Vaffeltapas – den perfekte fødselsdagsmenu(y)!

Vaffeltapas

Der er altid noget at fejre i København. At sommeren kommer tidligt og meget elegant anstigende, Distortion (for dem der stadig kan holde til det;)), at det nu er juni måned (og hot!), at vi kun lever én gang osv. Det var bare ikke det, jeg fejrede i sidste weekend. Næh nej der fejrede jeg simpelthen Menys 1 års fødselsdag. I ved, supermarkedet. Som tidligere hed Superbest.

Meny på Østerbro er altid det sted, jeg tager hen, når der skal luksus-handles og alle råvarer skal være i top. Så da de spurgte, om jeg ville lave et samarbejde med dem om den perfekte fødselsdagsmenu – ja, så kan I nok forestille jer, at det var vand – af den fineste kvalitet -på min mølle. Der bliver snakket meget om sponsorerede blogsamarbejder, og jeg forstår, hvis nogen kan blive skeptiske omkring dem, men hey når det supermarked man i forvejen handler i, vil samarbejde, kan det ligesom ikke gå helt galt, vel? 😉

Ceviche, søde kartofler, aubergine og dips

Jeg har tidligere skrevet om Meny i Hellerup, som jo er den ypperste af forretningerne. Men den på Østerbro gør det altså også godt. Frugt- og grøntafdelingen kunne efter min mening godt være større og mere overskuelig, men ellers er det virkelig her du får det bredeste udvalg i mit lokalområde. Jeg elsker deres fiskeafdeling (læs: deres fiskedeller med forårsløg) samt deres udvalg af chokolade, specielle nicheprodukter og vin – ja, drikkevarer generelt.

Med de mange muligheder i Meny blev jeg hurtigt klar over, hvad der skulle laves som fødselsdagsmenu til lørdagens middag til gode venner; VAFFELTAPAS. Fordi tapas bare er den mest hyggelige gæstespise. Squashvafler (efter denne opskrift, men med squash i stedet for gulerod) med en masse dips, oste fra Arla Unika og grøntsagslækkerier til. Det endte med at blive et ret så overdådigt måltid, som faktisk kun tog to timer at lave. Ja, ja, jeg fik hjælp i køkkenet, men alligevel.. det er da ret effektivt!

TapasMenuen endte med at stå på ceviche med laks, misoglaseret auberginer med forårsløg og granatæbler, smør- og citronstegt hjertesalat (altid et hit!), bagte søde kartofler med stegte svampe, soltørrede tomater, pesto og persille, bagte jordskokker med frisk timian, edamamebønner med citron og så på brættet i midten; et par færdigkøbte dressinger; aioli, rødbedecreme fra Urtekram, (flere) tomatpesto, olivenolie, balsamico og så snacks i form af oliven, mandler, radiser, havgus ostehapsere og (flere) soltørrede tomater.

Middagen var næsten udelukkende vegetarisk (bortset fra laksen, som var skotsk og af den mest lækre kvalitet.) Vi fik også lækre Bourgogne vine og Aperol Spritz senere. Og nåhr ja, snickerskage til dessert; som jo bare er så let at lave; En håndfuld dadler blandet med kokosolie, peanutbutter, mandler og hele peanuts – bum. Formes til en kage, lægges i fryseren en times tid og beklædes til sidst med smeltet chokolade. I K K E en mundvige tør, det lover jeg!

Skål og tillykke med Meny. Jeg snupper gerne den her omgang igen i aften. Andre der vil med?

Vaffeltapas

Græskar quinoa bowl

Græskar quinoa bowl

Okay seriøst, hvis I endnu ikke har prøvet at lave en såkaldt bowl med bund af quinoa, couscous eller perlebyg, grøntsager og tahindressing MÅ I altså prøve det. Jeg lever af det i øjeblikket – morgen, middag og aften (altså når jeg ikke lige er på farten i den skønne by) – og bliver aldrig træt af det. Du kan variere den på 100 måder, og den er sund, vegetarisk, og sammensat efter sæson. Jeg forstår ikke, hvorfor der ikke for længst er åbnet en københavnsk “bowl” café! (Se også tidligere opskrifter her og her.)

Den her version er med bagte græskar, rødkål og kikærter. Og det er såre simpelt;

Græskar quinoa bowl, 2 stk

1 hokkaidogræskar
Olivenolie
1-2 citroner
Rosmarin
1 pose quinoa (kog hele posen men brug blot ca. 3-4 dl til denne opskrift
1/3 rødkålshoved
1 løg
2 dl kikærter fra dåse eller drænet og kogt.
En håndfuld græskarkerner/hasselnødder
1 avokado
Evt. koriander eller grønkål bagt i ovnen med olie og salt
2 spsk tahin
1 tsk agavesirup

Del et hokkaidogræskar på midten, fjern kernerne, skær det i “både” og bag med olivenolie, citronsaft, rosmarin og salt og peber ved 180 grader i 45-50 minutter.

I mellemtiden koger du en pose quinoa (perlebyg eller couscous.), skærer du rødkål i fine strimler (gerne med mandolinjern) og steger det på en pande, evt. med lidt rødløg og kikærter, med olie, salt og peber og gerne lidt citron.

Herefter kan du putte en håndfuld hasselnødder eller græskarkerner i ovnen på en plade under græskarstykkerne. Det smager fantastisk til.

Og til sidst den vigtigste ingrediens: Tahindressing. Bland tahin med olivenolie, 1/2 dl vand, saften fra en halv citron, agavesirup og salt og peber. Og skær så avokadoen i stykker.

Så mangler du bare at arrangere bowlen: quinoa i bunden, herefter rødkål, tahindressing, græskar, avokado, hasselnødder/græskarkerner, lidt mere dressing og så evt. koriander på toppen eller ovnbagt grønkål.

Græskar quinoa bowl

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme

Tak for i år, København!

Godt nytår 2015

En smart hjemmeside 2015bestnine.com har gjort det muligt at få et overblik over de mest populære opslag på Instagram i året 2015 der gik. Her ser i mine, og de viser jo meget godt, hvad bloggen er; en hyldest til København både hvad angår steder, aktiviteter og mad. At den så også handler om København i mit hjem, er noget man måske ikke kan se på Instagram, men det ved I – jer der følger med herinde – forhåbentligt 🙂

På min private Facebook skrev jeg i går; “Ja okay, jeg kan godt li’ solnedgange. Og mad. Og farver. Og Instagram. Og lidt Facebook. Og Twitter. Og først og fremmest Yelp!
Ja okay, jeg er nok en af de der irriterende typer, der bruger voldsomt meget tid på de sociale medier. Men hvad gør det – når bare man har det sjovt? 🙂
Tak for dig, du farverige 2015!”

Og det mener jeg virkelig fra bunden af hjertet. Jeg har det simpelthen så sjovt på de sociale medier, og jeg er så glad for alle de/jer søde mennesker, jeg møder hver dag. TAK FOR JER!

Men hvad var så de mest populære posts på bloggen 2015? Ikke ligefrem solnedgange og bland-selv-brunch men mad med masser af farver og et par guides til København;

1. Vietnamesiske forårsruller med tre slags dip (er og bliver nr. 1!)

3. Byens billige hverdagsmad (det indlæg jeg altså bare have opdateret næste år!)

4. Cafeer med wifi og gode studie/arbejdsforhold i København

4. Snickers VAFFEL-lagkage, sukkerfri og glutenfri!

5. Sprød vaffeltoast ala Joe and the Juice

… Sidstnævnte kan virkelig anbefales til tømmermænds-madplanen i morgen!

Næste år vil jeg dele flere af mine mange guides, flere københavnske brands i mit hjem og selvfølgelig lækkert, sundt og bæredygtigt mad – ikke mindst vafler! Og hey, jeg har jo også udfordret jer lidt med en kødfuld lørdag i 2016. Hvem er frisk? 🙂

Godt nytår København

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme

Kødfri mandag … eller kødfuld lørdag?

Vietnamesiske forårsruller og tre slags dip: chili, peanut og sesam

Hvor meget kød bliver der mon indtaget bare i København her omkring juletid? I betragtning af hvor meget jeg selv normalt har sat tænderne i af and, deller, filleter og “store fiskebord”, tror jeg ikke ligefrem det er miniput-kiloklassen, vi snakker om. Helt overordnet set er der nok tale om et lettere overforbrug – ikke mindst fordi en pæn del ender som madspild. Det er virkelig noget to ting, der optager mig i øjeblikket; at undgå madspild, men også at undgå kødoverforbrug som skader både klima og miljø. Hvad de herrer og kvinder netop har siddet og grublet over til COP21, kan vi ikke blande os så meget i. Derimod er kødforbruget noget, vi selv kan styre!

Og danskerne er så åbenbart også det land, der spiser mest kød per indbygger. I verden!

Forstå mig ret; jeg elsker kød/fisk, og jeg synes virkelig ikke, at noget i verden kan erstatte andestegen juleaften eller fiskefileten til mormors julefrokost. Men jeg prøver virkelig at gøre kød til noget specielt og kvalitativt (shoppet lokalt) frem for hverdagskost. På den måde sætter jeg også endnu mere pris på det, når jeg endelig får det.

Og så tænker jeg bare;

Hvorfor kun have én enkelt dag om ugen uden kød, når forbruget er så belastende for miljøet? Hvad med at erstatte kødfri mandag med kødfuld lørdag? 

Burger på Haché

Jeg testede det lidt for sjov i sidste uge, for at se, hvor længe jeg kunne undvære at tænke på kød. Selvom jeg sagtens kan klare mig uden, er der situationer, hvor det frister! Mandag aften stod på bloggens mest læste opskrift vietnamesiske forårsruller, og den kunne jeg egentlig snildt have spist vegetarisk pga. de knasende peanuts, men kom altså lige til at nappe en tigerreje eller 6. Og lidt krabbe! De andre dage gik godt, med lækre bowls og masser af græskar og supper, men så blev det tid til Yelp Burgerklubben torsdag, og jeg måtte simpelthen smage Hachés portobello-burger, og den gik kun med kød. Hovsa! Fredag var jeg på familievisit, hvor der blev serveret lækker moussaka, ligesom lørdag stod på familiemiddag med tre-retters. Og hey, lørdag måtte jeg jo godt 😉

Konklusion: det er nemmere at undgå, når man selv laver mad, og tager ud og kan vælge alt på menukortet. Derfor vil jeg fortsat dele inspiration til god vegansk/vegetarisk mad – ude i København såvel som hjemme. Kom endelig med kommentarer til din holdning til kød & miljø. Som I måske ved, bryder jeg ikke om at tage noget ud af min kost, som gør mig glad. Men hvis jeg nu kan blive endnu mere glad lørdag/et par dage om ugen – og samtidig hjælpe miljøet lidt de andre dage også … så er det vel ikke så dumt endda?

Weekendglimt: Julefrokost med take away fra TapasAmor

Julefrokost borddækning

Kan man spise andet end klassisk dansk smørrebrød til julefrokost? Nej for pokker da – vil mange nok sige. Og selvom jeg har det meget rart med de gæve rugbrødsmadder, så kan jeg virkelig godt li’ anderledes og lette setups, og jeg elsker tapas. Derfor sagde jeg straks JA TAK, da jeg blev tilbudt at teste et take away festmåltid TapasAmor i selskab med en håndfuld søde veninder i lørdags.

Og sådan gik det derfor til, at bordet på matriklen på Østerbro blev dækket i nordisk stil sammen med masser af glimmer, mens maden ankom præcis kl 16.45 (så nemt!) og senere blev serveret i tre omgange. Fiske-tapas, charcuterie-tapas og dessert-tapas.

Nordisk borddækningTapas

Fisk og kød var godt og frisk. Lidt flere blinis eller lignende i stedet for brød under pålægget havde ikke gjort noget. Til gengæld var det lækkert med rugbrød under spinattærten og de små snacks var så farverige og smukke at servere. Forestil jer det lige; små fyldte cherrytomater, ruccola omfavnet i skinke og med en lækker parmesan, og så den hyggelige dessert-tapas; fransk nougat, chokoladekage, pandekager og lækre dråbe-formede jordbærtærter. Uhm!
Derudover fik vi også både rosé-, hvid- og rødvin fra Finca Collado som også smagte fortrinlige og kan købes sammen med maden på webshoppen. Dem kunne jeg helt sikkert godt finde på at vælge igen en anden gang. Og flotte etiketter har de også!

Vin fra Finca Collado

Lige først da jeg så kasserne med maden, må jeg indrømme, at jeg tænkte; “er der mon nok der?”, og jeg var fluks ved at overveje at spurte til nærmeste supermarked og købe ekstra snacks eller måske endda sætte gang i vaffeljernet og en skål hummus, men det viste sig, at være helt tilpas, så man hverken var sulten eller overmæt, som jeg kan have tendens til, når jeg går smørrebrøds-amok. Og sikke en nem julefrokost – nærmest ingen opvask og bare tid til at skåle, grine og mænge sig groft med det alt for rare selskab.

TapasAmor har også juletapas, hvis man vil holde sig inden for det klassiske 😉

Jeg dækkede i øvrigt bordet med nærmest alt mit forskellige keramik på kryds og tværs. Lige fra det plettede fra Keramikladen.dk, til de koboltblå genbrugsfund og endda en tallerken fra Tiger var med i mixet – som blev holdt i de blå nuancer. Det synes jeg faktisk fungerede super til glimmer, pailletter, gran og de knaldrøde julebær.

Julefrokost borddækning

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme

Sund morgenmad: Couscous suppe med “mÿsli”

Couscous suppe

Suppe til morgenmad i København…? Hmmm måske ikke lige så pokkers let at få. Men hvorfor egentlig ikke? Det varmer godt, er dejlig mættende, giver energi og så kan man endda toppe den med müsli. Er alle kriterier for en god morgenmad så ikke nærmest overholdt?

Det er ikke alle supper, der fungerer for mig, før en vis mand har fået sko på. Suppen skal ikke være for stærk, og så må den gerne være lidt cremet. Jeg har tidligere skrevet om linsesuppe til morgenmad her på bloggen, og det fungerer super, men nu har jeg faktisk fundet én, som er endnu bedre for mig, så lad mig introducere jer for mr. ((trommehvirvel))… Couscous-suppe!

Couscous suppe til morgenmad

Egentlig opstod ideen, da jeg ville prøve at lave en kokos/karrysuppe med linser, og så af uransagelige årsager var løbet tør for linser. Æv! Så stod man der og så skuffet ud med en omgang perfekt ristet masse af karry, 1 løg, 2 fed hvidløg, lidt ingefær og chili, gurkemeje og herefter en dåse hakkede tomater, et par laurbærblade og 2 liter grøntsagsbouillon.

Men hallo, lå der ikke lige en pose couscous dernede i alt muligt-skuffen? Søreme jo. Og voila – 1 deciliter af det, og så to dåser skyllede bønner (butter beans + kidney bønner) for lige at give lidt ekstra fylde.

Jeg tilsatte også lidt mangochutney og til sidst 1 dåse kokosmælk, så suppen blev både cremet og sød. Jeg lavede suppe om aftenen, men toppede den næste dag med “müsli” i form af ristede mandler, kokosflager, nigellafrø og lidt frisk basilikum. Bedste start på dagen – ikke mindst pga. couscous’ens grynede effekt.

Couscous suppe til morgenmad

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme

Dagbog fra ugen der gik i København

Smuk himmel ved Operahuset

Sidste uge var ikke lige vores verdens bedste uge generelt. Det er så trist at tænke på al den grusomhed der huserer. Lige nu i Paris, men også i Baghdad, Beirut og andre steder. Man skal ikke lukke øjnene for det, men heller ikke lukke sig inde og være trist. Det gjorde jeg lørdag, hvor jeg fik den der tomme følelse i hele kroppen og stenede lidt hele dagen.

Men det skal være slut, og jeg vil igen hylde livet som jeg gjorde det for en uge siden og dele lidt billeder af ugen der gik og ellers var ret festlig indtil fredag – her på bloggen.Græskarsuppe - Jane Faerber

Mandagsgræskarsuppe inspireret by Jane Faerber fra seneste bog LCHF året rundt. Den er bare god. Andet er der ikke at sige 🙂

Tirsdagsfrokost på Smurt på Nørrebro. (Som sagt) en af mine nye favoritter, som ikke bare bruncher godt, men også serverer de her madder, som gjorde både mig og min ven meget glade. 1 stk rødbede-dellemad og 1 stk andemad (hihi!) Det sted holder altså!

Frokost på Smurt

OnsdagsFEAST sammen med Lidl (de kaldte det “a LIDL feast”, høhø) hvor mad og lokalt design mødte hinanden på bedste vis i København (kan det blive bedre?) Mira Arkin tryllede denne gang med Lidl-varer, Allan Torp tryllede bl.a. med flotte grene og lys i lejligheden og alt i alt var det bare en fantastisk middag med nye og gamle bloggerkolleger. Lidl ville vise, hvor lokale de kan være, og det er jo noget, jeg sætter pris på. Jeg bor ikke selv tæt på et Lidl-supermarked, men er nysgerrig og vil da lægge ekstra mærke til deres udvalg næste gang den tyske verdenskæmper dukker op på min vej..

FEAST

Torsdagsjulefrokost på Restaurant Kronborg. Jep, så er vi allerede i gang! Og hold da op en festlig aften omgivet af omtrent 25 fellow københavner bloggere/instagrammere mm. Jeg er så pokkers vild med Kronborgs sild og fiskefilet, som de pandesteger (der er bare ikke andet rigtigt at gøre!) Og så fik jeg faktisk lidt smag for deres snaps i år (siger frøkenen der ellers aldrig drikker snaps.) Det er store ting faktisk. Og halløj en julemenu. Alle kunne trille derfra. På den der virkelig rare lykkelige måde, I ved…

Julefrokost på Restaurant Kronborg i København_Foto af Chris Tonnesen_01//Billede af Chris Tonnesen//

Fredags-CPH:DOX i Skuespilhuset med en god veninde og filmen A Syrian Love Story samt efterfølgende diskussion med instruktør og producer og organisationen Dignity, som har beviser for, at hver 3. flytning, der kommer til Danmark har været udsat for tortur. Stof til eftertanke af den særligt skræmmende slags!Stof til eftertanke

Lørdagseftertænksomhed / endnu mere stof til eftertanke… mens håbet og glæden i højere grad var tilbage dagen efter med søndagsfamiliebrunch (jeg lavede selvfølgelig vafler. Med pistaciecreme fra Lidl-eventet. Som at spise flydende hvid chokolade. Uhm!) ..efterfulgt af fantastisk rundvisning i Operaen (100 kr. giver adgang til smukke og interessante sager.) Har I været forbi? For ellers kan sådan et besøg altså anbefales.

Vaffel-brunch

Det er ikke småting hr. Mærsk Mc-Kinney Møller har fået opbygget sammen med arkitekt Henning Larsen her på Holmen. Maling tilsat 5000 liter øl, vilde akustik-beregninger og 41.000 m² fordelt på hele 14 etager. Vi var endda oppe og stå på scenen. Og så flere timers kaffesnak ude i foyeren og den skønneste udsigt, der mødte os udenfor, da solen så småt var ved at gå ned.

Det var som at være i Sydeuropa lige midt i vores København ❤

Operahuset

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme

Top 6 bland-selv-brunch i København

Bland-selv-brunch er et koncept, som virkelig hitter i København ligenu. Og det passer mig så fint at kunne sammensætte en masse lækre sager og få “lidt af alt”, når man skal brunchhygge 100%. Jeg synes dog, nogle gør det bedre end andre. Og ligeså imponeret jeg bliver, når der er kræset for detaljerne, ligeså skuffet for jeg, når man får den her “det kunne jeg lige så godt have lavet derhjemme”-omgang.

Derfor vil jeg her dele mine “gør det” og “gør det måske” bland-selv-brunchtip fra de fem bland-selv-steder jeg har prøvet i byen. I prioriteret rækkefølge:

Smurt

Smurt 

Alle kender Smag, men færre kender Smurt – salatpusherens nye smørrebrødscafé. Som så også serverer bland-selv-brunch (eller morgenmad). Jeg havde den mest hyggelige søndag med familien derinde for et par uger siden, og gik derfra med en super god følelse i maven. Quinoa-vaflen med mascarpone var den der trak i første omgang (…hvad ellers?) og den gav mig da inspiration til også at oste-toppe mine vafler, som jeg altså synes, smager bedre end Smurts (ja, det skal jeg jo sige, ik? :)) Omeletten herinde var med ricotta og smagte super godt, og når man bestilte skinke, ost mm. var det ret godt portioner. Alt i alt oplevede jeg value for money og en rar mæthed i maven.

Møller Kaffe & Køkken

Møller Kaffe & Køkken

Dette sted fortjener sin hype! Måske ikke for servicen og prisen, men for stedet og maden. Eller rettere sagt: for deres måde at behandle grøntsager og rodfrugter på. I vinters fik jeg nogle fremragende jordskokker og i sensommeren nogle mindst lige så lækre asparges med dip. De laver et par retter, man aldrig selv ville stå og bikse sammen med søvnig krop og dagen-derpå-rødvinshjerne.

…Og så føler jeg mig fantastisk godt tilpas i de mørke, rustikke rammer.

Sticks N Sushi

Sticks ‘n’ Sushi

Bbrunch på en helt anderledes måde i København. Jeg er jo ret glad for “salt” om morgenen og for det asiatiske køkken, så sushi og kimchi snupper jeg gerne som dagens første måltid. Sushien manglede lidt smag/dressing, da jeg var forbi sidst, og misosuppen var lidt kedelig. Til gengæld kan jeg virkelig anbefale deres omelet med goma-dressing og frugt med kimchi. Matcha-croissanten var også sjov at prøve – og du kan få matcha-granola og miso-kakaosmør (skal helt sikkert prøves næste gang!). Kaffe, goma og miso – sikke et morgen-makkerpar!

Mad & Kaffe

Mad & Kaffe

Deres bræt bliver serveret så smukt, og priserne er fair! Jeg var mest begejstret for deres avokado med chiliolie og mandler, og generelt smagte alt godt. Brunchen indeholder ikke umiddelbart noget, man ikke kunne bikse sammen derhjemme, hvis man havde sørget for fyldt køleskab, inden man bevægede sig ud i “tomme tønder buldrer mest” lørdagsnatten. Men det smager godt og er virkelig smukt aka Instagram-venligt præsenteret. Deres muffin er hjemmebagt, men den imponererede mig ikke synderligt. Jeg har dog set, at de nu har blåbær soyayoghurt på kortet, hvilket er meget interessant. Hvis næste skridt er kokosyoghurt, boghvedepandekager og hjemmebagte kanelsnegle kommer jeg som den første – selv med tømmermænd 🙂

Wulff + Konstali

Wulff + Konstali Shop

Minder på mange måder om Mad & Kaffe, men er bare lige den halvtredser dyrere og det mindre spændende, der gør, at jeg ville vælge ovenstående frem for at cykle længere for det. De er “stærke”, når det kommer til søde sager frem for de grønne sager (som er begrænset til avokado), kød og æg, som jeg elsker. Jeg synes dog også, at deres brødafdeling (som er friskbagt dagligt) er super fristende.

Så hvis man var vågnede op og kun kunne tænke på mandelcroissanter og romkugler, ville jeg klart indstille GPS’en til Lergravsvej på Amager og drøne derudaf.

Grill Royal

Bistro Royal – Madklubben

Madklubben flere gange skuffet mig lidt – senest med en virkelig overpriced Gumbo på Alabama Social. Bistro Royal har jeg dog sat pris på – især for servicen. Maden herinde er smuk og appetitlig, men der mangler virkelig noget trylle-trylle-og-wauw-effekt. Avokadocremen bliver serveret med noget lettere kedeligt knækbrød, og havregrød med mælk(?) og æbler, er altså noget, jeg spiser, når der ikke lige er andet derhjemme (sorry!) Deres røræg smagte helt ok, og det samme med avokadomadden med pocheret æg. Men helt ærligt, 75 kr. ? Come on! Men hyggelig er udsigten; morgen/formiddagstrafikken omkring Kongens Nytorv.

Kylling kokkeskole på Kokkeriet

Kylling kokkeskole på Kokkeriet

_F5A8435 (Small)

I går arbejdede jeg sent, jonglerede (på den der halvforvirrede måde) med græskar, granæblekerner og kylling i mit lille bitte køkken. Forrige tirsdag var der også kylling indblandet (og meget mere end man kan forestille sig), men aftenens råvare- og madlavningscirkus fandt sted i Michelin-restauranten Kokkeriet med bla. chefkokken David Johansen. Halløjsa! Ja, sådan kan tirsdag være forskellige. Sådan radikalt!

Hvorfor så mad-tryllekunst hos Kokkeriet? Jo, Danpo ville vise mig samt en håndfuld andre københavnske bloggere, at (hakket) kylling kan meget andet end at blive til kødboller, lasagne og de der andre klassikere. Derfor var missionen at tilberede en fire retters menu, hvor eneste krav var at kylling skulle indgå i … ALLE retter… intet mindre!

I fuld gang med citronerneKokkeskole i Kokkeriet

Jeg kom lidt senere og fik lov at trænge mig på dessertholdet – som jo egentlig ikke ligefrem er mit speciale, men pigerne jeg var på hold med (Sara fra Saras madunivers og Mette fra Sundhedsjagten), havde bare styr på panna cottaen og jeg sørgede for sprødt kyllingeskind på toppen (og citron som I ser på billedet ovenfor).

Og jeg må sige, at resultatet var en overraskelse. Af den gode slags! Karamel, citron, vanilje, solbær, pære og citron verbena og så et strejf af kylling. Det spillede! Og det gjorde de andre retter i øvrigt også. De tre retter inden desserten var: Asiatisk marineret kyllingekødbolle med fenikkelsalat i citronmarinade til forret, Tærte med bund af kyllingefars og persille og rødbede, gedeost som fyld til mellemret og til hovedret farseret kyllingebryst med lever og hjerte samt blomkål på tre måder og syltede rødløg.

Kylling kokkeskole på KokkerietKylling kokkeskole på Kokkeriet

Da vi bloggere havde koncentreret os og kokkene guidet med tålmodighed og interesse længe nok i køkkenet, satte vi os til rette og lod kokkene anrette og servere retterne for os. ((Fornemt!) Og billederne taler for sig selv… det var altså ikke hr. hvem som helsts køkken, vi var “hjemme hos”. Alt kom anstigende elegant og i selskab med nogle af Kokkeriets egne retter; “makrel i tomat” fortolkning og “syltet agurk” dessert blandt andet. Og så med skønne bobler og vine til.

G e n i a l t event simpelthen!

Kylling Kokkeskole i Kokkeriet

Og kylling. Altså det kan jeg jo faktisk rigtig godt li´. Det er faktisk placeret pænt på min lille favorithylde sammen med fisk og en masse vegetariske alternativer. Jeg foretrækker klart hakket kylling frem for hakket svin eller okse, først og fremmest fordi fremstilling af oksekød jo er en af de værste banditter, når det kommer til at passe på vores miljø (har stadig svært ved at forstå at madproduktion forurener mere end vores personbiler(!)), og så synes jeg også kylling smager bedre end f.eks. svinekød. Men en afholden svine- og oksefrøken er jeg endnu ikke. (Hvem kan sige nej til en god bøf?)

Jeg er meget opmærksom på, hvor mange muligheder der er med kyllingekød. Bl.a. kylling-kødtærten har jeg også lavet i flere varianter her på bloggen. Men derfor er det da rart lige at få en reminder.
… Især når det foregår i køkkenet hos selveste Kokkeriet i hjertet af København ❤

Oksekød, svinekød, kylling, fisk eller ingen kød overhovedet – hvad foretrækker I ?

// Alle billederne i dette indlæg er taget af fotografen Thomas Vilhelm. // 

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme

Mandagsanbefaling: All you can eat sushi på Østerbro som giver mening..

Sushi

Halloween endte for mig med at blive knap så meget trick and treat – og ret så meget “all you can eat”! Et koncept jeg for længst har kategoriseret som det rene fy-fy, men som pludselig blev interessant, da Iki Sushi åbnede på Nordre Frihavnsgade og tryllebandt mine smagsløg … eller rettere: det gjorde wok-retten og rispapirrullerne.

Jeg havde fundet stedet på Yelp (som altid:)), og da alle derinde også var fan af konceptet, befandt jeg mig helt spontant derinde på højhellige Halloween-lørdag mumlende “to gange all you can eat, tak” til de søde kvindelige tjenere med edderkopper i ansigtet og djævlehorn på hovedet.

Wok og rispapirruller

Der blev sat mange krydser på all you can eat listen: edamame, tang, suppe, raw rolls, maki, king size maki, sticks, grøntsager på grillspyd. Alt skulle prøves, og alt var bare så frisk og lækkert! Retterne blev serveret lidt efter lidt, og så kunne man ellers bare bestille mere, hvis man kunne ha’ det i mavsen. Og, og, og nu kommer det fedeste ved det her koncept: hvis du efterlader mere end tre stykker sushi/ruller osv., betaler du 10 kr. pr. styk. Genialt værn mod grådighed og madspild! Det burde buffeter og lignende da havde gjort FOR LÆNGST. Jeg mener bare, hvordan kan der ikke flere flere, der gør det?

All you can eat på Iki koster 229 kr i weekenden og 200 kr. i hverdagen, og så er det her indlæg i øvrigt ikke sponsoreret, men blot et lille tip – fra en københavnsk sushielsker til en anden 🙂

Iki Sushi

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme