Vild michelinoplevelse: En lørdag aften på Studio..

Middag på Studio - The Standard

Okay. Jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal sige! Jeg havde ventet på den der dag, hvor jeg skulle få smagsoplevelsen.. serviceoplevelsen og i det hele taget drømmeoplevelsen! Det skete på “for nyligt beriget med michelinstjerne” Studio. Og JA, det var en spektakulær oplevelse og måske det største rent madmæssigt jeg har oplevet i mit “et-godt-stykke-henne-i-20érne-lange-liv”. Guys: Studio – The Standard.. Det er for gourmet-vildt!

Man må sige, at Costum House mildest talt har fået et skønhedsløft med ikke bare Studio men også Verandah og Almanak, som de invaderende soldater i de flotte The Standard lokaler med udsigt til kanalerne her på Havnegade. Her ankom vi i lørdags kl. 20.30 og blev fluks taget imod af restaurantchefen, Patrick. En oplevelse som var “too good to be true”, speciel, overvældende og uvirkelig fra start.

Middag på Studio - The Standard

Patrick tog styringen over bestillingen, og det skulle jeg først lige vænne mig til. Med en vane om at tjekke alle steder ud og overveje, hvad jeg skal have allerede inden, jeg ankommer et sted (hvornår, beslutningen så indtræffer, er en anden snak :-)), kan det være svært at blive sat i afventingskurs ala “vi overrasker jer med forskellige lækkerier i løbet af aftenen”. Jeg skulle også lige vænne mig til, at kortet ikke bliver udleveret, priserne på vin er ukendte, og at man ikke altid helt ved, hvad man skal betale for. (F.eks var de 6 “før forretter” (!) inkluderet i prisen, mens det søde til kaffen kom med som ekstra udgift. Ikke at det var den, der væltede budgettet, men det er bare rart at vide, at det er sådan, det er.)

Og apropos de der “før forretter” – så er 6 forskellige appetizers inden den 7-retters menu noget, der virkelig taler til min madforelskelse. Crunchy bark af selleri, porrer med miso-dressing, vandbakkelser med løgrom og gruyère ost og vagtelæg med trøffel. Ikke bare anderledes, men også super lækkert!

Middag på Studio - The Standard

Først herefter kunne man så sige. “Game is on” med “den rigtige menu” af bl.a. kammusling og den mest fantastiske hasselnøddemayonnaise pyntet med smukke blomster, blæksprutte-“spiralizers” med gran og krydderurter, havtaske med stegte løg og eddikeperler. Og sikke en struktur den havtaske havde. Et af de bedste svar på en steak i fiskeudgave, vil jeg mene.

Så var der også den her ret af and, hvor alt fra dyret er udnyttet til sidste dråbe. Selv kroketterne med estragondressing var af andekød. Kødet var helt perfekt lakridsmarineret (og ja det er min lakridsfavorit Johan Bülow der er leverandør af saltlakridssiruppen – jeg måtte lige eftertjekke). Alt sammen serveret med den lækreste og kraftigste rødvin fra Chile; Clos Apalta.

Middag på Studio - The Standard

Desserten var en bund af skovbær og “sne” med en kraftig men behagelig smag af fløde og så det inderste af en majskolbe.. jep majskolbe! Min ledsager fik også tre retter ekstra i form af stegt foie gras med syltede pærer, vinbjerg-snegle og en fåremælks-yogurt med søde sommeragurker. Jeg prøvesmagte, og det var mere end godkendt – også selvom jeg normalt har et ret anstrengt forhold til foie gras. Et par timer efter blev det kaffetid, selvfølgelig med noget sødt til. Og her fortsatte Studio med at imponere med ribs dyppet i chokolade og flæskesvær (yes sir), “popcorn-karamel”-kager, lakridsmarineret hvidløg (måske mere specielt end virkelig lækkert) og til sidst lige lakrids-macarons med en syrlig creme. Virkelig god afslutning!

Middag på Studio - The Standard

Og så var klokken også blevet halv 2! Aldrig har 5 timer gået så hurtigt for mig før.

Ved højbordene klods op ad køkkenet betragtede vi undervejs kokkene på nært hold og følte os helt fri til at pege og spørge “hvad er det?” til de venlige professionelle og elever, som også løbende kom ind og serverede for os. Også køkkenchef og medejer Torsten Vildgaard kunne vi “holde øje med”, mens han gik rundt og tjekkede tingene ud.

Til trods for at jeg ikke er hardcore rutineret michelin-crawler følte jeg mig på ingen måde malplaceret eller akavet til mode herinde. Alt og alle var meget nede på jorden, og da jeg kaldte deres “bark” for “selleri-fritter” med kommentaren “ja, undskyld, jeg kan ikke huske, hvad du præcist kaldte dem”, var svaret fra Patrick : “Det er også lige meget, hvad man kalder det!” Thumps up for den attitide!

Så ja – Studio, du har gjort mig mundrig og mundlam på samme tid. Den 8 retters menu blev hurtigt til 18, og jeg er stadig mæt på både indtryk og smagsnuancer.

Det var ikke bare en middag, men en gastronomisk drømmerejse jeg sent vil glemme!

Middag på Studio - The Standard

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme

Er det en deal, København?

Forfatteren og bloggeren (og tidligere Robinson-deltager) Malene Hasselblad skrev for noget tid siden om en dårlig oplevelse med en sweetdeal til Restaurant Amalfi på Gråbrødre Torv på sin hjemmeside. Jeg ved ikke, om I har nået at læse den!?

Gråbrødre torv

Hasselblad sender i sit indlæg en solid shitstorm i retning mod “Københavns mest romantiske restaurant” (ifølge Amalfi selv), fordi hun og en veninde var mødt op med frokostforventninger og en Sweetdeal til stedet, men ikke kunne få plads uden en bordreservation. Restauranten var efter sigende meget tom, men alligevel kunne veninderne ikke få lov til at spise der, med mindre de betalte fuld pris og sagde farvel til det, der egentlig havde lokket dem hen til Amalfi. Nemlig en (billigere) Sweetdeal-frokost.

Selvom oplevelsen ud fra Hasselblads beskrivelse virker meget uretfærdig og lettere loco, er jeg egentlig ikke vild med, at man langer ud efter en virksomhed – ja, at man så at sige udfører et offentligt angreb, hvor kun den ene parts version af sagen kommer til orde. Men jeg ved det. Det er netop den magt, de sociale medier giver os. Det så vi ikke mindst i debatten omkring servicen hos Bremerholm blomster. Og ja, kunden har altid ret og alt det der. Og nogle gange er det måske endda også nødvendigt. At sige fra. Så cafeer, restauranter mm. får lyst til at gøre sig umage. Og altid har fokus på den pokkers så vigtige service.

Men jeg synes, det er vigtigt at zoome ind på bolden og ikke bare en enkelt mand/restaurant, der opleves som uforskammet. Og når det så er sagt, synes jeg, at Hasselblad har fat i noget vigtigt, som vi må tage op til diskussion. Nemlig om man skal finde sig i en dårligere service eller føle sig som en fattigrøv på 2. klasse, fordi man har købt en deal??

Personligt har jeg selv haft rigtig mange gode oplevelser med deals, men jeg har altså også haft nogle mindre gode. Oplevet skuffelse i modtagerens ansigt når der konstateres, at man ‘bare er på deal’ eller ikke køber en flaske vin. Oplevet at det er besværligt og uoverskueligt med registrering og deal-beviser. Og det på steder hvor jeg tidligere har haft rigtig gode oplevelser.

Børsen København

Men hvorfor? Hvorfor ikke bare droppe at køre deals, hvis man alligevel ikke har tid, plads, lyst og overskud til det? Meningen med deals er jo netop, at man skal reklamere for sig selv, vise det allerbedste og mest værdifulde frem, efterlade et positivt indtryk – og dermed få nye kunder. Alt det falder med ét til jorden, hvis man i stedet leverer en pinlig discountudgave af sig selv.

…Og discountudgaver synes jeg ikke, vi har plads til her i år 2014. Vi er en servicenation, og vi må tage os sammen. For alle andre end DSB er 2. klasse død for længst. Der er kun 1. klasse – og det er en deal!

Børsen og Gråbrødre Torv

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme