De lækreste trøfler af sorte bønner(!)

trøfler af sorte bønnertrøfler af sorte bønner

Trøfler (eller ‘romkugler’) er der delte meninger om. Nogle afskrækkes af det der med gamle kagerester, og hvad der ellers findes af trøffel-skrøner. Jeg synes bare, det er lækkert! ..Og så har jeg bare altid haft en svaghed for de krymmelrullede eller chokoladeovertrukne størrelser. Lige fra da jeg var barn og tre trøffelruller kostede 6 kr ved den lokale bager (og 9 for 12 kr. 🙂 ..Det var tider.) Og til i dag hvor jeg netop har smagt nogle virkelig lækre af slagsen hos Strangas Dessert Boutique på Åboulevarden.

Nu har jeg så været så heldig at modtage DItte Ingemanns nye bog: “Sunde søde sager” fra Gyldendals Forlag. Og til den har jeg kun en ting at sige: Wauw! Den er simpelthen så flot! Og opskrifterne på kager, søde brød og desserter er så dejligt inspirerende.

trøfler af sorte bønner

 

Lige da jeg fik den, kastede jeg mig partout ombord på bogens “trøfler”, som Ditte simpelthen foreslår at lave af sorte bønner. Se det er jo for interessant til at lade være, ik? Desuden kunne jeg en nat ikke sove, fordi jeg fik en idé. Nemlig at tilsætte mandelaroma til de sunde dadelkugler, jeg plejer at lave. Og pludselig fik jeg chancen for både at lave trøfler af sorte bønner og afprøve min nye idé. Der tog jeg altså mig selv i at tænke: “Win-win!” Jeg valgte desuden at tilsætte dadler i stedet for agavesirup samt rulle dem i en slags harlekin-krymmel af kokosmel, frysetørrede hindbær og mandler (som jeg blendede fint sammen). Resultatet blev så godt … bønnerne bliver overraskende trøffel-agtige efter en tur i blenderen – og mandelaromaen giver lige det sidste ekstra pift. Og selvom det ikke ligefrem er verdens sundeste ingrediens, er det meget lidt, der skal i af det.

Så no doubt: Jeg vil opfordre enhver trøffel-entusiast til at springe med gepard-hastighed i køkkenet med det samme!

Trøfler med sorte bønner

 

Trøfler med sorte bønner og mandelaroma, 20-25 stk

1 dåse sorte bønner (købt i SuperBest)
8 dadler
2 spsk kokosolie
3 spsk kakaopulver
1-2 tsk vanilje
1 dl kokosmel
1 tsk mandelaroma

Pynt: lidt frysetørrede hindbær, mandler og kokosmel blendet sammen til en harlekin-krymmel

Hæld vandet fra bønnerne og skyl dem i koldt vand i et dørslag. Put dem derefter i en blender eller løghakker (kræver at man blender lidt ad gangen), fjern stenene i dadlerne og blend dem sammen med bønnerne og de øvrige ingredienser til en ensartet masse. Form trøflerne i den ønskede størrelse (bemærk at dejen kan være rimelig fedtet, men det er altså muligt at arbejde med. Tilsæt evt. en smule mere kokosmel.) Tril kuglerne i harlekin-blandingen og en lækker bønne-trøffel er født.

Lad dig endelig ikke afskrække af bønnerne i denne opskrift (og lad endelig være med at sige til dine smagdommere, at der er bønner i deres trøfler – de opdager det aldrig! 🙂 )

trøfler af sorte bønnerTrøfler af sorte bønner

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme

 

Guacamole-salat

Guacamole salat

Mmmmh avokado og mmmmh guacamole. Det er stjernespise! Når det kommer til guacamole og mexicansk mad i København vil jeg klart anbefale Barburrito i Skindergade – en lille kælderrestaurant, som er svær at opdage udefra. Jeg har også haft en virkelig god oplevelse på La Fiesta Mexicana på Frederiksberg Allé, men det er ved at være noget tid siden, så jeg kan ikke garantere, at det er som dengang 😉

Men hvor finder man lige en guacamole-salat? Lige nu på bloggen! Jeg fik i første omgang inspiration til at lave denne salat fra Charlotte Hartvig og Majbritt L. Engells salat i bogen ‘spis maven flad’. Jeg har udviklet lidt på den og ved at tilsætte bl.a. hvidløg har den nu fået navnet guacamole-salat. Den er frisk og cremet og er derfor det perfekte tilbehør til alle slags kød – uden man behøver tænke på sovs (bonus!). Den er desuden en rigtig god anledning til at spise en masse sundt blomkål. Rå blomkål er i mine øjne ikke en partysnack, men når den beklædes med den lækre dressing og avokadoerne, skal jeg lige love for, den viser sine unikke og måske uopdagede talenter på middagstallerkenen.

Guacamole salatGuacamole salat

Guacamole-salat, 2-4 personer

1 blomkål
4 tomater
3 avokadoer
3 dl skyr
2 tsk karry
1 fed hvidløg
1 spsk soja
Soja og peber
1 lille pose cashewnødder – gerne saltede.
1 bakke blåbær

Skyl blomkålen grundigt og split det i små buketter. Hak tomaterne og gem en smule til pynt, mens du vender resten sammen med blomkålen i en skål. Lav nu ’guacamolen’ ved at mose de tre avokadoer, og tilsæt skyr, hvidløg, chili, soja, peber og karry. Hæld guacamolen over blomkål og tomater og rør det godt sammen. Pynt med de gemte tomater, blåbær og cashewnødder og servér til noget lækkert laks, kylling eller en god bøf.

Og så lige lidt info om de to mexicanske restauranter nævnt i indlægget:

Barburrito
Skindergade 36
1159 København

Fiesta Mexicana
Frederiksberg Alle 21 B
1820 Frederiksberg C

Guacamole salat

Følg CopenhagenByMe på Facebook

På Bloglovin’

Og på Instagram: @copenhagenbyme

 

Café Lladro; Endnu en studiecafé

cafelladros

Specialelivet fortsætter her hos mig, og jeg kan nu tilføje endnu en god studiecafé til listen: Café Lladro på Godthåbsvej på Frederiksberg. Først og fremmest de to elektro-buzzord: stik og internet. Og så lige bløde sofaer, god kaffe, fin sandwich, god chai… Og ja den fik vi 5 kr. rabat på, fordi vi sad der så længe – med kommentaren “Har I ikke siddet her hele dagen?”. Øh, jo… det havde vi jo så faktisk…

Med en måneds tid tilbage ud af 3 1/2 er afleverings-uret ved at tikke lidt højere, og jeg kommer nok for alvor til at savne det sociale ‘jeg-har-et-liv’-liv det næste stykke tid. Men jeg prøver at komme med et par pip herinde – indimellem bliver man jo nødt til at slappe lidt af, ik?

Endnu en studiecafé er hermed på bloggen. Så kan I måske give mig tips til de gode drinkssteder for tiden, nu hvor jeg ikke ‘kommer så meget ud’?! 😉

God weekend derude!