På forsiden af VisitDenmark: Mit Østerbro!

Søerne og Østerbro. VisitDenmark

Da jeg for snart tre år siden flyttede fra Amager til Østerbro, havde jeg på ingen måde forestillet mig, at jeg skulle blive den nye fortaler for Østerbro. Jeg var jo blevet en Amager-pige ligesom! Men indrømmet. Jeg er blevet glad for livet i øst. Så glad og dedikeret, at VisitDenmark har taget fat i mig og bedt mig udpege mine “go to”s på Østerbro samt deres yndlingsbilleder fra min Instagram-profil. Artiklen er nu på deres forside (uha da!), og I kan læse den her.

(Ps. jeg skal virkelig snart have taget et nyt billede af mig selv. Synes jeg bruger det her i alle sammenhænge. Noget med ikke at være så god til at tage billeder af mennesker, istedet for altid omgivelser og mad. Hmmm… må i gang med selfiestangen;))

Skærmbillede 2016-05-23 kl. 08.34.35

Finally some easy text for my non Danish speaking followers; I’m featured at VisitDenmark’s homepage for my life at Østerbro with their favorite pictures from my Instagram Profile.

3 years ago I never thought I would be so proud of my new neighborhood since I was always advocating for Amager – the South part of the city. But here I am today: Proud and wiser. You can find the article here

Østerbro Posthus. CopenhagenByMe på VisitDenmark

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme

Efterårsguide: Utro med Amsterdam

Amsterdam

Det er sket igen. Jeg har været utro. Denne gang med Amsterdam. Getaway med min veninde og et lille møde med min chef, som bor dernede. Affæren tog så hårdt på mig, at det har taget mig flere uger at komme tilbage til rutinerne begynde at blogge lidt. Hård omgang ik’?

Jeg må indrømme, at Amsterdam tog fusen på mig. Sådan virkelig! Jeg havde forberedt mig på noget smukt og lækkert, men det jeg mødte var alt over forventning. Det er lige før, jeg må sige, at den imponerede mig mere end USA! Men måske er det bare fordi, jeg er mere til mindre storbyer – end store storbyer, I ved.

Amsterdam

Hvis København har en tvilling, må “den skyldige” være Amsterdam. Vi har fine huse og et fantastisk kanalliv herhjemme. Og alle ved det! Men det skal jeg da lige love for, at A også har! Jeg forstår også i den grad, hvorfor Amsterdam tidligere har snuppet titlen som “bedste cykelby” fra os. På det ene af hotellerne, vi boede, var det gratis, og ellers betalte jeg blot en hundredelap for et helt døgn. Ej men.. jeg mener bare.. det er jo crazy. Hvorfor gør vi ikke også det?

Amsterdam

Nå, men hvad kan jeg så anbefale? Jo, hvor lang tid har I?!

-På hotellet CitizenM (lige ved lufthavnen. Så nemt!) var jeg lige en tur i rummet (altså vi snakker laser light ved toilettet og en stemning der kan skifte fra “romance” til “party” med et klik på fjernbetjeningen. Og hvor man bliver budt velkommen som “Citizen Camilla”.)

-Jeg var i kokos-himmelen hos Coffee & Coconuts. Kokospandekager, kokosyoghurt og kokosnød med sugerør til kaffen… Mmmh. Servicen var lidt so-so, dog.

Coffee & Cocunut

-Squash-pandekage-himmelen på Dignita. Den morgenmadcafé var for vild og denne “Squash Fritter” med pocheret æg og lemon sauce sprængte skalaen for lækkerheds-morgenmad.

Amsterdam kaffe

Dignita

-på Hutspot var jeg i salat- og gulerodskagehimlen, og på Bird Thais i thaimad-himlen. (Selv udenlands er jeg den kedelige thai-type og vælger altid karry/kylling/kokosmælk. Jamen det er jo bare så urimeligt lækkert og vanedannende…)

Shoppehimlen fandt jeg hos modebutikkerne Costes og Every.day.counts og boligting beundrede jeg hos nye Ninour og eland&vanderhelst (+ en masse andre steder i hipsterområdet De Pijp…)

IMG_4941

Every Day Counts
Metropolitain lokkede med store lækre gedeostsalater og kraftige solstråler i ansigtet. Her var vi virkelig i stemningshimlen. Ligesom på De Haven van Texel, som også bød på “jeg drikker hvidvin til 3,5 euros glasset med verdens bedste kanaludsigt”-himlen.

Metropolitain

Når jeg ikke var i en af de himler som de allerede nævnt, cyklede min veninde og jeg bare byen (eller sejlede kanalerne) tynd(e), farede vild, fandt vej igen, nød solen, den blå himmel ….og var i “livet er herligt-himlen!”

Så ja, kort sagt. Hvis du har efterårsferie og endnu ikke har booket billetter, så ved du, hvad jeg ville råde dig til 😉

Amsterdam

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme

Nyere og sundere Brunchsteder i København

Weekenden banker på, kan I høre det? Og med sådan et par hektiske uge med valgkamp og alt muligt har vi forfærdelig meget brug for det. Lidt forkælelse / fejring / trøst (alt efter hvem man nu er)… Og der er morgenmad/brunch bare sådan en god anledning.

Men hvilke steder hitter i øjeblikket i København? Her er mine forslag til en fin, lidt sundere og ny brunchoplevelse:

FAR's DRENG

FAR’s DRENG, Ny Adelgade

The Yogurt Shops daværende (efter min mening) lidt kolde og upersonlige lokaler, har med FAR’s DRENG fået shine, varme og hygge. Stedet fortæller dig, at “her vågner du bare stille og roligt” og udstråler sundhed og kvalitet.

Selv om morgenbrættet, som jeg smagte på i tirsdags, ikke var helseagtig, var den, hvad jeg kalder “sundere” med avokado, æg, kød, frugt og ristet rugbrød. Derudover ost og müslibolle – og så dagens spændende twist: En rabarberkompot som alternativ til marmelade på bollen. Rigtig lækkert. Prisen er vel egentlig også forholdsvis rimelig med Københavner-briller på: 85 kr. for hele brættet. Kaffen var også god og prisen rimelig.

Bonusinfo: Stedet holder kurser/events om sundhedsdrikken Matcha te, og har også vin og tapas på menuen, som skal testes ved lejlighed.

Møller Kaffe & Køkken

Møller Kaffe & Køkken, Nørrebrogade

En Nørrebro-café der skiller sig ud fra mængden. Skæv, stilet/hyggelig og samtidig rodet indretning med gode detaljer, hvor man går på opdagelse med øjnene, mens man spiser. Til tider en lidt haltende betjening, men lækker bland-selv-brunch samt godt fokus på lokale produkter (fx kød fra “Spis min gris”). Kaffen er fra Copenhagen Coffee Lab, og især kan anbefales: avokadoen med spændende dressing, røræg eller blødkogt med hø omkring, de snaskede nuggets og grøntsager efter årstid (jordskokker med syrnet fløde, grillet asparges eller hvad der nu er tider for. Det hvide brød er dejligt svampet, og smørret er blandet med fløde og luftigt, som jeg elsker!

Bonusinfo: En brunch på Møller kan blive ret dyr, men jeg synes, det er kvalitet, man betaler for!

Bland selv brunch på Mad og Kaffe

Mad & Kaffe, Sønder Boulevard

Endnu en bland-selv-darling. Og den nyeste (og måske billigste) af slagsen! Her på Sønder Boulevard kan man vælge 3, 5 eller 7, ingredienser. Da jeg var forbi på en temmelig kaotisk lørdag sidst, valgte jeg røræg med champignon og purløg, laks med rygeost, avokado med mandler, gulerodsmuffin og brød. Og så lige juice med dejlig smag af ingefær og cremet kaffe. (Alt i alt blev det lidt over 150 kr.)

Jeg var smålun på avokado med mandler, ikke mindst fordi mandlerne var bagt sprøde (rå mandler er bare for kedelige og seje!) Generelt passede det godt sammen med røræg, avokado og laks på det lune stykke rugbrød. Gulerodsmuffinen var fin, men ikke prangende. Det søde udvalg og brødet kunne måske godt klare en opstramning.

Bonusinfo: På en sommerdag er det fantastisk at reservere bord udenfor!

Brunch på Neighbourhood

NEIGHBOURHOOD, Istedgade

Kendt for pizza & cocktails, men deres økologiske(!) veggiebrunchbræt kan i den grad også anbefales. Her får du saftig, varm æggepizza med græskar, pesto, letristet rugbrød og grov bolle, en lille salat med mandler, skyr med skøn figenkompot og lækre oste.

Bonusinfo: Kanelsneglen er så god, at den er sund. Svampet, snasket og lun. Den er røget på min top 3 over gode kanelsnegle i byen. Og jeg har smagt en del!

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme