbunden: start med bønner og rejesalat og top med avokado, tomater og evt. lidt dild og citron.

Servér med det samme, evt. med søde kartoffel-fritter (som dog kræver ekstra tid i skemaet. Her skærer jeg 3 mellemstore søde kartofler i tynde, aflange skiver, vender dem med 2 spsk olivenolie i en plasticpose og krydrer dem med salt samt ønskede krydderier (jeg plejer at bruge “Dukkah” fra Mill & Mortar).

Nem og hurtig aftensmad: Rejesalat

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme

Bland-selv-brunch hos “Mad og Kaffe” på Vesterbro

Bland selv brunch på Mad og Kaffe

Bland-selv-brunch. Det er moderne, sociale medier-venligt og i mine øjne en smuk, næringsrig og lækker mulighed for at få de favoritting som man ikke lige kan/gider at blande sammen selv! Det startede bl.a. hos Wulff + Konstali på Amager og siden hen har jeg fået hvad der ligner konceptet på bl.a.  Møller Kaffe og Køkken på Nørrebro og til dels Overfor ved Forum. Og aller senest på Mad & Kaffe på Sønder Boulevard.

Og okay indrømmet. Det startede noget forvirrende og kaotisk da jeg og Louise fra LoveCopenhagen var forbi Mad & Kaffe på højhellige, højtravle og høj solskinsbelagte Kristi Himmelfartsdag. “Kan vi sidde i solen?” “Nej, desværre.” “Kan jeg få min latte sammen med maden og ikke inden?” “Nej desværre.” Øv! Tænkte jeg lidt først. På den anden side kunne jeg godt se, de var pressede: nøj, hvor var her mange mennesker allerede kl. 10. Og reserverede sedler på hvert eneste bord. Så på sin vis var jeg mest af alt glad for at få et bord til to. Også selvom det betød at det blev indenfor i skyggen i denne omgang.

Bland selv brunch på Mad og KaffeMad og Kaffe

Men altså: sted at sidde – tjek! Man kan vælge 3, 5 eller 7, ingredienser, og da jeg havde fået morgenmad én gang blev det 5: Røræg med champignon og purløg, laks med rygeost, avokado med mandler, gulerodsmuffin og brød. Og så lige juice med dejlig smag af ingefær og cremet kaffe. Alt i alt blev det lidt over 150 kr.

Jeg er smålun på avokado med mandler, og mandlerne var bagt sprøde, hvilket jeg sætter stor pris på (rå mandler er bare for kedelige og seje!) Generelt passede det godt sammen med røræg, avokado og laks på det lune stykke rugbrød. Gulerodsmuffinen var fin, men ikke prangende. Det søde udvalg og brødet kunne måske godt klare en opstramning.

Bland selv brunch på Mad og Kaffe

Så hvis brødet er vigtigst for dig, kan Wulff + Konstali godt trumfe der, men kun der. Møller Kaffe og Køkken kan tilbyde anderledes ting som vafler (hurra!) og lækre jordskokker, og alle stederne burde hanke lidt op i servicen! Men prismæssigt og smagsmæssigt, kan jeg klart anbefale en tur på Mad og Kaffe på Vesterbro. Og husk at booke bord. I solen!:)

Bland selv brunch på Mad og Kaffe

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme

Halloumi vafler ala Mahalle

Halloumi vafler ala Mahalle

Er du vild med libanesisk mad? Og har du besøgt Mahalle på Nørrebro? Ellers er det på tide at komme afsted! Ikke nok med at her er super hyggeligt, de laver også en dejlig og billig libanesisk brunch og – som noget nyt på den københavnske caféscene – en lækker halloumisalat hvor deres fladbrød er toppet med hummus, halloumi (grillost), avokado, granatæble, mynte og sesam.

