Top 6 bland-selv-brunch i København

Bland-selv-brunch er et koncept, som virkelig hitter i København ligenu. Og det passer mig så fint at kunne sammensætte en masse lækre sager og få “lidt af alt”, når man skal brunchhygge 100%. Jeg synes dog, nogle gør det bedre end andre. Og ligeså imponeret jeg bliver, når der er kræset for detaljerne, ligeså skuffet for jeg, når man får den her “det kunne jeg lige så godt have lavet derhjemme”-omgang.

Derfor vil jeg her dele mine “gør det” og “gør det måske” bland-selv-brunchtip fra de fem bland-selv-steder jeg har prøvet i byen. I prioriteret rækkefølge:

Smurt

Smurt 

Alle kender Smag, men færre kender Smurt – salatpusherens nye smørrebrødscafé. Som så også serverer bland-selv-brunch (eller morgenmad). Jeg havde den mest hyggelige søndag med familien derinde for et par uger siden, og gik derfra med en super god følelse i maven. Quinoa-vaflen med mascarpone var den der trak i første omgang (…hvad ellers?) og den gav mig da inspiration til også at oste-toppe mine vafler, som jeg altså synes, smager bedre end Smurts (ja, det skal jeg jo sige, ik? :)) Omeletten herinde var med ricotta og smagte super godt, og når man bestilte skinke, ost mm. var det ret godt portioner. Alt i alt oplevede jeg value for money og en rar mæthed i maven.

Møller Kaffe & Køkken

Møller Kaffe & Køkken

Dette sted fortjener sin hype! Måske ikke for servicen og prisen, men for stedet og maden. Eller rettere sagt: for deres måde at behandle grøntsager og rodfrugter på. I vinters fik jeg nogle fremragende jordskokker og i sensommeren nogle mindst lige så lækre asparges med dip. De laver et par retter, man aldrig selv ville stå og bikse sammen med søvnig krop og dagen-derpå-rødvinshjerne.

…Og så føler jeg mig fantastisk godt tilpas i de mørke, rustikke rammer.

Sticks N Sushi

Sticks ‘n’ Sushi

Bbrunch på en helt anderledes måde i København. Jeg er jo ret glad for “salt” om morgenen og for det asiatiske køkken, så sushi og kimchi snupper jeg gerne som dagens første måltid. Sushien manglede lidt smag/dressing, da jeg var forbi sidst, og misosuppen var lidt kedelig. Til gengæld kan jeg virkelig anbefale deres omelet med goma-dressing og frugt med kimchi. Matcha-croissanten var også sjov at prøve – og du kan få matcha-granola og miso-kakaosmør (skal helt sikkert prøves næste gang!). Kaffe, goma og miso – sikke et morgen-makkerpar!

Mad & Kaffe

Mad & Kaffe

Deres bræt bliver serveret så smukt, og priserne er fair! Jeg var mest begejstret for deres avokado med chiliolie og mandler, og generelt smagte alt godt. Brunchen indeholder ikke umiddelbart noget, man ikke kunne bikse sammen derhjemme, hvis man havde sørget for fyldt køleskab, inden man bevægede sig ud i “tomme tønder buldrer mest” lørdagsnatten. Men det smager godt og er virkelig smukt aka Instagram-venligt præsenteret. Deres muffin er hjemmebagt, men den imponererede mig ikke synderligt. Jeg har dog set, at de nu har blåbær soyayoghurt på kortet, hvilket er meget interessant. Hvis næste skridt er kokosyoghurt, boghvedepandekager og hjemmebagte kanelsnegle kommer jeg som den første – selv med tømmermænd 🙂

Wulff + Konstali

Wulff + Konstali Shop

Minder på mange måder om Mad & Kaffe, men er bare lige den halvtredser dyrere og det mindre spændende, der gør, at jeg ville vælge ovenstående frem for at cykle længere for det. De er “stærke”, når det kommer til søde sager frem for de grønne sager (som er begrænset til avokado), kød og æg, som jeg elsker. Jeg synes dog også, at deres brødafdeling (som er friskbagt dagligt) er super fristende.

Så hvis man var vågnede op og kun kunne tænke på mandelcroissanter og romkugler, ville jeg klart indstille GPS’en til Lergravsvej på Amager og drøne derudaf.

Grill Royal

Bistro Royal – Madklubben

Madklubben flere gange skuffet mig lidt – senest med en virkelig overpriced Gumbo på Alabama Social. Bistro Royal har jeg dog sat pris på – især for servicen. Maden herinde er smuk og appetitlig, men der mangler virkelig noget trylle-trylle-og-wauw-effekt. Avokadocremen bliver serveret med noget lettere kedeligt knækbrød, og havregrød med mælk(?) og æbler, er altså noget, jeg spiser, når der ikke lige er andet derhjemme (sorry!) Deres røræg smagte helt ok, og det samme med avokadomadden med pocheret æg. Men helt ærligt, 75 kr. ? Come on! Men hyggelig er udsigten; morgen/formiddagstrafikken omkring Kongens Nytorv.

Halloween og græskar på 5 måder i København

Græskar på 5 måder i København

Halloween, det er altså hyggeligt, synes jeg! I denne uge har jeg lavet en “græskarguide” til chrichri.dk, og her forklarer jeg min forhold til Halloween (og græskar) sådan:

Jeg tager imod Halloween i København med læbestift og kysmund. Ikke så meget pga. udklædning og rædselsaspektet, men mest pga. de mange græskar, som er vidunderlig skrigorange og smager helt eventyrligt. 

American Pie

Herefter følger mine 5 forslag til græskar i byen; Græskarpizza og -drinks på Neighbourhood, vegetarisk græskarfrokost på Smurt, italiensk med græskar på Scarpetta, Klassisk ”American Pie” hos nye American Pie Company og raw græskarkage på BotaniqI kan læse hele artiklen her. 

Hvis I vil have græskar derhjemme, kan jeg også anbefale en græskarvaffel med fyld til frokost eller måske forret til Halloween-middagen i aften. Selv tror jeg, der skal laves enten vafler eller måske et græskarbrød senere i dag. Og så en tur i Tivoli i dag eller i morgen.

Glædelig Halloween (eller burde jeg sige “glædelig græskar”? 🙂 )

Græskar Torvehallerne

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme

Quinoavafler med blåbærcreme – næsten som en “belgisk” i Nyhavn…

Vafler med blåbærcreme

Yay! Nu kan jeg endelig lave belgiske vafler! Takket være Tefals “Snack Collection” jern, som jeg har hørt så meget godt om, og nu har fået mulighed for at teste gennem et sponsoreret samarbejde med dem. Og dommen? Tja, intet mindre end lutter begejstring. Det jern er genialt! Jeg behøver intet fedtstof (heller ikke til alle de sunde vafler), og så kan jeg med én maskine forme både toasts, panini, pandekager og vafler. Og her er de belgiske især et hit! (Selvom hjertevaflen er og bliver min signaturvaffel:) )

Jeg glemmer aldrig dengang belgiske vafler med softice gjorde deres indtog i herhjemme. Hold da lige op hvor var jeg vild med dem – både som barn og da jeg som teenager arbejdede i en isbutik i provinsen. I dag kan man selvfølgelig opspore dem på Strøget eller i Nyhavn, men da jeg fik dette Tefals Snack Collection-jernet sponsoreret af Tefal røg tankerne partout tilbage til dengang. Selvom de hverken indeholder sukker eller mælk.

Jeg havde ca. 1 dl fra aftenens quinoa bowl og tænkte “dem mixer jeg da lige med æblemos (den økologiske fra Urtekram), lidt blendede butter beans, boghvedemel, kanel, kardemomme, lidt salt, loppefrøskaller, bagepulver og så ellers bare i vaffeljernet.

I mellemtiden blendede jeg 1 dl kokosmælk med en halv pose frosne blåbær, godt med lakrids, lidt salt. Og så var min mælkefri blåbær “softice” ellers bare klar til at hoppe på min vaffel sammen med mynte, kakaonibs, kokos og et par blåbær som slap for blenderens skarpe blad.

Det eneste tidspunkt jeg som barn aldrig guffede belgiske vafler med softice, var om morgenen. Det kan jeg så gøre nu. Helt okay faktisk 🙂

// Vaffeljernet er sponsoreret af Tefal //

Quinoavafler

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme

Vaffelbunch med Lene Bjerre

Vaffelbrunch, Lene Bjerre

For præcis en uge siden var jeg på vej til Valby for at guffe vafler og fejre Lene Bjerres 40 års jubilæum i Valby. Det er bare alt for lidt, jeg er i den del af København, hvilket man tydeligt kunne aflæse på min “fare-vild-skala”. Da jeg gik op det forkerte sted ved Valby Station, og ikke anede hvor busserne kørte fra, føltes det faktisk lidt pinligt. “Nå over gangbroen siger du?” Halløjsa, og tilbage med mig.

Showroom Lene BjerreLene Bjerre

Efter tog og bus ventede mig det fineste showroom, og en lækker brunch fra Wulff + Konstali (her kom vaflerne ind i billedet). Arrangørerne og værterne holdt taler, og så blev vi ellers vist rundt blandt spændende kunst og næste års forår/sommerkollektion, som bød på masser af planter og glade lyse vibes. Tænk engang: 40 år i den danske design/interiørverden, det er altså godt gået! Værkerne i showrummet bliver efter udstillingen iøvrigt bortaktioneret for at hjælpe Børnecancerfonden.

I dag fejrer jeg det hjemme med denne flotte vase, som jeg fik med fra eventet, blomster fra min mor, kaffe og planlægning af event i aften. Hvad er jeres weekendplaner? 🎈

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme

Sunde vaffel tacos med pulled chicken

VAFFEL tacos med pulled chicken

Tacos af vafler og pulled chicken med kaffe? Ja, okay nogle gange skal det hele jo ikke være så kedeligt. Så må vi lige “turn it all upside down!” De bedste tacos jeg har fået i København var hos nu “afdøde” Tacos Chilangos (håber de genopstår), men ideen med kaffe sammen med kyllingen kommer fra den gode Louisa Lorang.

Vaffel tacos

Jeg havde desuden set en opskrift fra Louises Madblog, hvor almindelige kyllingefileter kunne transformeres til pulled chicken efter ca. 3 timer i ovnen, og mht. krydring brugte jeg så Louisa Lorangs kombination af bl.a kaffe, paprika og BBQ-sauce, paprika. Jeg “snød lidt” og brugte en BBQ-sauce fra Hellmann (American smokey), som firmaet havde sendt mig uforpligtende i sommers.

Selve vaflerne som jeg brugte til tacos blev ekstremt gode. Jeg brugte to (mini)dåser majs, som jeg blendede og blandede med kikærtemel, æg, loppefrøskaller, chili, salt og peber. Og så lavede jeg en guacamole med hakket tomat og løg og toppede de fire tacos med friske koriander, frisk chili og lime.

Det var en helt fantastisk måde at spise snaskede tacos på en helt glutenfri og meget usund sund måde. Kan slet ikke vente til næste taco-tirsdag, -torsdag, – hver dag:)

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme

Grønne sandwichvafler til madpakken eller som Joe og The Juice toast..

Grønne sandwichvafler til madpakken

Hvordan jeg spiser mit kål og øvrige grøntsager? I vafler selvfølgelig! 🙂 Skolerne, studierne og arbejdspladserne er nu igen åbne og besøgt af os alle, så det er et kærligt goddag til hverdagen og de her grønne vafler, som fungerer perfekt som sandwich i madpakkerne, tilbehør til suppe og salat og meget andet.

Og fik jeg sagt, at de også fungerer med en pulled chicken sandwich som man får dem på Next Door Café eller i en vaffeltoast som denne? Det der flade brød som fås hos bl.a. Joe & The Juice – jeg har vist sagt det før, men siger det gerne igen; vafler er løsningen!:)

Grønne sandwichvafler til madpakken

Grønne sandwichvafler, 8-10 stk

300 g grønkål (jeg brugte en pose frossent, som jeg havde taget op et par timer før)
1 squash
1 lille broccoli
4 æg
1 dl vand
2 dl kikærtemel
2-3 spsk loppefrøskaller (HUSK)
Lidt oregano
Salt og peber
Pynt: sorte og/eller hvide sesamfrø

Riv squashen, blend broccolien og bland det sammen med det optøede grønkål (/plukkede friske). Tilsæt æg og vand samt de tørre ingredienser og rør godt rundt. Lad dejen stå og trække i fem minutter og tænd for vaffeljernet.

Tjek efter et par minutter om dejen behøver lidt ekstra vand og tilsæt i så fald resten af vandet (alternativt kan det tilsættes efter nogle af vaflerne er lavet, og dejen i mellemtiden er blevet endnu mere fast.) Vaffeldejen er mere fast end traditionelt vaffeldej og skal fordeles let med en gaffel, så det kommer ud til kanten. Drys med sesamfrø inden du lukker jernet.  

Bag vaflerne én ad gangen og spis med det samme eller gem til madpakker. Kan også sagtens fryses (hvilket jeg plejer at gøre med cirka halvdelen.)

Grønne sandwichvafler til madpakken

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme

Blåbær Açai Bowl med kakaomüsli

Acai blåbær bowls med kakaomüsli

Açai bowl. Mmmmh! Det er den mest geniale opfindelse længe. Og noget jeg formentlig vil dele mange varianter af her på bloggen den næste tid. Ikke mindst fordi jeg er blevet ejer af den her fantastiske Raw Fuel fra Wilfa, som jeg nævnte herinde for noget tid siden. Nøj den maskine kan altså bare klare a-l-t i hele verden.

Aldrig har jeg set nogen flashe muskler og være de frosne, genstridige sager overlegen som ham her hr. Fuel. (Han larmer og buldrer noget så voldsomt, men han arbejder altså også hårdt. Det ses på resultatet!)

Acai blåbær bowls med kakaomüsli

Rygtet siger, at der på Hafnia Bar i Hellerup skulle være en lille mulighed for at tilkøbe sig açai bowls, men dette er endnu ikke afprøvet, så i stedet går jeg lidt amok herinde. Først med denne blåbær-variant, som ikke bare indeholder det her superfood-bær; açai (dog i pulver fra Acaiacai i Torvehallerne), men også både brombær, blåbær og endda broccoli. Har I sådan en grøn fætter, som I ikke ved, hvad I skal gøre af, så er den perfekt i denne blend.

Blåbær Açai Bowl med kakaomüsli

Jeg bruger kokosmælk (lækker cremet og økologisk. Gå endelig ikke ned på det!!), men mandelmælk osv. kan naturligvis også bruges. Jeg synes blot kokosmælken gør det lidt mere cremet, fyldigt og lækkert.

Lav desuden müsli til din açai bowl – så er det næsten som vi kender den klassiske yoghurt/müsli konstellation. Bortset fra at det her er meget mere frisk og bedre (hvis du spørger mig..)

Acai blåbær bowls med kakaomüsli

Blåbær Açai Bowls med kakaomüsli, 2-3 personer

Kakaomüsli:
1 dl hørfrø
1 dl græskarkerner
1 dl sesamfrø
1 dl solsikkekerner
2 dl mandler
5 spsk kakao
2 tsk kardemomme
2 tsk kanel
Lidt salt
2 spsk kokosolie
Evt. 1 dl kokosflager og 1 dl gojibær

Bland kerner og mandler sammen i en skål med kakao, kardemomme, kanel og salt. Fordel blandingen på to plader med bagepapir og bag i ovnen ved 180 grader i 12-15 minutter. Bland evt. med kokos og gojibær når det er afkølet.

Blåbær açai blanding
1 dåse økologisk kokosmælk
4 tsk açai-pulver
300 gram blåbær og brombær (jeg brugte halv/halv, men kan også fordeles anderledes)
1 halvt broccoli
5 dadler
1 tsk lakridspulver
1 tsk vanilje
1 tsk Johan Bülow hyldeblomstpulver (kan undværes eller erstattes med lakrids)

Det er så ingredienserne. Resten kommer helt af sig selv – blend alle herlighederne sammen et voila. (Gem evt. lidt bær og kokosmælk, så du kan sikre dig den helt rigtige konsistens.)

Fordel blandingen i skåle og top med kakaomüsli. Tilsæt også gerne frisk frugt, f.eks. jordbær og banan.

Jeg har desuden også lavet min egen “Açai Vaffel Bowl”. Er man så açai bowl- eller vaffel-skør? Hvis du vil gøre det samme, kan du lave en vaffel efter denne opskrift og så folde siderne på vaflerne sammen med tandstikker, så der dannes en slags skål.

Acai blåbær bowls med kakaomüsli

//Blenderen i dette indlæg er sponsoreret af Wilfa //

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme

Glutenfri Breakfast Burrito (i mexivaffel) …

Glutenfri breakfast burrito

På Østerbrogade er der åbnet en ret god (ud fra deres naked bowls at betragte) mexicansk café, som hedder Chino’s. En virkelig tung og snasket bowl med pulled chicken jeg fik derinde i sidste uge (lige inden jordbærtærte-testen. Av!)

Jeg kunne ikke lade være med at smile, da jeg så deres breakfast burritos på menuen. Tankerne fløj til USA, og jeg måtte hjem og eksperimentere. Breakfast burrito i en mexivaffel blev det til, og den opskrift vil jeg lige dele med jer. For kender I de der morgener, hvor man både vil havde vafler (/pandekager) og æg på samme tid? Her er løsningen, skal jeg sige jer;

Breakfast burritoBreakfast burrito i mexivaffel, 1 stk

Mexivaffel:
1 halv (stor) revet squash
1 æg
Et skvæt mælk (jeg brugte havredrik)
1/2 dl kikærtemel
1 spsk loppefrøskaller (HUSK)
Lidt chili
1 tsk paprika
Salt & peber
Evt. lidt cheddar
Fyld:
Scrambled æg af 1 æg og lidt mælk, salt og peber
1/2 avokado
2-3 skiver bacon (jeg brugte kalkunbacon som jeg stegte på panden, 4-5 min. på hver side.)
Lidt syltede rødløg
Evt. lidt salsa (kan udelades)

Start med at rive squashen fint på rivejernet. Blandt det med resten af vaffelingredienserne og lad dejen trække ca. 5 minutter. Put kokosolie på jernet og fordel dejen med en gaffel og bag den.
Mens vaflen bager, forberedes fyldet. Start med at stege baconskiverne (eller bag dem i ovnen), lav det scramblede æg og skær avokadoen i mindre skiver.

Når vaflen er færdig, smøres den evt. med salsa, og så kommes fyldet ellers på: prøv at lave to tynde lag af bacon, æg, avokado og løg. Luk vaflen sammen med en (kød)tråd og servér med det samme. Evt. med guacamole, salsa og jalapeños ved siden af, hvis det skal være en ekstra mexi lexi-morgen. Så vågner du helt sikkert op!:)

Breakfast burrito

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme

Snickers VAFFEL-lagkage, sukkerfri og glutenfri!

VAFFEL-lagkage, sukkerfri og glutenfri!VAFFEL-lagkage, sukkerfri og glutenfri!

Ingen fødselsdag uden lagkage og ingen fødselsdag uden vafler. Derfor er en vaffel-lagkage det helt rigtige match i min (vaffel)verden! 😉

Denne lagkage er nemlig både sukkerfri og glutenfri, men smager stadig tungt og syndigt. af snickers fra sund nutella, hasselnødder og peanutbutter. Præcist som man har brug for, når der fejres fødselsdag. Bortset fra at denne ikke ligger så tungt som andre fødselsdagskager, hvorfor man stadig kan spise en masse andre lækkerier bagefter. Smart ik? Jeg lavede den sidste gang, der var fødselsdag herhjemme, fik to store stykker OG jeg kunne stadig spise fire retters middag på Uformel (læs min anmeldelse her) bagefter. Det var ren lykke!:)

VAFFEL-lagkage, sukkerfri og glutenfri!

Snickers VAFFEL-lagkage, sukkerfri og glutenfri!

((Vafler / bunde, ca. 6 stk))
1 dåse butterbeans (eller 400 g tørrede og kogte butterbeans)
5 dadler
4-5 æg
2 dl æblemos
1 dl mælk (jeg brugte havremælk)
1 dl fuldkornsrismel
1 dl kokosfibermel
3 spsk loppefrøskaller / HUSK
Lidt citron
1,5 tsk kardemomme
1 tsk vanilje
1 tsk kanel

((Nutella-creme))
75 g ristede hasselnødder (+ til topping så ca. 125 g i alt)
1 dåse sorte bønner
10 dadler
1 dl kakao
2 tsk kokosolie

2 dl vand
1 tsk vanilje
1 knivspids salt

Peanutbutter
50 g hakkede ristede hasselnødder
1 bakke jordbær

Blend bønnerne i en blender eller løghakker til en lind masse – tilsæt lidt vand, hvis maskinen ikke vil køre rundt. Blend til sidst dadlerne med, og når hele massen er blendet fint, hældes den i en skål sammen med de øvrige ingredienser i prioriteret rækkefølge, og det blandes godt. Put godt med kokosolie på vaffeljernet og hæld dejen på (fordel evt. med en ske) og lav ca. 6 vafler ud af dejen.

Lav herefter nutellacremen. Blend først hasselnødderne til smør og hæld det i en skål. Skyl bønnerne i et dørslag og blend dem sammen med først vand, så dadler, kokosolie og kakao. Tilsæt til sidst vanilje og salt.

Skær jordbærene i fine skiver og hav et glas peanutbutter parat. Og så skal lagkagen ellers bare lægge samme. Lav først et lag med nutellacreme og jordbær, derefter peanutbutter og ristede hasselnødder, og sådan fortsætter du indtil toppen som er med nutellacreme, jordbær og ristede hasselnødder. Og selvfølgelig masser af flag på toppen!

NB. hvis du vil have lidt sødere vafler, fungerer bananvafler også super som lagkagebunde.

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme

VAFFEL-lagkage, sukkerfri og glutenfri!

 

Vaffelburger med kyllingebøf og edamamehummus

Vaffelburger med kylling og edamamehummus

Okay. Ja TAK! Jeg har ret tit lyst til burgere. Og jeg er helt sikkert ikke den eneste. Det er vel heller ikke for sjov, at København på det seneste har udviklet sig til en ren kampplads af burgerborge, der hver især forsøger at mestre den perfekte kombination af  brød, bøf og fyld. Og så er vi nok også ret forskellige. Nogle foretrækker kridhvid bolle og bøf uden så mange dikkedarer som på Tommis Burger Joint, mens andre vil have den let mere avancerede med muligheder for chilistegte champignon, og ærtebøf som på Halifax eller måske en Super Bowl-variant som på Grillen.

Her hos mig får I selvfølgelig vaffelburger. Hvad ellers? Med kyllingbøf og edamamehummus. En sund, glutenfri variant som smager dejligt snasket – præcist som en burger skal!

Vaffelburger med kylling og edamamehummus

Vaffelburger med kyllingebøf og edamamehummus

(Edamamehummus)

200 g edamamebønner (frost, pillede)
1-2 fed hvidløg
1/2 citron
0,5 dl olivenolie
2 tsk tahin
3 spsk vand
Lidt chili
Salt og peber

(Vafler, 4 stk.)

1 stor revet squash
3 æg
1 dl vand
1 dl kikærtemel
3 spsk loppefrøskaller (HUSK)
1 dl sesamfrø

1 spsk kokosolie
Lidt salt

(Kyllingbøffer, 4 stk)

400 gram hakket kyllingkød
1 rødløg
1 æg
1 spsk dijonsennep
Lidt chili
Salt og peber

2 tomater + 1 rødløg skåret i skiver (alternativt syltede rødløg)
1/2 pakke salatblanding eller rucola

Put edamamebønnerne i en skål og hæld kogende vand over, lad det stå sådan i et par minutter til de er optåede og skyl dem så med koldt vand i et dørslag. Tag lidt skal fra citronen og pres saften. Put bønnerne i stavblender/løghakker sammen med citron, olie, vand, hvidløg og tahin og blend. Tilsæt de øvrige krydderier og smag til med salt og peber. Tilsæt evt. mere citron eller krydderier. Sæt på køl.

Bland alle ingredienserne til vaflerne pånær halvdelen af sesamfrøene som gemmes til topping. Lad dejen stå og trække i fem minutter og tænd for vaffeljernet. Tjek efter et par minutter om dejen behøver lidt ekstra vand og tilsæt i så fald resten af vandet (alternativt kan det tilsættes efter to af vaflerne er lavet, og dejen i mellemtiden er blevet endnu mere fast.) Vaffeldejen er mere fast end traditionelt vaffeldej og skal fordeles let med en gaffel, så det kommer ud til kanten. Når dejen er fordelt i jernet, drysses med sesam. Put vaflerne i ovnen ved svag varme, så de er klar til burgerfest.

Imens vaflerne bager, sætter du drysset du løg og tomatskiver med olie og oregano, salt og peber og sætter dem i ovnen ved 180 grader i 10 minutter.Herefter laver du bøfferne: Hak løg og rør sammen med chili, oksekød, æg og sennep og krydr med salt og peber. Form til fire bøffer bøffer og steg dem ca. 5 minutter på hver side.

Del vaflerne over på midten og brug til hhv. under- og over”bolle”. Først under”bolle”, så hummus, salatblanding, bøf, lidt mere hummus, tomater og løg. Smør også gerne (chili)pesto på vaflerne, hvis du ønsker endnu mere power på smagen. Servér med det samme, evt. med lækre sød kartoffel-fritter med dukkah.

Vaffelburger med kylling og edamamehummus

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme