Bye,bye – honey – bye, bye

Jeg har prøvet at undgå den. Virkelig. Jeg har været til yoga for at meditere den væk. Jeg har forbandet den og fortrængt den, og jeg har ivrigt prøvet at hoppe over den med et hurtigt og smart Fosbury flop-spring. Men ak ak, jeg kan simpelthen ikke undgå at falde pladask over den med både arme og ben – fælden er klappet. Dagen er kommet. Det er sidste dag på Borgen.

Og hvordan håndterer man så den kendsgerning bedst muligt? Jo, man spiser  den sidste Snapsting-nadver(hvad.mad.ikke.kan.gøre) med en skøn veninde,

Crazy elevatorer

man kører og og ned i de åbne og halv-farlige elevatorer (som blev lukket efter sidste julefrokost – wonder why …) iøvrigt til enorm morskab for unge og gamle på rundvisning.
Man læser gamle mails og lader tårerne kinde-galopere, mens man mindes frustrationerne omkring betalingsringen, næstformandsvalget i SF, helligdagsfarcen, skatte- aka rugbrødsreformen og ikke mindst brød/kageordningen, der altid gik i vasken og mildest talt skabte praktikant-panik tirsdag efter tirsdag.

Samtidig glæder man sig i hvirvlende strømme over de vanvittige dage. Det kunne eksempelvis være,  da pointsystemet blev afskaffet, eller da det blev vedtaget, at homoseksuelle kunne blive gift i kirken. Det kunne også være dengang, det første debatindlæg kom i trykken, da vi havde hulla-kranse om halsen, rødt vin i koppen og  dansede til ‘Mysterious girl’ i gruppeværelset. Eller den alt-for-tidlige morgen hvor jeg frisk og frejdigt ‘overfaldt’ vores sundhedsminister med et “vi-to-kender-hinanden-meget-godt-godmorgen(-og-næsten-kram)”, fordi jeg troede hun var en anden.

Jeg vil savne hr. tagterrasse med flot-flot view over byen, de rungende lyde, når der kaldes til afstemning, de pressede dage hvor alt er K-A-O-S, diskussionerne og de politiske jokes.  Ja selv de ting, jeg i hverdagen har irriteret mig over, kommer jeg til at savne. Kunne jeg da bare endnu engang få lov til at se de dovne, udtryksløse skoleelever slæbe sig op ad trapperne bag de engagerede lærere. Kunne jeg bare én gang til betragte de mange noget så kendte malerier, som jeg ellers aldrig fik et forhold til eller blive ekspedieret af sure-Margrethe fra kantinen? Please please. Eller møde Pia Kjærsgaard… aaah og så alligevel – nu griber stemningen mig vist lidt for voldsomt.

Men hvorom alting er:
Jeg.kunne.blive.ved. Jeg er fan. Borgen-fan. Det sidste halve år har givet mig så meget. Men nu er enden nær. Skræmmende nær. Indimellem bliver man nødt til at give slip. Intet varer evigt. Jeg må videre, og jeg håber, I vil følge mig.

Tak for kampen Ida og Karina – og mine kageelskende medpraktikanter.

Bye bye, honey, bye bye.
(og så håber jeg, vi ses igen 🙂 )

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s