Jeg har været på Mahalle en del gange efterhånden og har hver gang tænkt, at jeg ville lave herligheden i mit eget køkken. På en vaffel selvfølgelig! Nu skulle det være, og jeg er klar til at dele opskriften med jer. Temaet (og det libanesiske køkken) tro, er vaflen lavet på kikærtemel, og den er dermed sund og uden gluten osv. Desuden er det her en 100% vegetarisk ret, så der er ingen grænser for, hvor meget du kan pudse glorien bagefter 🙂

Halloumi vafler ala Mahalle

Halloumivaffel ala Mahalle, 2 stk

Vafler:
2 revne gulerødder
2 spsk skyr
2 æg
2 dl kikærtemel (kan bl.a. købes i SuperBrugsen og diverse helsekost)
2 tsk kokosolie
2 spsk loppefrøskaller (HUSK)
Spidskommen (gerne ristet let og stødt i morder)
Salt

Topping:
Hummus: find opskriften her
1 avokado
1 pakke grillost (jeg brugte en chilivariant fra Taverna som jeg fandt i Netto)
1 halvt granatæble
Hakket mynte
Lidt sesamfrø

Lav hummus dagen før eller et par timer før, du går i gang med vaflerne.

Bland alle ingredienserne til vaflerne rigtig godt sammen og lad dejen stå og trække i mindst 5 minutter. Lav herefter to vafler (fordel dejen med en ske, om nødvendigt) og hold dem varme i ovn eller under staniol.

Del avokadoen, fjerne stenen og skær den i fine skiver, hak mynte fint og løsn granatæblerne ved at banke på skallen eller fjerne dem forsigtigt. Skær halloumiosten i skiver og steg dem i olie på en (helst grill)pande, 2 minutter på hver side, så osten får fine grillstreger.

Når vaflerne er færdige, er du klar til at lave dine halloumi-vafler. Læg dem på to tallerkner og smør dem med hummus, fordel halloumien, så der ligger en skive på hvert vaffelhjerte og gør det samme med avokadoen. Top til sidst med granatæble, hakket mynte og sesam og servér straks det libanesiske måltid – i vaffeludgave.

Halloumi vafler ala Mahalle

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme

Sunde græskarvafler (Stop madspild!)

Sunde græskarvafler

Jeg når det lige. Sidste dag i november. Julen lige om hjørnet, men inden da må man godt lige hylde november, halloween og græskar lidt mere. For selvom de tusindvis af seje græskarhoveder helt er fjernet fra Tivolis smukke (ex)halloween-område og erstattet med æbleskiver, gløgg og niseri i alle former og størrelser, så er græskar stadig en frisk og farverig kandidat på de københavnske supermarkedshylder. Og i et grøntsagsvalg ville jeg helt sikkert gøre den til statsminister! Græskar smager jo bare såååå godt.

Så selvfølgelig skal den også i mine vafler! Og hyldes på årets sidste novemberdag! Græskar smager jo SÅ godt og agerer altid pragteksempel som mos. Denne opskrift er en oplagt måde til at undgå madspild, f.eks. hvis du har tilberedt græskar dagen inden og har mos i overskud. Just waffle them up! Det bliver den bedste morgenmad eller frokost i selskab med pesto, spejlæg og en avokado-salat on the side.

Sunde græskarvafler

Sunde græskarvafler, 2 stk

2 dl græskarmos af hokkaidogræskar (varm græskaret i ovnen ved 230 grader i 45 min. Lad det afkøle, fjern kernerne og skrab kødet over i en skål og mos det sammen)
2 æg
4 spsk loppefrøskaller
1 dl mandelmel (eller andet mel – eller havregryn)
Lidt chili
Salt og peber

Bland græskarmosen med æg, loppefrøskaller, mel og krydderier og lad dejen trække 10 minutter. Lav derefter vaflerne enten en ad gangen eller i et dobbeltjern. Mens vaflerne laves, kan du evt. forberede to spejlæg og anret tallerknerne med en halv avokado i skiver på hver – drysset med lidt hakkede mandler, persille og salt og peber.

Når vaflerne er færdige, smører du lidt pesto på og anretter dem med et spejlæg på hver ved siden af avokodo-anretningen. En morgenmad eller frokost der klart er en statsminister værdig!

God sidste novemberdag og så ses vi i december! 🙂

Kh. C

Sunde græskarvafler

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme