Under Sydhavnens asfalt

Kære Sydhavn!

Jeg bliver nødt til at være helt og aldeles ærlig over for dig. Vi har mødtes et par gange efterhånden. Vi har brugt mange timer sammen. Flere end man overhovedet kan forestille sig, tror jeg.

Jeg har boet ‘i’ dig, jeg har arbejdet ‘i’ dig og sørme om mit universitet ikke også ligger ‘i’ dig. Men sandheden er,
at jeg ikke kender dig. Ikke sådan rigtigt i hvert fald.

Det er ikke lykkedes mig at komme helt ind under asfalten af dig.
Jeg ved ikke, hvilke træer du står på – jeg kender ikke dine værdier, dine kvaliteter – og jeg ved ikke, om det er fordi, du ikke har nogen, eller man bare ikke lige oplever dem så let, fordi du er den mere reserverede bydels-type – men jeg håber, jeg finder ud af det en dag.
Kærlig hilsen Camilla.

Sådan lød mit brev til København SV, aka Sydhavnen, inden jeg i weekenden besluttede at gøre noget ved vores overfladiske forhold og dedikere lørdag eftermiddag til mission: “under asfalten af Sydhavnen”.

En god veninde havde anbefalet et efterårsbesøg på Vestre Kirkegård ved Vestre fængsel – og hvilken anbefaling. Aldrig havde jeg troet, at en kirkegård kunne være så charmerende, hyggelig og lidt-kirkegårds-agtig. Det er et helt og igennem vidunderligt sted, som bl.a. med sit ‘Røde Hav’ huser flere kendte socialdemokratiske statsministre. Overraskelse! At lørdagen pludselig udviklede sig til en smart “Indian Summer” var én ting. Den havde jeg ikke set komme. At jeg pludselig stod foran Staunings grav, var en anden ting. Den havde jeg på ingen måde set komme.

Fra Sydhavnens skjulte skat gik turen gennem industriområdet (Sydhavnen skal have alle charmeredskaber i orden, hvis jeg en dag skal ændre mening om det område) og til “Det hemmelige galleri” – den kommunale graffitimur.

Stedet ‘man ikke sådan lige kommer – og finder’ – og jep, vi var da også ved at vende om et par gange eller tre.
Ved første øjekast syntes jeg graffitiområdet virkede meget forladt og dystert. Henkastede spraydåser. Ødelagte mure, værker. Rod.

Men efter at have stået der i noget tid, blev jeg lidt nysgerrig og begyndte at se graffitimalerne for mig. Hvordan de har stået ved siden af hinanden – og suppleret hinandens værker. Jeg så deres kreativitet. Deres engagement.

Og jo mere fantasien løb af med mig – jo mere imponerende fremstod graffitikunsten – fra Big Bang til enorme dinosaur-portrætter.

Herefter var det på tide at sige farvel til Sydhavnen. Det var en god dag, og jeg tror, vi skal ses igen – sådan helt uformelt. Vi har brug for lidt mere tid sammen. Jeg vil kende dens favoritbarer og livretter.  (Hvis den da har nogen!?)

Og ja, jeg er fortrøstningsfuld! Jeg tror, det er muligt at komme endnu længere ind … helt ind under asfalten.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s