Aftensmad til morgenmad: Linsesuppe med kokos og mandler

IMG_8003

Er vi skabt til at spise skyr og havregryn om morgenen? Eller er varme ting som f.eks. suppe og simreretter langt bedre fra vores fordøjelse og mæthedsfornemmelse på det der tidspunkt, hvor søvnen mere eller mindre er pillet ud af øjenkrogene, og det er tid til højdepunktet: morgenmad?

Jeg har fundet ud af, at f.eks suppe fungerer godt for mig døgnet rundt (læs: den dygtige akupunktør jeg er begyndt at gå til på Østerbrogade, siger, at jeg skal prøve det af, og som den tillidsfulde optimist jeg er, følger jeg trop 😉 )

Fluks så man mig med Sarah Brittons lækre nye kogebog “My New Roots” i hånden og fluks derefter med en stor suppegrydde på komfuret. Linsesuppe var projektet, og denne opskrift er Sarahs blogfavorit, så hvordan kan man overhovedet lade vær’? Med sådan en omgang linser bliver man godt og grundigt mæt, og da der var rester fik jeg det næste morgen med mandler og kokos som topping. Det fungerede virkelig. Jeg var mæt længe, og så smagte det virkelig godt. I får lige opskriften – næsten som den er i My New Roots, og så med mit twist af kokos og mandler, der gør den mere morgenmads-egnet.

Aftensmad til morgenmad: Linsesuppe med kokos og mandler

Linsesuppe med kokos og mandler, 2 personer

200 gram skyllet røde linser
1 spsk olivenolie
2 løg
4 fed hvidløg
Lidt hakket ingefær
1 dåse hakkede tomater
1 liter grøntsagsbouillon
1 citron (skåret i skiver)
1 tsk Cayennepeber
1 spsk spidskommen (stødt)
Salt

Topping:
(Aftendsmad) Skyr eller creme fraiche, citronskiver og frisk koriander
(Morgenmad) 15 hakkede mandler (evt. varmet i ovnen ved 180 grader i 10 minutter)
1 lille håndfuld kokosflager, evt. frisk korinader

Put olie i en gryde (jeg brugte en wok) og svits løg, hvidløg og ingefær et par minutter. Tilsæt herefter salt, spidskommen og cayennepeber og rør rundt.

Tilsæt hakkede tomater, halvdelen af citronskiverne, og linser (skyllet i et dørslag). Tilsæt herefter grøntsagsbouillon, rør rundt og lad det hele koge under låg. Skru ned og lad suppen simre i 30 minutter. Rør rundt et par gange undervejs, så den ikke brænder på.

Brug en af ovennævnte toppings alt efter om du spiser linsesuppen til morgen- eller aftensmad.

Aftensmad til morgenmad: Linsesuppe med kokos og mandler

// Bogen er sponsoreret af Politikens Forlag //

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme

Gedeostsalat ala Nordlys Café

Gedeostsalat ala Nordlys Café

Sikke en god idé. Gedeostsalat ristet i græskarkerner! Da den rare tjener på Café Nordlys i sidste gang forklarede mig (da jeg ikke kunne vælge mellem deres retter til frokost), at han ikke selv kunne lide gedeost, men at deres variant efter sigende var god – og gedeosten ristet i græskarkerner, var jeg ikke i tvivl .. det skulle da bare så meget prøves!

Som sagt så gjort – og så godkendt. Salaten kom ind med en stor skive gedeost på toppen og ellers i en blandet symfoni af avokado, agurk, æbler, tomat og de her lækre mandler med salt og balsamico-eddike.

Agurk og æbler synes jeg ikke helt hører hjemme i en gedeostsalat, men det smagte nu godt. Dog er fordelen, når man fortolker København i sit eget køkken, at man jo kan lave det præcist som man helst vil. Derfor har jeg nu ladet mig inspirere af Nordlys, men lavet salaten som jeg godt kan li’ den: simpel og fransk inspireret med rucola i en balsamico-dressing og beklædt med den gode gedeost/græskar-version og derudover avokado og mandler. Det smager møggodt. Gedeosten bliver så sprød og lækkert – og jeg kan virkelig anbefale dig at give det et forsøg!

Gedeostsalat ala Nordlys Café

Gedeostsalat ala Nordlys Café, 2 personer

1 pakke rucola (eller blandet salat)
1 god håndfuld græskarkerner
1/2 rulle lækker gedeost
1-2 avokadoer
20-30 mandler ristet i lidt olie og soya eller balsamico eddike
4 spsk olivenolie
2 spsk balsamico eddike

Steg først mandlerne i olivenolie og enten soya eller balsamico eddike ved svag varme i 7-10 minutter. Lad dem afkøle. Skær gedeosten i skiver og vend dem i græskarkerner, så kernerne sætter sig fast på siderne (pres dem evt. ekstra godt på med lidt magt og snilde.) Steg dem på panden på begge side, indtil kernerne bliver lysebrune og osten er godt varm. Skær herefter avokadoen i skiver og skyl salaten i et dørslag. Bland olivenolien og balsamico sammen med salaten i en skål. Fordel salaten på to tallerkner og anret med gedeost og avokado og top med mandlerne. Servér med lidt lækkert brød – et voila!

Gedeostsalat ala Nordlys Café

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme

Cremet thai-hvidkål med fiskefrikadeller

Cremet thai-hvidkål og fiskedeller
Som opfølgning på min forkærlighed for fiskedeller har jeg kastet mig ud i den her opskrift, hvor de hjemmelavede fiskedeller placeres på en bund af cremet thai-hvidkål. En nyere fortolkning af stuvet hvidkål med frikadeller, kunne man næsten sige, selvom den dog stadig er godt og grundig anderledes end den traditionelle danske.

Opskriften på selve dellerne er den samme, som jeg lagde på bloggen i sidste uge, men i denne opskrift er de stegt på panden i modsætning til ovn. De ovnbagte går nu også fint til det her cremede thai-tilbehør. Alt i alt en god krydret ret til en regnvejrs-dag som i dag 🙂

Cremet thai-hvidkål og fiskedellerCremet hvidkål og fiskedeller

Cremet thai-hvidkål og fiskefrikadeller, 2 pers.

Et halvt hvidkål
400 blendet laks og torsk (det må gerne være lidt groft)
2 æg
1 dl kokosmel
3 dl kokosmælk
Lidt citronsaft
Kokosolie
Chili
Karry
Salt og peber

Riv en smule hvidkål på et rivejern, så du har ca. 2 dl revet hvidkål. Bland fisken med æg, revet hvidkål, kokosmel, lidt citron, chili, salt og peber. Form frikadellerne med to spiseskeer og steg dem på en pande. Hvis du er typen, der kan multitaske, kan du snitte resten af det halve hvidkål i fine tynde strimler, mens du steger dellerne ( hvis ikke, så gør det inden eller efter). Når dellerne er ved at være færdig, tager du en wokpande frem, som får godt med kokosolie i bunden – og godt med karry som steger kort i olien. Tilsæt herefter hvidkålsstrimlerne og rør rundt i 5-7 min. Tilsæt også salt og peber og evt. lidt mere karry. Når strimlerne nogle steder begynder at blive lysebrune, tilsætter du kokosmælk og lader det simre kort. Fordel det cremede hvidkål i bunden af to dybe tallerkner og top med de varme fiskedeller og servér.

Cremet thai-hvidkål og fiskedellerCremet thai-hvidkål og fiskedeller

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme

Byens… billige hverdagsmad

Suppe på Cafe NLele takeawayKalkun Karry og Mango Lassi, Lêlê

Det er igen blevet tid til at stemme på ‘Byens bedste’ på AOK, og det er jo altid spændende, hvem der løber af med sejren og stolt kan klistre ‘bedste …’ på døren. Der er mange gode steder blandt de nominerede. Dog synes jeg, der mangler en kategori, der kunne hedde noget i stil med ‘Byens hverdagsmad’. Under ‘byen bedste billigste restaurant’ ligger Madklubben i øjeblikket på 1. pladsen. Men jeg synes tit, man kommer til at betale en del mere end tre retter for 200 kr. derinde, fordi mange af retterne koster 75 kr. i tilkøb. – og så kan det altså hurtigt blive en helt anden pris..

Jeg er altid på udkig efter steder, hvor man hurtig kan få noget godt og sundt – uden at det skal være noget ‘helt vildt’. Det kan være, man har haft en lang arbejdsdag og bare ikke gider sige goddag til indkøbskøer, tomme hylder og stegepander – eller måske udvikler træningsaftalen sig til hygge og ‘skal vi lige snuppe noget mad sammen’-stemning. But where to go? Et sundt aftensmåltid til under 100 kr. ?

Mine bud er:

Madglad på Vesterbro: Stedet holder desværre lige nu pause, men jeg krydser fingre for, at de åbner igen. København har brug for Madglad! For 75 kr. får du her i de hjemlige og meget familievenlige omgivelser (stedet var tidligere en fritidsklub) en hverdagsbuffet med fokus på kvalitet og sunde muligheder. Der er både de kolde og varme kreationer i form af salater med f.eks. broccoli, forskellige bønner, kål – samt hummus, gullash, grøntsagsgratin, hjemmebagt kernebrød og lækre frikadeller.

Cafeteria Madglad
Eskildsgade 13, 1657 København V

Cafe N på Nørrebro: Aftensmad herinde kræver, at du ikke har kød-krav til din middagstallerken. Herinde er der nemlig vegetartema. Altid. Men det er lækkert, farverigt og billigt. Her fås blandt andet en god veggie-burgermenu med burger, rodfrugtfritter og juice/sodavand til 79 kr (Ta’ den McD 😉 ), en “Cafe N tallerken” med forskellige salater, hummus og tzatziki (også) til 79 kr og en tærte med salat og tzatziki til bare 55 kr. Det er altså en god pris. Om fredagen er der iøvrigt folkekøkken til blog 39 kr. Jep billigere end en caffe latte.

Cafe N
Blågårdsgade 17
2200 København N

Paludan Bogcafé i indre by: Jeg har nævnt Paludan en del gange herinde efterhånden. Fordi jeg er fan, og fordi jeg bare kommer igen og igen. De laver gode salater, chili con carne, pastaretter, burgere, ovnbagt laks. Ja, jeg har faktisk kun haft gode oplevelser herinde, og ofte betalt mindre end 100 kr. for maden. Det er det perfekte sted, når du skal mødes med en god ven, og det ikke skal være noget særligt, men bare behageligt og mad, du kan regne med.

Paludan Bogcafé
Fiolstræde 10
1171 København

Lêlê Takeaway på Østerbro, Vesterbro og i indre by: Lad dig ikke snyde af navnet. Selvom disse Lêlê butikker hedder takeaway som ‘efternavn’, betyder det ikke, at man ikke kan spise maden derinde. Der er ikke så mange pladser, men det er muligt. Der er flere retter, som ligger under 100 kr., og som bliver serveret i gode, store portioner. Jeg er noget så glad for deres “Karrykalkun” med den skønneste krydrede sovs af karry, kokosmælk og en masse limeblade.

Se de forskellige Lêlê restauranter her.

Café Klimt ved Nørreport: Klimt var på et tidspunkt mit og en venindegruppes stamsted. Her er en god nede-på-jorden stemning og hygge, det ligger centralt for alle, og så var vi der nok først og fremmest pga. deres cocktails, som alle er til halv pris efter kl. 22.00 i weekenden. Maden er god til prisen, og faktisk også lidt bedre end det. For 99 kr. kan du f.eks. få en frisk skaldyrssalat, hvor der hverken er sparet på rejer eller krebs.

Café Klimt
Frederiksborggade 29
1360 København K

Hvor spiser du hverdagsmad ude? Kom gerne med forslag til andre “under 100 kr.-steder” i kommentarfeltet.

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme

 

Honningmarineret laks med mandler, bønnefritter og karry/tomatsauce

Laks og bønner

Har du smagt bønnefritter? Hvis ikke kan jeg kun anbefale at lave dem. Allerede i aften faktisk. For de smager så godt, at jeg … Så snart jeg kan slippe afsted med det … laver en helt bradepande fuld, putter dem i en tallerken med noget lækkert dyppelse til og sætter mig med hele baljen i sofaen 🙂

Og Laks. J’adore! Er og bliver min yndlings. Og meget gerne fra Odin fisk på Nordre Frihavnsgade. 40 kr. pr. styk – det er da en super pris, når man tænker på, hvad man ellers bruger penge på (kaffe f.eks.:)) Og denne her gang er det så med honning og mandler. Og så er der den her sovs, som jeg har eksperimenteret med. Karry/tomatsovs har jeg døbt den, og så tilhører den faktisk palæo-familien. Disse tre ting passer godt sammen og er den perfekte vinterspise.

Laks og bønner

Alt i alt lyder en ret der lyder:

Honningmarineret laks med mandler, bønnefritter og karry/tomatsauce,
2 personer

2 Laksefiletter
12 hakkede mandler
1/2 spsk honning
1 spsk olivenolie
Lidt balsamico
Lidt citron
Salt og Peber
1 pose frosne bønner
1 spsk karry
1/2 dåse flåede tomater
1 lille dåse kokosmælk

Hæld bønnerne på en bradepande og vend dem i olivenolie og salt. Put dem i ovnen ved 180 gader i ca. 45 minutter til de er sprøde og gyldne. Rør rundt i dem et par gange. Bland honning med citron, balsamico, olie og salt og peber og hæld blandingen over de to laksefiletter. Drys med hakkede mandler og giv laksen 15-20 minutter i ovnen (altså når bønnerne har været inde i en halv times tid). Når bønner og laks er ved at være færdigt, laves saucen: put olie på en pande og steg karryen i et minuts tid. Tilsæt de flåede tomater og kokosmælken og lad saucen koge op.

Tre steps og wupti – a wonderful dinner is served!

Laks og bønnerLaks og bønner

Følg CopenhagenByMe på Facebook

Og på Instagram: @copenhagenbyme

AftensmadByMe

Er der noget bedre end at kigge på madopskrifter, når det regner og stormer, og man ikke kan komme ud og opleve København (og man har god tid – og eksempelvis ikke skal skrive speciale)?

Da jeg er den der i parentesen, der skriver speciale og nok ikke får tid til at lave de store indlæg eller gå i madopskrifter-læse-mood før aflevering, vil jeg da lige reklamere for at mine aftensmadsopskrifter er blevet samlet på en samlet side.  Hvis du da ikke allerede har opdaget det 🙂

http://copenhagenbyme.com/opskrifter/aftensmad/

(Og for pokker hvor jeg glæder mig til, at jeg kan dele flere opskrifter herinde.)

Rigtig ‘stormende’ god aften – eller hvad man nu siger på denne nye mærkedag – nu med navn 🙂

Opskrifter aftensmad