Københavnske busreklamer – en rullende balancegang?

De københavnske busser reklamerer for lidt af hvert. Villy S. var bredt foldet ud over stålpladerne under valgkampen, Call Me vil have os til at tale mere i telefon for ‘mindre penge’ og med en krokodille har den australske restaurant Reef n’ Beef forsøgt at få os til at smage en anderledes filet ‘Crocodile Hunter‘  serveret med olivensalsa i lokalerne på Jernbanegade.
Med busserne kan du følge ‘strand-ruten‘, ‘kultur-ruten’ og ‘gourmet-ruten’.  Der flages på Børnehjælpsdagen, Valdemarsdag og selv på Prinsesse Benediktes fødselsdag – ja, listen over budskaber, som de hovedsageligt gule busser kan drøne alle hovedstadens ruter rundt med, er lang. Meget lang.Så lang at man næsten ikke tænker over ordene længere – men bare hopper ombord.

Sådan troede jeg i hvert fald det var… INDTIL jeg fik øje på den her; Reklamen for den ‘billige bedemand’.
Dér sad den lige på bagenden af 350S og var ikke så lidt opsigtsvækkende på en efterårsmorgen, hvor jeg faktisk var en slags søvngænger på Kongens Nytorv.
Ah hva’ sagde du? ‘Betal kontant og spar’, ‘begravelse fra kun kr. 9.000’. Det er da for mærkeligt. Frækt. Forkert. Forargeligt og ikke mindst unødvendigt. Hvem tænker på rabat, tilbud og sparetider, når man lige har mistet en ven eller familie? Hvem render rundt og ‘tjekker markedet’ ud og tænker ‘duer/duer ikke’, når sorgen har lagt sig omkring alle organer som en tyk tyk dyne?

Billig og bedemand – de to ord fungerer bare på ingen måde sammen for mig. Som efterladt vil man give sine kære det bedste og ikke det billigste, man vil være generøs og ikke nærig – og til hver en tid hellere betale for meget end for lidt.

Men unødvendigt er det jo objektivt set ikke. For der sidder jo nogen i den anden ende og tjener på det. Og er det så okay? Hvor meget kan/må man reklamere med? – Og på en fristende måde som var det nyplukkede jordbær eller lune skindstøvler, man forsøgte at sælge? Hvor går grænsen?
Den går åbenbart ikke ved begravelse. Den går heller ikke ved bedrag. Det fandt jeg ud af under sidste vinters projekt om dating-siden Victoria Milan – for dem, der ‘vil gøre livet levende og have en affære’ og ‘savner spænding i hverdagen’. Victoria Milans side, der sidste år havde omkring 100.000 brugere i Danmark, blev kritiseret skarpt, men blev i sidste ende vurderet til at være ‘provokerende men ikke et brud på markedsføringsloven‘. Og mændende bag affære-siden var jo ‘bare’ business-folk, der udnyttede et hul i markedet -> den store efterspørgsel.

Undervejs blev jeg så fordybet i vores projekt, at jeg tog mig i at tænke; “det er vel ikke mændene bag datingsidens skyld, at danskerne er dobbeltmoralske og utro?” Og nej det er det sådan set ikke. Eller er det – til en vis grad?
Når man gør en vare mere tilgængelig og attraktiv, bliver det vel også lettere at putte den i kurven? Og jo mere man snakker om noget, jo mere ‘normalt’ bliver det vel ofte?

Nu er reklamerne for hhv. bedemanden og bedraget (Victoria Milan) jo vidt forskellige. Men fællesnævneren er, som jeg ser det: usmagelighed.
I et samfund hvor man, mere eller mindre, må sige og reklamere for præcist det man vil, kan det måske – uden at lyde for sur-tante-agtig – indimellem være meget godt at være bevidst om sin personlige grænse for reklamestunts.

Min grænse går ved ‘billige bedemænd’. Hvor går din?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s